Dette indlæg burde være skrevet for fire uger siden. For fire uger siden, hvor jeg gennemlevede en ekstra svær uge. Næsten ikke til at komme igennem – også selv om der havde været en ekstra fridag 2. pinsedag. Lige så uoverkommelig som ugen før havde været det. Og ugen før det. Og de efterfølgende uger har føltes lige så uoverkommelige. Men det blev det ikke. Fordi det er pisse svært at skrive, og fordi det er pisse grænseoverskridende at hænge mit beskidte vasketøj til tørre midt på gågaden.

Den omtalte uge var på samtlige områder drænende. Jobbet stillede store krav til lidt tid, en kollega satte mit ellers kontrollerede stressniveau ud af kurs, så jeg måtte tude frustrationerne ud bag lås og slå på toilettet. Børnene sov på skift eller samtidig ikke om natten. Manden arbejdede over, jeg skulle arbejde over og til et socialt arrangement, jeg ellers havde glædet mig til. Jeg havde bare ikke kræfterne og overskuddet til det, selv om jeg kom afsted, fordi jeg hele tiden kom til at sidde og tænke på, om jeg kunne have fået mere overskud af at være blevet hjemme? Det var sgu sørgeligt.

Huset var på den anden ende som følge af ovenstående, yngstebarnet kastede med maden for Gud ved hvilken aften og efterlod i vanlig vis et spor af hærgen efter sig huset igennem. Den ældste syntes, vi var de dummeste forældre og satte sin selvstændighed igennem hvert et sted muligt. Familien sang sangen om, at vi aldrig så dem, selv om de alle havde været til en ellers hyggelig fødselsdagsfejring i weekenden og små ting gik galt og kom til at fylde uhensigtsmæssigt meget. Jeg var træt! Dødeligt træt – og det hele var for meget med kun 2-3 timers søvn i bagagen dagligt, fordi den lille er vågen og skriger i timevis, fordi han ikke kan finde tilbage i søvnen.

Endnu en dag i hamsterhjulet, på vej ud efter børnene i institutionen efter endnu en mentalt hård dag på jobbet, skiftede jeg kanal på bilradioen og i samme øjeblik startede “Just give med a reason” med P!NK og Nate Ruess. Den slog på rigtig mange måder hovedet på sømmet på det stadie, hvor jeg er lige nu – og hvor mit parforhold synes at være. Vi er ikke brækket midt over og har kastet håndklædet i ringen. Vi er som sådan ikke på skilsmisseranden, men vi er bøjet så meget hver især – og sammen, at man begynder at kunne høre sammenholdet give efter. Ikke fordi vi ønsker det, men fordi hverdagen er ved at stige os over hovederne og vi bevæger os længere og længere fra hinanden, selv om vi bor under samme tag og deler genpulje i to børn.

Seriøst, hvor latterligt er det, at to voksne mennesker, der har dannet par i 10 år, har gennemlevet vores livs fælles krise med et dødsygt barn og risikoen for at miste ham; to mennesker, som stort set aldrig har været uvenner, står nu og skændes om, “hvornår det er mig, der kan arbejde over???” Hvad fa’en sker der? I en presset hverdag, hvor jobbet tager en (unfair) del af mig på grund af en sejlende kommunal skude i sparetider, står jeg bare helt af, når manden kommer hjem og proklamerer, at han altså skal arbejde over fredag og møder tidligere mandag og skal på kursus og har personaledag hele den dag, børnehaven har lukkedag og begge børn er hjemme. Den dag, jeg gerne ville have, at vi kunne lave noget sammen som familie. Det har jeg så selvfølgelig ikke sagt højt til ham, men jeg havde antaget, at han var hjemme og blev ærligt talt slemt skuffet. Med fare for at lyde som en dårlig mor, havde jeg set frem til at være to om endnu en af institutionens lukkedage. Ved Gud: Ungerne er skønne og jeg elsker dem med hud og hår. Jeg er bare alene med dem ret tit og de er begge to et sted i deres udvikling, hvor de både er fantastiske og samtidig ikke kan efterlades uden opsyn i 5 minutter, uden at den ældste skubber den lille omkuld eller udfordrer ham til at stå på armlænet af sofaen og den lille – 18 måneder gammel – løber på væggene og hærger som en tornado alle steder, hvor han kan komme til det – OG er uvidende om, at han ikke kan det, søster udfordrer ham til. Jeg ved godt, at jeg ikke er alene hver dag, og tusind tak for det, men skuffelsen over ikke at være to, selv om man på papiret er det, gør også ondt.

Jeg føler oftere og oftere, at min mand og jeg glider længere og længere væk fra hinanden. At kærtegn som udgangspunkt skal involvere at han tager mig på brysterne eller klemmer hårdt om fedtdepoterne (og vækker dermed en væmmelig del af min selvfølelse) på røven af mig, i stedet for at give et kram, så snart jeg bare vender mig imod ham. Jeg savner intimiteten i krammet, der fordrer, at han kan lide mig for hvad jeg er, og ikke kun fordi jeg potentielt kan give ham sex. At nærhed altid skal associeres med sex – hvilket jeg slet ikke har overskud til. Og så trækker jeg mig. Sad but true, men her forstår jeg måske egentlig godt, at han udnytter enhver chance, for jeg magter ærligt talt næsten ikke at knalde længere. Jeg vil indimellem langt hellere sove eller sidde og glo ud i luften. Og her har jeg en stor del af “skylden”. Nej, ved du hvad. Jeg vil langt hellere tale med ham og dele hverdagen med ham. Jeg savner, at vi også har et mentalt fællesskab.

Jeg føler ikke, jeg har overskud til at føle noget som helst længere. Hverken i eller uden for sengen.  Sex skal ærligt talt tages ud af et overskud, jeg på ingen måde har. Jeg kommer til at afvise og hans følelser bliver ikke gengældt, som han ønskede. Jeg bliver oprigtigt ked af at afvise, men døjer stadig med efterfødselsskader fra første fødsel for 4 år siden og skal, meget firkantet sat op, vælge mellem smerter, træthed eller afvisning.

Min mand siger ofte, at han synes, jeg er smuk og at han elsker mig – og jeg prøver at huske at gengælde uopfordret. For jeg er ikke i tvivl om, at jeg også elsker ham, selv om hverdagen kører i sit vante spor. Han siger det højt, og det er jeg taknemmelig for, men mange gange mangler jeg den fulde tilstedeværelse i sammenhængen. Mange dage taler jeg mere om børnene og han lytter ikke. Mange dage har jeg lyst til at kyle hans telefon eller tablet – ja, han spiller online spil på begge nu – af helvede til og råbe, at virkeligheden er vigtigere. At han skal se sine børn i øjnene og bruge de få vågne timer vi har sammen med dem til DEM. Men også vel vidende, at han sikkert flygter ind i de åndssvage spil, fordi hverdagen også er for meget for ham og at jeg mange gange flygter ind i bloggens univers, så snart børnene sover og jeg har en svag chance for at være mig selv. Uden nogen. Også uden ham. Ganske simpelt fordi jeg på intet andet tidspunkt i løbet af dagen har den luksus ikke at skulle fokusere på andres eller jobbets behov.

Vi burde tale om det hele. Om drømme og håb, om forventninger – de indfriede og dem, som gør ondt, fordi de ikke gengældes. Om at smide tablet og telefon og PC af helvede til og være til stede i familien, tale om mangel på sex og vejen tilbage til mere, om økonomien så vi hver især måske kunne frigive mere tid og dermed mere overskud. Om at sælge huset og flytte, eller om at blive og skabe pladsen. Om os og ikke kun børnene. Vi burde lytte. Sådan rigtig lytte – og lære af hinanden og vores fejl. Men i stedet sidder vi begge og lukker verden ude og siger ikke et kvæk. Ikke af ond vilje, men fordi vi er trætte. Fordi vi ikke ved, hvor vi skal starte. Fordi vi ikke magter mere. Fordi vi ikke helt er på bølgelængde. Fordi vi måske drømmer hver for sig i stedet for sammen.

Kunne jeg forestille mig at blive skilt? Både ja og nej. Forestille mig, men ikke ønske! Jeg elsker min mand, vil nødigt undvære ham og jeg vil helst ikke byde mine børn samme skilsmissebaggrund, som jeg selv kommer fra. Men jeg tænker også mange gange på, om vi begge ville være lykkeligere uden det svære, vi har i fællesskab, at skulle forholde os til? Om vi ville blive bedre og mere dedikerede forældre på enmandshånd hver anden uge? Om vi så ville kunne give slip på det svære og starte forfra? Men jeg kunne ikke forestille mig kun at være 50% del af mine børns liv og hverdag. Selv om jeg mange gange længes vildt efter tid alene, vil jeg ikke undvære dem længere end højest nødvendigt. Lever vi måske for at realisere forskellige mål? Selv om vi egentlig vil præcis det samme.

Vi skal ikke have flere børn og i kølvandet på dette, skal vi finde os selv og vores parforhold igen ud fra de givne omstændigheder. Det føles dog indimellem som om, vi jagter forskellige mål med den beslutning. Som om hans mål er at få mig “igen”, som tingene var engang og at jeg arbejder for at få det bedste familieliv, hvor vi alle har det godt. Hvor rammerne for et godt liv er sikret i den virkelighed, vi har nu. 4 i stedet for 2. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg de seneste måneder har drømt inderligt om at droppe jobbet og lægge hverdagen bag mig. Trække stikket ud og flygte til et sted, hvor forventninger og realitet mødes i equilibrium. Et sted, hvor jeg ikke tager mere af mig selv, end jeg får igen og end jeg har. Bare for en stund.

Jeg har altid været den, der kunne udrette noget. Den, der havde ideer og den, der kunne hjælpe andre. Og jeg gør det gerne – jeg føler bare sjældent, at hjælpen gengældes. Jeg forventer ikke 1:1 retur, men bare en hjælpende hånd eller en smule anerkendelse. Bare for at føle, at nogen SER det. Ser mig. Som andet end den, der vasker op og vasker tøj og slår græs og skifter bleer og køber ind og henter og bringer og gør en stor indsats på jobbet.

Når verden og hverdagen ikke rigtig spiller, begynder jeg også at fokusere på alt det, der står til. På at se mangel på træning og en krop, hvor barselskiloene velsagtens ikke kan kaldes barselskilo mere, men er blevet et “ømt punkt”. Kigge på mig selv og se strækmærker og fedtdepoter. Se på omgangskredsen og ønske, at jeg var dem. Surfe efter resultater af fedtsugninger, fordi den nemme vej lyder rar (dyr, men rar), og begrave mit selvværd og min selvfølelse dybere og dybere. Ja, faktisk blive rigtig godt og grundigt ked af det.

Jeg undersøger mulighederne for nedsat tid, afvikling af barsel drypvist, karriereskift, brancheskift, at sige op og stå af ræset og leve på et minimum. Jeg trænger til at føle, at jeg lever og ikke kun lever for at kunne betale mine regninger. Jeg trænger til at føle, at jeg kan være en masse godt for mine børn, imens de stadig gider mig. Forsøge ikke blot at blive en flygtig del af deres liv, når de kigger tilbage engang, men én, som de holder af for det jeg kan, det jeg gav dem og det, vi havde sammen. Være mere end en ven for min mand – være kone og kvinde. Sidder vi og puger penge sammen til en alderdom, vi ikke ved, om vi får, gemt i vores murstensfort af et parcelhus, der alligevel synes at sluge alle pengene i reparationer? Samler vi til huse, hvor vi burde give los og leve? Pensionen, Peugeoten og parcelhuset – fortjener de de penge, jeg kunne bruge på det, jeg drømmer om? Prioriterer jeg helt forkert i forhold til det, jeg tror, er fornuftigt, eller min bank fortæller mig er det rigtige at gøre? Hvad fortæller mit hjerte mig, er det rette? Er det i virkeligheden poderne, parforholdet og den person, jeg ved, jeg kan være?

Der skal ske noget. På mange fronter. For at få livet og glæden igen. For ikke at ende som et nummer i skilsmissestatistikken. For selv om jeg ikke ser det som en umulighed og ved, at vi alle kan ende der, så ønsker jeg det bestemt ikke! Sommerferien skal bruges til at gennemtænke, hvad jeg, og vi som par, ønsker og hvad der kan lade sig gøre. Blive gladere. Drømme og forhåbentlig udleve drømmene i meget nær fremtid. Før der ikke er nogen at dele drømmene med.

Reklamer