Mit hjerte stoppede et øjeblik i forgårs. Blodet løb lige fra hovedet en stund, da jeg, på vej ud af døren for at hente ungerne i institution, tog telefonen og vedkommende i den anden ende sagde: Hallo, det er embedslægen. Er du mor til V?

Som mor til et hjertebarn, var min første og eneste tanke, at der var sket min søn noget alvorligt. Ja, undskyld mig: Jeg troede, sgu, hun ville sige, at han havde fået et hjertetilfælde og at det værste kunne være sket. Her satte hele mit kropslige og mentale beredskab i gang.

Heldigvis forholdt det sig ikke sådan. Han fik for 14 dage siden taget en række pølle-prøver, da han havde gule bleer i længere tid uden dog at være syg eller på nogen måde påvirket.
Hun kunne så informere mig om, at der var funder VTEC-bakterier i den sidste prøve, og at det betød, at min søn under ingen omstændigheder måtte komme i institution. Jeg spurgte, først og fremmest, hvad bakterien betød for ham og fik svaret, at det var i mild grad. Huskede noget om inficerede bønnespirer og et udbrud i Tyskland og isolation og dødsfald i forhold til samme bakterie. Så grelt forholder det sig ikke svarede hun. Jeg skulle dog vente til næste dag med at få flere svar fra egen læge.

Men jeg skulle lige være opmærksom på, at han ikke måtte komme i institution, førend vi har 2 helt rene/raske pølle-prøver fra ham. Og det kan sagtens tage 2-3 uger.

Så sank blodet igen. Dybt.

Hvornår er det, vi får samme muligheder som svenske forældre har? Hvornår er det, vi med god samvittighed kan passe vores egne børn, når behovet er der? Kald mig forkælet, eller hvad du vil, for vidst er jeg ekstremt lykkelig for, at min søn ikke er alvorligt syg af bakterien og for, at der ”kun” er tale om en e-colibakterie. Men tanken om 2-3 uger uden at kunne få ham passet midt i et i forvejen stærkt presset familieliv og –puslespil, var nok til at skabe ren og skær panik. Hvad fa’en gør jeg så? Drengen er jo rask og løber nærmest rundt på væggene og der er ingen – som i ingen – p.t., der kan assistere min funktion på jobbet de næste 14 dage!

Jeg gik den slagne gang til institutionen og forklarede sagens sammenhæng – ooooog at de lige skulle informere alle forældre og evt. have taget afføringsprøver på samtlige børn. Det var sgu ikke sjovt, selv om jeg ikke kan gøre for situationen. Bakterien er enten fødevarebåren, overført ved smitte fra et andet barn – eller forårsaget af en af de utallige ting – især sand – den unge mand ynder at proppe i munden. Pædagogen blev også lidt bleg og gik målrettet ind på kontoret og greb telefonen.

What to do? What to do? What to fu**ing DO?!?!!

Knægten har det fint! Efter en kort telefonsamtale med barnefaderen, endte jeg med (endnu engang) at matte gribe mobilen og ringe op til farmor og farfar. Endnu engang tilbød de at hjælpe. Denne uge. Jeg tør simpelthen ikke tænke på, hvis det strækker sig i længere tid. Du må ikke sige, at det er sandsynligt, please!

Det virker så meningsløst, at skulle finde langvarig pasning til et barn, der udenpå og mentalt er 100% frisk. Men jeg forstår selvfølgelig, at han ikke skal smitte andre. Det er bare som om, vi trækker veksler på vores eneste netværk (læs: farmor og farfar), før vi ”virkelig” får brug for det med f.eks. skoldkopper eller hvis den unge mands hjerte igen skal undersøges eller opereres (Gud forbyde det!). Og det trækker på mine svigerforældres kræfter. De er over 70 år begge to. Og det trækker på vores mulighed for at benytte pasningsmuligheden til andet end syge børn. F.eks. at pleje et parforhold med ridser i lakken og den manglende nattesøvn. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle granske hverdagen så meget og leve på andres velvilje som et voksent menneske. Som mor. Til to.

Så nu venter vi. Aldrig havde jeg heller troet, jeg skulle traske hvileløst rundt og håbe på, at min søn skider (pardon my French). Ud med lortet, unge mand – so to speak. Ud, så vi kan få så mange prøver afsted som muligt – hurtigst muligt – og få udelukket den skide bakterie. No pun intended.

Lad lige være med a Google VTEC. Så får du det (lige så) dårligt (som jeg havde det, da jeg fejlagtigt gjorde det). Nyresvigt, dødeligt m.m. Heldigvis er der flere grader af bakterien. Og vi krydser alt for, at den unge mand er vel ovre det hele MEGET SNART!

Hvornår er det egentlig min tur til at slappe af? Til ikke at skulle konflikthåndtere stort som småt? Hvornår er heldet med os? For jeg synes altså ikke, vi er ret heldige! der er sgu en grund til, at jeg føler det omsonst at spille LOTTO…

Reklamer