Åh, du søde weekend! Hvorfor går du så stærkt??? Du løber fra mig, før jeg overhovedet når at opleve dit nærvær! Kom her! Bliv her! Bare lidt længere! Så er du sød!

Dagen er gået med et tiltrængt frisørbesøg for undertegnedes vedkommende. Ældstebarnet plagede for at komme med, og vandt til sidst. Kom ud af døren – efter stor panik over at opdage, at betrækket til hendes autosædestadig  lå pjaskvådt i vaskemaskinen, fordi moren var gået kold på sofaen i går og lykkeligt havde glemt alt om (mere) vasketøj. Hun kunne ikke helt stoppes ned i lillebrors sæde, sådan 4 år gammel, så vi måtte frem med en selepude fra kælderen, selv om hun vidst heller ikke helt er gammel nok/høj nok til at sidde på den. Streeeessssssss! Heldigvis er min frisør også en god veninde, så vi blev tilgivet for forsinkelsen…

1000 gange spurgte ældsteungen, om hvornår jeg var færdig, og hvornår vi skulle hjem. Knaaaap så afslappende, som frisørbesøget var tiltænkt. Men forhåbentlig husker hun næste gang, hvor kedeligt det var at vente – og jeg, hvor meget hun skal blive hjemme… Men jeg blev klippet og farvet og fik sat styr på sommerlooket og så er alt jo godt.

Dagens næste program bød på at flå mors pengepung yderligere, ved køb af sandaler til banditterne. Jeg er til stadighed undrende over for det faktum, at deres sandaler i hhv. str. 21 og str. 28 ofte – pr. par – koster mere end mine i str. 41!?!!??? How the f*** did that happen???

Nå, men de løb fra butikken med et par Superfit til yngsten og et par Riccosta til ældsten og så var alle glade. Så kan sommeren bare komme an! 1100 kr. Kachiiiing!

På vej hjem kom vi til at tale om, at min datter skal deltage i et arrangement inden længe, hvor Kronprinsessen også deltager – og at hun er spændt på dette. Altså min datter. Efter noget tid lyder det fra bagsædet:
“Mooor? Ved du godt, at Kronprinsesse Mary er min bedste ven?”

“Øøøøh, nej, det vidste jeg ikke. Hvorfor tror du, hun er det?, prøvede jeg, alt imens jeg for en stund overvejede, om min datter var ved sine fulde fem.

“Fordi det har hun selv sagt til mig”, svarede ældsten med fast overbevisning i stemmen.

“Øh, det er nok ikke helt rigtigt, skat, Men hun vil helt sikkert synes, du er rigtig sød, hvis hun møder dig”, svarede jeg så pædagogisk, jeg kunne.

Og så blev den unge dame ellers gal og gik i forsvar: “Det ved du slet ikke noget om, mor!” og jeg kunne høre, at hun blev lidt ked af det.

Og det er langt fra eneste tilfælde. Hun har f.eks. også været på månen eller ude og lege om natten, imens vi andre sov. Hun har stået på taget af børnehaven, imens de andre ikke kiggede og hun kan nå oldemor, når hun rækker hånden op i himlen. Det er hamrende sødt og naivt og direkte fra en skøn barnehjerne, men jeg spekulerer nogle gange på, hvornår man skal begynde at fortælle hende, at fanasien spiller ind og at det ikke er rigtigt? Jeg vil ikke ødelægge glæden og forestillingsevnen og forventningen, men jeg vil samtidig hindre, at hun bliver til grin eller rystet på hovedet af, som jeg mange gange har oplevet i min egen barndom. Barn eller ej, så vidst jeg GODT, hvornår jeg var til grin på noget, jeg havde overbevist mig selv om var rigtigt, eller jeg havde hørt de voksne sige, men ikke forstået i mit barnlige sind. Og det gjorde rigtig ondt. Allermest, når det var andre end mine nærmeste, der gjorde mig opmærksom på det.

Hun er 4 år og hun skal have lov at lege. At fantasere og være barn og leve i en verden, hvor hele verden er åben og mulig. Men hvornår er det så, man begynder at modificere fantasien og samstemme den med virkeligheden? Kommer de selv til den konklusion, eller skal de lære på den hårde måde? Skal jeg allerede nu begynde at tune hende ind på det, eller er det bare sådan, det er, når man lige er blevet 4 år? Hun skal være barn så længe som muligt, men til grin mindst muligt! Lægger jeg måske for meget i et barnligt univers, hvor man med største selvfølgelighed kan alt mellem himmel og jord?

Reklamer