Dælen-dulme så, om ham den lille lømmel har fundet på at bide! Hvad skal det nu til for? Hans udskejelser er i forvejen så vanvittigt anderledes, end hans søsters var ved 1,5 år – og vi taler ikke til den gode side. Han piller i alt og slår på alt og har et temperament, der kan høres fra det ydre rum. Han er en gennem-glad bandit, men han er fræk som en slagterhund! Han skal nok selv bestemme, hvad han vil, “nej” og “stop” preller af på ham og han kan hærge huset eller vuggestuen på 5 minutter. Hvor vi kunne sige “Det må du ikke” til hans søster og stille et andet alternativ til rådighed, så har yngstemanden ingen interesse i dette. 100% lømmel, siger jeg dig! Og også ret sjov! Man troede, man havde prøvet det meste med ét barn, ikke???

Men det er ikke så sjovt og charmerende, at han er begyndt at bide uden umiddelbar grund. Han har bidt sin søster i armen op til flere gange – oftest, hvis de var uenige om, hvem der skulle have bolden eller dukken eller bilen. Ganske givet i mangel på ord og evnen til at udtrykke sig klart – og for at sige fra, ikke mindst. Vores egen “friendly neighboughoot Biter-man”.

Og så var der i dag…. Ikke grine, vel? For man griner ikke at børn, der bider…men altså. Når han render målbevidst hen til sin søster og bider hende lige i måsen – umiddelbart uden grund – så er det uforvarende sjovt. Og alligevel ikke. For efter aftensmaden gik han rundt målbevidst rundt om bordet og bed sin far i delleflæsket! Lille skide**k!

Som den moderne mor, jeg er, har jeg spurgt onkel Google til råds og her får jeg adskillige beretninger om det samme. 1½ år og bider i mangen af ord eller 1½ og bider af ren og skær kærlighedsfølelse… Håber for faren og søster, at de – når tandmærkerne er væk – vil se det som en kærlighedserklæring. De kloge orakler på Google siger, at man bestemt skal sige nej til barnet (oftest sønner åbenbart???), når de bider og sætte dem væk. Men når nej har lige så stor effekt som at få politikere i den igangværende valgkamp til at lytte til hinanden og samarbejde, så er vi lidt…ehmmm…udfordrede. Jeg har sagt det før. Jeg har født “ham“. “Ham” de andre mødre synes er såååå sød med sine tykke kinder og kække blik i øjet, men som de – hånden på hjertet – er ret glade for ikke er deres egen, når man ser ham for fuld udblæsning.

Men jeg elsker ham jo – og han åbenbart også sin søster og far med hud og hår. Moren har han endnu ikke dristet sig til at prøvesmage. Men man bider jo heller ikke den hånd, der fodrer én, vel??? ;o)

Reklamer