Ok. Jeg står helt af på den debat, der har præget medierne i den seneste uge. Jeg tilråber 100-året for grundloven og kvinders stemmeret med store og lovprisende ord – og tænker derefter, at jeg egentlig har en tendens til at tage min ret til at stemme d. 18. juni 2015 for givet. Jeg glemmer mange gange, at det ikke altid har været noget, mit køn har kunnet tage for givet. Det er godt at blive mindet om ind imellem.

Men altså: Når der er på sendefladen er debatprogrammer om, om fri abort skal afskaffes, så finder jeg det himmelråbende, at den debat overhovedet får taletid anno 2015. Det er 42 år siden aborten den blev fri, og det skal den forblive! Er det det bedste, vi kan hive op af hatten for at tale ligestilling? Og hvad laver debatten overhovedet i valgkampen?

“Jaaaamen, der er dem, der bruger det som præventionsform og hver 3. måned kommer ind på sygehuset for at få en abort, fordi de er for dovne til at tage p-piller…”

Say what! Kan I overhovedet tage jer selv seriøst? Der ER måske en kvinde eller to, der kunne finde på den slags, men jeg nægter at tro, at kvinder får en abort for sjov. Gentagne gange ej heller. Der kan ske smuttere, men hvordan kan det marginale eksempel gøres til genstand for det generelle og få debatprogrammer her 100 år efter kvinder fik retten til at sige, hvad de mener? Her 42 år efter kvinder fik retten til egen krop. Sig det lige igen og tænk på, hvor gammel du selv er, 42 år. Det er ikke ret lang tid siden vel? Og ikke et sekund for tidligt.

Vi har opnået den enkelte kvindes frie valg, men åbenbart ikke nødvendigvis en forståelse af dette. Desværre. Måske jeg er naiv at antage, at aborten ligesom ikke er et af de problemer, vi til stadighed skal diskutere? Og slet ikke i en valgkamp, hvor der skal være fokus på mange andre emner, der får Danmark på fode og fremad. At afskaffe aborten og dermed fastholde kvinder i en stereotyp kønsrolle vil være et tilbageskridt for 100 års kamp for lighed.

Den diskussion skal vi seriøst ikke have, vel?

Nogen i mit hood synes at være enige - omend kvindetegnet havde sagt det hele alene. Og nej. Det er ikke mig, der har gjort det
Nogen i mit hood synes at være enige – omend kvindetegnet havde sagt det hele alene. Og nej. Det er ikke mig, der har været i gang med spraydåsen
Reklamer