Kære Læser!

Jeg har virkelig brug for din hjælp – og jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har spurgt om det før. For det er åbenbart et problem, der er vendt tilbage igen.

Det handler om gode tissevaner for en netop 4-årig prinsesse. Hun har været blefri i 1 år, men har haft én periode for 5 måneder siden ca., hvor hun pludselig begyndte at tisse i bukserne hver dag igen. “Jeg mærkede det bare ikke”, svarede hun hver gang. Vi prøvede at pakke frustrationen væk og prøvede at rose hende til at gå på toilettet oftere. Og det  virkede.

Nu er vi så tilbage i samme gænge igen. For 1 måned siden var det hver eneste dag i 3 uger – og kun i børnehaven. Så har vi haft en god uge, uden uheld. Men denne uge er problemet igen slemt. Faktisk så slemt, at det er 2-3 gange om dagen – igen kun i børnehaven. “Jeg huskede det bare ikke”, lyder svaret denne gang.

Jeg har selvfølgelig prøvet at tage det op med stuepædagogen. Og får beskeden, at hun ikke har problemet, når de har samling om formiddagen, og at de er obs på at tisse børnene af, inden de går ud eller på tur, men at overleveringen ikke altid sker til dem på legepladsen m.m. Jeg bad om, at vi fandt en løsning for overlevering, men fik et vævende svar. Om der blev overleveret eller ej, det ved jeg ikke – men intet hjalp det.

I går stod jeg så igen med 3 poser med tissevådt tøj og en pige, der ikke var særlig glad. Jeg opsøgte pædagogmedhjælperen på stuen, som sad sammen med en anden pædagog og jeg spurgte, om der var sket i løbet af dagen, siden det var så massivt. Jeg fik svaret “Det er nok bare sådan, hun er i dag, ha ha ha” og vedkommende smågrinte videre og fortsatte med noget andet. Jeg argumenterede, at det var meget med 3 poser – om hun ikke var blevet opfordret til at gå på toilettet med jævne mellemrum. Svaret lød “Det ved jeg ikke – jeg har ikke haft tissebørnene”. Og så smågrinede begge pædagoger.

Jeg var rasende. Det var ydmygende for mig, ikke at blive taget seriøst, ja faktisk grinet af – men intet imod, hvor ydmygende, det må være for min lille pige, at hun 3 gange om dagen skal stå foran vennerne med gennemtissede bukser. Hun har som sagt ikke problemet hjemme og står også op i søvne for at gå ud og tisse. Så jeg må ærligt talt sige, at problemet synes at ligge i institutionen. Og hvis der er såkaldte “tissebørn”, må der for pokker også ligge et fokus på det for at hjælpe børnene.

Jeg prøver at pakke frustrationen væk og mit spørgsmål til jer er: Hvordan kan jeg så gribe det an, hvis ikke jeg kan komme igennem med dialog med pædagogerne omkring hende? Jeg tænker mange tanker, men vil gerne høre jeres bud på, hvordan man kan gå til tissevanerne – og ikke mindst institutionen omkring sagen for at komme igennem – både med en løsning og en italesættelse af, at jeg forventer, at de er opmærksomme på hendes tisseri. Det er jo i mine øjne ikke meget anderledes, end hvis hun havde haft en allerig. Så skulle overleveringen jo også finde sted – af hensyn til barnet! For det er hendes behov, jeg tænker på. At jeg føler mig latterliggjort, er én ting – men det kan jeg svare igen på. Hun kan ikke være den, der selv finder løsningen, når hun kun er 4 år. Det burde i mine øjne være noget, institutionen sammen med os forældre fandt mulige løsninger for.

Og så lige en serviceooplysning: Hun har ikke blærebetændelse. Det er allerede tjekket.

Har dit barn det/har dit barn haft det på samme måde? Din pige måske endda?

Jeg vil værdsætte alle gode råd i denne situation og håber, at jeg kan komme frem til en løsning – med eller uden institutionens opbakning.

På forhånd tak!

Kh, Mette

Reklamer