Så er Ældste-pigen fyldt 4 år. 4 år!!! Gisp! Mega-sentimental mor, der i en uge har kæmpet med sin grådlabile side blot ved tanken om, hvor meget det lille menneske er vokset. Inden i og udenpå. Mit lille menneske! Min ældste, som stadig er så lille.

Rent fysisk er hun ikke den største. 104 cm og 15 kilo. Lyst hår med begyndende længde, blå øjne og en lettere ranglet fremtoning. Inden i er hun et af de største små mennesker, jeg nogensinde har mødt! Jeg kan faktisk mange gange blive lidt skræmt. Jeg elsker hende med hud og hår, og hun har nogle træk, som jeg håber, hun vil holde fast i resten af livet og videreudvikle yderligere.

Hun er vanvittigt god til at dele. Jeg har sjældent mødt et barn, der deler sit sparsomme fredagsslik med os, fordi hun synes, det er synd, vi ikke får. Som tænker på, at hun godt kan undvære en dukke, hvis vi flytter og den pige, der evt. skal bo i vores hus, ikke har en dukke. At nogen ikke har venner eller et sted at bo. Men samtidig: Sådanne tanker og følelser er store for en pige, der kun er få dage over sin 4-års fødselsdag.

Hun kan være så mild. Fortælle os, at hun elsker os og trøste, hvis vi en sjælden gang imellem bliver kede af det i hendes selskab. Hun siger ofte “Når jeg bliver voksen, vil jeg bo lige ved siden af dig, mor. Så jeg kan besøge dig hver dag”. Hun kan savne sin lillebror og bare sidde og holde om ham, hvis de har været adskilt efter f.eks. en af hans sygehuskontroller eller -indlæggelser. En pige, som elsker – og er let at elske igen.

Hun kan blive så vred. Og så ked af det. Hun kan råbe af mig, at hun ikke vil bo i huset mere. Hun kan blive så rasende, at jeg må holde hende tæt ind til mig, imens hun raser, for at afgrænse hendes raseri og fortæller hende, at jeg er lige her for hende. Efter noget tid hulker hun: “Jeg vil gerne have en krammer, mor”, og dumper ned i favnen på mig og sidder der længe, imens skibet i hendes følelsesmæssige stormvejr bliver styret sikkert i havn. Det hører heldigvis til sjældenhederne, at hun har sådanne udbrud, men jeg prøver til stadighed at forstå hvorfor. Jeg bliver bange for at kappe nogle bånd og for, at hun ikke elsker mig mere.

Hun kan være så følsom og eftertænksom, at jeg bliver både benovet og bekymret over dybden i hendes tanke- og følelsesunivers. Hun kan blive ked af, at nogen lever ude i mørket (=er hjemløse) og bekymre sig for, om de nu sover sammen med andre, så de ikke er helt alene. Hun kan høre noget i radioen og stille indgående spørgsmål til det uger efter ud af det blå. Hun husker som en elefant – også noget, jeg har glemt. Hun lægger meget vægt på at aftaler overholdes og bliver uendeligt ulykkelig, hvis det ikke er tilfældet. Hun kan opfatte almindelige diskussioner i børnehaven som om alle er efter hende – også selv om vi prøver at forklare hende, at det ikke er tilfældet. At man godt kan være uvenner og så blive gode venner igen uden at det gør noget.

Hun kan nægte hårdnakket. Hvis der er noget, hun ikke vil, kan end ikke 10 vilde heste overtale hende.

Når hun får en fødselsdagsinvitation til fødselsdag for den pige, som driller hende i børnehaven og spiller børnene ud imod hinanden i et spil, E ikke er gammel nok til at forstå (og ikke bør være!), så spærrer hun øjnene op og spørger, om det er rigtigt, at det er “hende” – altså hende, der driller – og siger med fast overbevisning i stemmen: “Nej, jeg vil ikke med til hendes fødselsdag. Hun er ikke sød ved mig”. F*ck alt med is og balloner og legeland og McDonalds – hende vil hun ikke være sammen med.

Hun kan være så stor – og alligevel så lille, at hun kan krybe i et musehul.

Når hun ønsker, at børnehaven skal komme hjem til fødselsdag og om morgenen, inden de kommer, har ondt i maven og siger, at hun ikke vil have besøg alligevel. Når de ankommer og hun græder og ønsker at gemme sig under dynen, imens hun hulker. Overvældet, forvirret, genert – måske endda bange for det, hun ikke kan kontrollere? Det ukendte.

Hun er en klog pige og en stærk pige – og jeg er vanvittigt stolt af hende. Stolt over, at hun tør sige nej til én, som ikke er sød ved hende – kan rationalisere og ikke bare tager med, fordi de andre gør, eller hun er bange for at gå glip af noget. Sådan var jeg nemlig. Jeg var bange for ikke at være en del af det. At hun mærker efter. Jeg tror hende fuldt og fast, når hun siger, at hun ikke vil. Men hun må heller ikke trække sig helt fra fællesskabet. Vi skal på én eller anden måde lære hende at håndtere og kapere det hele.

Men hun er også en pige, der flere gange ikke ved, hvor og hvad hun skal gøre af sig selv. Og det synes jeg er tidligt, når man kun lige har rundet 4 år. Jeg bliver nogle gange lidt bange for at have ansvaret for så fint og end følsomt sind. For ikke at give hende det, hun har brug for, for at stille for store krav eller at træde over hendes grænser uden at ville det. Vi gør det så godt, vi kan og så sørger vi for, at der er penge til psykologregningen på sigt. Det vi finder som en ubetydelig hændelse, kan måske give hende ar på sjælen, og alle de bekymringer, jeg går og gør mig over kontroverser og konflikter i hverdagen, kan hun måske ikke huske det fjerneste om, når hun bliver større. Hvorfor føler jeg så alligevel, at det er lidt som at spille russisk roulette, at forme et helstøbt (lille) menneske?

Hun er det stille vand med den dybe grund. Selv om jeg har været mor til hende i 4 år nu, føler jeg mig nogle gange slet ikke voksen nok til opgaven, selv om jeg gør mit bedste.

Reklamer