Vi har lige været på miniferie med svigerfamilien til et af de danske feriecentre. Du ved, med vandland og hytter og legeland og aktiviteter fra morgen til aften og maskotter, der krammer børn og souvenirs til overpris. Vi boede i hytter på størrelse med vores køkken , men når vi nu skal komme hinanden ved, så er det glimrende. Klaustrofobisk, men glimrende. Jeg vil ikke lyde forkælet eller negativ, for det var et afbræk i hverdagen, selv om det var som at bo en hel familie på mit gamle kollegieværelse.

Ældstebarnet er ikke pokkers god til at køre i timevis og kastede op undervejs så det var en fest. Så bliver en lille Peugeot pludselig endnu mindre i lugten af opkast på en lun forårsdag på de danske motorveje. Yngstebarnet tog det hele med ophøjet ro. Heldigvis! Vi kom hinanden ved, kan man sige.

Manden vred alvorligt om på foden på førstedagen og var nødsaget til at sidde hjemme i hytten med benet oppe og læse i sin bog, så dagene gik med legeland og hoppepuder og sandkasser og karusseler og hvad jeg ellers kunne finde på for at underholde begge børn på én gang. Der var også is og fællesspisning og tid med min mands søskende og forældre og øvrige børnebørn, som alle også havde egne planer. I sig selv meget fint og godt!

Som dagene gik, var der dog noget, der blev tydeligt: Hvor den ældste del af familien – og den del uden børn – sad og slappede af formiddag og eftermiddag i solen med benene oppe, et glas rødvin i hånden og læste i en god bog, og den del med børn over 6 år sov længe og talte sammen, imens børnene legede selv eller havde “skærm” (læs: iPad), så var dagen gammel for os kl. 7, vi løb efter vores børn, der smed med maden og skabte sig under måltiderne af ren og skær overstimulering, eller stak af, pillede i ledninger, eller ikke selv kunne komme ned fra hemsen. Hvor de øvrige familiemedlemmer hyggede i badelandet og vandrutsjebanerne, måtte jeg se mig selv som moren med babyen, der sked i vandet trods badeble og badebukser, og måtte prøve at genne alle de andre småbørnsfamilier op for at minimere skaden, og finde en livredder, alt imens jeg samtidig forsøgte nødtørftigt at pakke drengen ind i en body, da håndklædet var fyldt med l*** og jeg ikke havde en synderlig lyst til at få hans fæces på kroppen mere end højst nødvendigt. Hvilket ikke rigtig lykkedes. Og dernæst tage en helt særlig børnefamilie-variation af the “walk of shame” gennem badelandet og ud i omklædningen, imens babydelen af badelandet blev lukket ned til desinfektion. FÅRK! Det er ikke fedt, kan jeg fortælle dig. Og så har jeg ikke fortalt om det blik og den skuffelse, den store sendte i min retning over, at vi slet ikke fik mulighed for at lege sammen, som jeg havde lovet hende.

Der kommer åbenbart et tidspunkt, hvor man kommer på den anden side. Ud på den side, hvor man ikke føler, at man er i gang 22 ud af 24 timer og løber fra den ene problemstilling til den næste, sover et minimum og kæmper for at holde sammen på sig selv og parforholdet og forstanden. Hvor ungerne har deres egne dagsordener en del af dagen og man kan sidde ned og tale med andre mennesker i mere end 30 sekunder af gangen. Jeg skal bare vente lidt. Bare en 4-5 år.
Jeg elsker på SÅ mange måder tingene, som de er lige nu. Børnene er sjove sammen og hver for sig og udforsker verden fysisk og mentalt. Jeg kan SÅ meget mere med dem begge på samme tid. Men mange gange er jeg stadig ikke nok, når de skal deles og mange gange føler jeg, at jeg har givet alt og ingenting alligevel. Der er ikke tid til eftertanke på den måde, jeg gerne vil her i livet – ikke mindst over for deres opdragelse. Jeg ved, hvilken mor, jeg gerne vil være, men synes mange gange, at jeg sætte mig mellem to stole og bliver noget, jeg slet ikke har lyst til. Desværre. Også selv om jeg sætter barren forholdsvist lavt for aktivitetsniveau og ambitioner, og har et IKEA-hjem med plads til fedtede fingre og rod.

Havde manden ikke forstuvet foden, havde vi stadigvæk ikke siddet på terrassen med benene oppe og slappet af. (Og dog havde vi nok kunnet lidt mere). Familien undrer sig over, at vi aldrig bare sidder ned og taler med dem eller kommer på besøg eller tager med på familierejser. “Det er jo ferie, for fa’en. I skal jo ikke lave noget”, siger de. De andre forældre til ældre børn i vennekredsen griner af os, når vi igen løber efter den yngste, der dypper hovedet i vandtønden eller prøver, om han kan æde alt grønt i staudebedet, eller det der er værre. Og vi kigger misundeligt på de forældre, der synes at kunne det hele så let. I hvert fald få tingene til at fungere.

Vi vil gerne – vi ved bare ikke helt hvordan. Ikke lige nu i hvert fald. Men ring igen om 4-5 år. Hvis I stadigvæk kan huske os til den tid. Hvis ikke vi har rendt livet af os i forsøget på at lykkkes og drømmen om at være gode forældre. Måske vi kigger tilbage og tænker, at det var vi i overflod. Sidder på terrassen i feriecentret og høster frugten af vore anstrengelser. Med helstøbte, sunde og glade børn, der føler, at mor og far er og har været der for dem.

Reklamer