Jeg dedikerede ugen til en snak om livet under bæltestedet, men det blev sgu lidt af en fuser, når jeg nu ikke havde tid/overskud/overblik til at skrive noget. Sorry! Det bliver lidt af en cliff-hanger …hvis du altså ventede på det overhovedet.

Jeg synes simpelthen, jeg har tabt sutten over hverdagen og familielivet. Det hele sejler, ungerne er grænsesøgende, hjemmet roder og jeg synes, at alle de ting, jeg havde sat i system slet ikke fungerer. Selv om weekenden har haft 3 dage denne uge, så synes jeg ikke, jeg har lavet andet, end at rydde op og vaske tøj og tørre mad, mælk eller tis op, og skælde ud/konflikthåndtere. Jeg har tidligere skrevet om at blive voldtaget af hverdagen, men hvad vidste jeg dengang? Det føles ikke mindre med to børn. Double trouble, siger jeg bare.

Men det er ikke ungerne, der tager æren for det hele. For de sætter ikke rammerne herhjemme. De fylder dem til gengæld ud til maks. Systemerne er forældrene ansvarlige for og den skal vi have til at fungere. Det er som om, nogen har slukket for energitilførslen til mig og alle celler i kroppen kæmper for at opretholde en eller anden form for funktion. Men jeg kan ikke lægge mig ned og sige, at det er synd for mig. Jeg skal fortsætte, for at alt ikke ender i Ragnarok.

Den lille går og piller i alt. Forsøger at stikke ting i stikkontakterne, tæve fjernsynet og drukne legetøjet i toilettet, og ynder at hive alt (ALT!) op af skufferne og ud af skabene. Og han bliver seriøst pissed off, hvis du prøver at forhindre ham i det! Ryster på hovedet, laver trutmund og går baglæns væk fra mig, hvis jeg nærmer mig. Og tænder til sidst for sirenen for fuld kraft, for hvert skridt jeg tager hen imod hans lyssky foretagende…

Storesøster lider (også) af et alvorligt tilfælde af selektiv hørelse, og svinger mellem at prøve arrogance og selvmedlidenhed af. Enten skal jeg bare skride og får en svær besked med på vejen, eller også hyler hun ulykkeligt over at skulle tage sko på selv. Hun smider ting omkring sig og forventer, at hustjeneren kommer og samler op, og er ikke just forhandlingsvillig, når det gælder om at rydde op igen. Hun er begyndt at tisse i bukserne igen – eller alternativt lige foran toilettet, selv om hun er ved at tage bukserne af. Der er ikke umiddelbart nogen grund, og spørger man hende, svarer hun “Hvad? Jeg huskede det bare ikke” og fortsætter med at tale om noget helt andet (hun holder stort set aldrig mund).
Og så er vi ikke engang kommet til måltiderne, hvor det hele går op i hat og briller for begges vedkommende. Den ældste er gået på babystadiet igen og piller i maden og splitter den ad og spiser – undskyld mig – virkelig grimt! Der er mad på bordet og gulvet i en diameter af 1 meter omkring hende, hvis vi ikke guider hende gennem måltidet. Og hun bliver 4 år inden længe og ved ganske udemærket, hvordan man spiser pænt. Den lille er dreng plantet solidt midt i et udviklingsspring, og synes, at det er fantastisk at hælde al mad af tallerkenen og smide det ud over hele bordet. Hverken det ene eller det andet kan han gøre for, men altså… Vi siger nej, nej og nej – og det tænder bare en gnist i ham til at sprede maden med vilde bask med armene hen over bordet, imens han kigger bevidst på os efter en reaktion. ARRRRRGH!

Der bliver råbt “Mor” eller grædt i vilden sky et eller andet sted i huset, så snart jeg er tilstrækkeligt langt væk til enten ikke at kunne høre, og ender med at råbe tværs gennem huset, hvilket jeg VIRKELG hader (!!!), eller jeg naivt tror, jeg lige kan nå at fylde opvaskemaskinen eller sidde og nyde en halv kop kaffe. Jeg gider ikke være den slags mor, der råber, men ender alligevel med det. For overhovedet at blive hørt i mere end én forstand.

Jeg synes, opvasken vokser, hver gang jeg vender ryggen til og bunken med vasketøjet lige så. Det er stort set ligegyldigt at støvsuge, for der ligger brødkrummer over alt en time efter. Og det ville være rengøringsmæssigt selvmord med to børn og tre katte at lade være. Og jeg ville simpelthen blive vanvittig!

Det er bare ikke tilfredsstillende at gøre rent dag ud og dag ind og ikke komme videre. Knokle på jobbet, knokle hjemme, knokle for ikke at fucke børnene helt op opdragelses- og selvtillidsmæssigt op og knokle for at ægteskabet ikke ender i ruiner i kølvandet på de tre foregående. Og hvor er jeg selv henne i det hele? Pist f**king væk! Og det er til at tude over!

Det hele skulle jo efterhånden være sat i system. Træning mandag når ungerne sover, ungernes svømning tirsdag, arbejde længe onsdag, manden arbejder længe torsdag, hjemme fredag, mandens træning lørdag, handle søndag morgen osv. Madplan, indkøbslisteapp og familietavle. Faste rutiner og umiddelbart ingen grund til slinger i valsen. Vi hænger på og kommer afsted, men alligevel føles det som om, vi kører af sporet i forsøget på at lykkes. I det mindste skændes manden og jeg ikke. For vi har ikke tid og overskud til at tale sammen i første omgang. Jeg synes ikke, han lytter; han synes sikkert, at jeg aldrig sidder stille og slapper af. Begge dele er ganske sandt.

Det er sgu trist. Det er alt for voksent til min smag! Men jeg kan næsten ikke se, hvad jeg skal gøre for at ændre det, før ungerne bliver store nok til ikke at gide os mere og vi pludselig har mere tid, end vi ønsker.

Og hvad har jeg så at brokke mig over? Jeg har sunde og glade børn, der tester naturlige grænser. Jeg har 24 timer i døgnet som alle andre. Jeg er gift og har råd til det, vi skal bruge og til at give børnene lidt mere, end de har behov for. Jeg har hus og bil og kæledyr og et job, der giver nok til at betale regningerne. Jeg bor ikke i Nepal eller andre steder i verden, hvor alting bogstaveligt talt er ramlet om ørerne på indbyggerne. Så svaret er vel: Egentlig ikke noget. Jeg er bare et træt tilfælde af to børn, ægteskab, fuldtidsarbejde og forpligtelser, jeg ikke føler, jeg kan give fingeren og blæse på. Jeg ville gerne være en bedre veninde og en bedre datter, en bedre kone og ja, en bedre mor, og jeg prøver alt, hvad jeg kan, uden dog at føle, at jeg er pokkers succesfuld. Luksusproblemer sammenlignet med rigtige problemer, selv om det føles altopslidende.

Jeg har sunget sangen før på bloggen og det synes, at være moderskabets catch 22: Enten giver man sig tid til at være sig selv og føler, at man ikke er nok for andre, eller også giver man alt til andre og føler, at man har tabt sig selv i det hele.

Reklamer