DR og landets biblioteker har fokus på ensomhed i denne uge og det er et pokkers godt initiativ, men også en hård kamel at sluge. For her sidder jeg med mand og børn og synes, at jeg har travlt hele tiden, og så giver det en knude i maven at tænke på, hvor sjældent, jeg egentlig besøger min mor og min morfar, som begge lever hver for sig på baggrund af hhv. skilsmisse og tabet af en ægtefælle gennem hele livet. Selv om det er mindst hver 14. dag, så er det stadigvæk ikke meget, når man sidder alene og venter på besøg og ikke selv har et socialt netværk. Så bliver timerne lange.

Jeg kan godt blive vred, hvis jeg bliver konfronteret med, at jeg ikke kommer “nok” på besøg, for jeg prøver i forvejen at få familielivet til at gå op og er ofte så træt, at jeg ikke kan slæbe mig afsted efter fyraften eller når weekenden endelig banker på døren og huset, manden og børnene også kalder på min opmærksomhed. Jeg bliver dog også vred på mig selv, for ikke at være mere for dem. Også selv om jeg er småbørnsmor.

I løbet af ugen så jeg første del af programserien “Ensom midt i livet” på DR. Jeg forstod ensomheden, men kendte den ikke fuldt ud, da jeg i mit voksne liv kun har prøvet det stabile familieliv, efter jeg selv blev mor og heldigvis ikke skilsmisse og mangel på én eller flere at dele livet med. Men jeg har været ensom. En stor del af min barndom og ungdom var jeg så ensom og isoleret, at jeg aldrig troede, jeg skulle finde vejen ud af ensomheden. Men også midt i moderskabet – også selv om der på det tidspunkt var masser af mennesker omkring mig. Jeg var ensom, selv om jeg aldrig var alene. I stedet for at føle mig fri, følte jeg mig fanget midt i et scenarie, jeg ikke følte, at jeg magtede.

Siden jeg var 14 år, har jeg arbejdet og været skide god til det, jeg laver og har høstet anerkendelse igennem dette. Og her stod jeg så med et barn, jeg elskede højt, men i en situation, hvor jeg pludselig ikke følte mig god til noget som helst af det, jeg gjorde, hvor jeg hver eneste dag skulle sætte mit gamle jeg på stand by og prøve at blive dus med det nye, og hvor er ikke lå megen anerkendelse i at vaske tøj, tørre bræk op, mangle søvn og gå med en skrigende baby på armen 24-7. Hvor ingen så, at jeg arbejdede i hjemmet konstant, og nærmest overbærende sagde “Du er da ellers på barsel”, hvis der var noget, jeg ikke kunne nå eller havde glemt – eller som konstatering på det faktum, at hjemmet lignede Jerusalems ødelæggelse, selv om jeg prøvede at nå i bund med rodet hver evigt eneste dag. Alle så kun den fine lille størrelse i favnen, men ikke det svære, der lå bag.

Jeg følte ensomheden hårdest, når manden hver eneste morgen lukkede døren bag sig og igen efterlod mig alene hjemme i det barselsland, jeg aldrig lærte at holde af. Når han oplevede og jeg samlede støv. Sådan føltes det i hvert fald. Når jeg trillede med barnevognen forbi de glade mødre med (på overfladen) nemme babyer; mødre,  der kunne nyde barslen på café og ikke havde børn, der var sansesarte, ikke ville spise og som aldrig sov. Så følte jeg mig for alvor som en fiasko i moderskabet. Når jeg sad i mødregruppen og alle havde læst bøger af Helen og hvem der ellers skal læses, når man får børn, og udtalte sig om mos baseret på (for mig) eksotiske grøntsager og økologisk tøj til ungerne – og jeg havde åbnet et glas fra Semper og givet barnet tøjet fra i går på, fordi jeg igen ikke havde sovet, spist eller været på toilettet – for det var der ikke mulighed for alene hjemme med et barn, der græd og græd og ingenting ville. Ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at hjælpe.

Jeg har følt ensomheden på hospitalet med mit andet barn. Så ensom i en langtidsindlæggelse med den lille, at jeg blev vanvittigt misundelig på dem, der sorgfrit cyklede på arbejde uden for vinduet – på vej til deres normale liv. Tænk sig en frihed at kunne cykle på job! At kunne gå ud og handle! Ensom, når dem jeg var indlagt med, en for en blev udskrevet til deres normale hverdag, imens min søn og jeg blev hængende i måneder. Ensom, selv om vi konstant havde en rød snor at hive i, hvis vi havde behov for, at nogen kom ind til os. Og ensom, fordi ingen helt rigtig forstod, hvor svært det var med så sygt et lille barn.

Flere gange i mit moderskab – og faktisk stadigvæk – kan jeg føle mig også ensom og forkert, når jeg åbner Facebook og ser billeder af glade venner med deres småbørn, der har hjemmebagte boller til morgenmad eller er på ferie med de små. Føle mig lidt ked af det, når vennerne skriver om, at deres baby har sovet igennem efter 4 uger og jeg stadig, 4 år senere, er oppe flere gange hver nat. Den, som uddanner sig og viser billeder af pletfrie børn og hjem, imens jeg stadig drømmer om at komme til en smule overskud. Faktisk også alene, når jeg ser snapshots af andres hyggelige weekend, hvor min egen har budt på vasketøj, diskussioner med den ældste, ingen søvn på grund af den yngste, aftensmad hver for sig, og aftener uden socialt samvær. På Facebook ser man det “perfekte liv” i still-billeder. Et glimt af her og nu og sjældent hele sandheden. Jeg under mine venner alt godt, men det gode kan – helt ærligt talt – godt gøre ondt. Det pirker nogle gange til ensomhedsfølelsen, selv om jeg fra tid til anden prøver at kæmpe imod.

Ensomheden er et først world problem – for vi mangler ikke noget,altså  andet end hinanden og følelsen af at høre til og betyde noget for andre. Jeg er ikke ensom i den klassiske forstand – og så alligevel i en eller anden udstrækning. Ensom, men aldrig alene. Der er konstant nogen omkring mig, men det er ikke ensbetydende med, at det giver meningsfyldt indhold, hvis vi alle lever side om side, men ikke i solidaritet og fællesskab. I fælles forståelse. Det gælder både i parforholdet, på jobbet, i familien og vennekredsen.

Jeg er kommet langt siden skoletiden og gymnasiet, heldigvis, og jeg er langt stærkere socialt i dag takket være valg og nye venskaber. Langt fra første til andet barn også, og en ny verden har åbnet sig igennem børnenes venner, som heldigvis har søde forældre. Jeg kan stadig føle mig ensom, når jeg igen står alene om aftenen med begge børn og når jeg går i seng, før manden kommer hjem fra job. Fordi jeg er så træt og han arbejder længe. Jeg kan stadig få et stik i maven af ensomhed. Min moderskablige ensomhed dog er anderledes end det, jeg har set på TV og mærket tidligere i livet. Anderledes end det, mine nærmeste oplever. Men ikke ligegyldig. Og jeg tror ikke, jeg er ene om det. Det bliver heldigvis mere og mere legalt at tale om, at det ikke er let at blive mor. Eller måske jeg først nu har overskud til rent faktisk at læse alle de artikler, der skriver om emnet. Vi må godt sige, at det er svært. For hvis følelsen af at være alene kommer ud, får vi forhåbentlig større overskud til at se det gode og skønne klart. Sammen. Og blive langt bedre og gladere mødre af det.

Reklamer