Åh, min store pige og hendes tankeunivers, ikke? Det er altså lidt vildt, synes jeg nok. I en sådan grad, at jeg nogle gange kunne tænke mig at trække lidt i bremsen og spørge, om jeg ikke nok må få min lille pige tilbage?

Dagen har budt på alskens underholdning i form af bombetrussel, bræk og uendelige mængder af vasketøj. Bombetruslen blev afblæst, men satte familielivet på slingrekurs, da begge forældre blev berørt af dette tilfælde af dumhed i sin reneste form. Bræk burde jeg være vant til at håndtere med to små børn, men når man får det i næsen, fordi man ved en fejl løfter yngstebarnet op og sniffer hans rumpe, uden at lægge mærke til, at årsagen til den mistænkelige lugt stammede fra den anden ende, og den lille fyr selvfølgelig har sat sig i det i et ubevogtet øjeblik – SÅ sætter jeg altså grænsen! Og så var der vasketøjet. Vaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaasketøj….

Ældstebarnet elsker at falde i søvn i min seng, imens jeg står i soveværelset og lægger tøj sammen. Og i dag var der grobund for en lang snak, inden sengetid. Og det skal jeg da ellers love for, at vi fik…

“Mooor? Hvorfor dør man?”

“Øøøh, det gør man, fordi ens krop på et tidspunkt ikke kan mere”, prøvede jeg forsigtigt.

“Hvad sker der, når man er død?”

“Så sker der ikke så meget. Så lukker ens krop ned. Lidt lige som om, man slukker helt for den”, svarede jeg.

“Hvad laver man så?

“Så laver man ikke så meget. Så kan man ikke længere tænke og tale og bevæge sig. Man trækker ikke vejret længere. Kan du huske, at Oldemor døde? Hun er her ikke længere og blev begravet”. Det lå mig meget på sinde ikke at sige noget om, at “det er lige som om hun sover” eller lignende. Der skal vi ikke have nogle associationer, når hun skal sove!

“Hvorfor ikke?”, spurgte Lille E.

“Fordi hun var gammel, men også fordi hun var meget syg”, svarede jeg ærligt.

“Jeg har også prøvet at være syg. Nogle af børnene nede i min børnehave holdt sig ikke for munden, og så smittede de mig”, fortalte hun.

“Der er forskellige slags sygdomme, skat. Når man hoster og er forkølet, er det ikke noget, man dør af. Det bliver man mange gange i ens liv. Men der er også sygdomme, man skal operere for – lige som med Lillebrors hjerte. Kan du huske det? Der var lægerne dygtige. Men der er også sygdomme, man ikke kan fjerne. Lige som den sygdom oldemor døde af, der hedder kræft. Men heldigvis dør de fleste fordi de er gamle og ikke fordi de er syge, og lægerne bliver hele tiden bedre til at finde ud af, hvordan de kan hjælpe dem, der er blevet syge”, svarede jeg så godt, som jeg kunne. Det var jo kun en 4-årig, jeg talte med, selv om man let kunne blive i tvivl…

“Men mor, hvad så hvis katten prutter på mine nye Frost-leggings?”

Åh, så var vi tilbage i den mere jordnære verden med hands-on-problemer for en snart 4-årig!!!! Halleluja!

“Årh, skat, det tror jeg ikke, han gør. De ligger i vasketøjskurven og der kan han ikke komme ned”, svarede jeg med et smil på læben. Børns tankeunivers er fantastisk, ikke? Fra én yderlighed til ren håndgribelighed.

“Hvorfor ikke?”, krævede det videbegærlige barn at vide.

“Fordi så skal han kunne åbne kælderdøren, krybe ned i vasketøjskurven og finde dine leggings på bunden”.

“Men hvad så hvis de ligger på gulvet, og han kaster op på dem?”, spurgte hun med store åbne øjne.

“Så må vi vaske dem igen”, svarede jeg og opfordrede hende til at lukke øjnene og prøve at sove. Der blev ro et kort øjebilk.

“Men moooor? Hvis man er død, kan man så heller ikke hoste?

“Nej, skat. Det kan man ikke. Man kan ingenting. Man er helt død og begravet.” Here we go again…. Holdt! Stop, lille hjerne. Det skal du slet ikke bekymre dig om.

Stilhed en stund.

“Mooooor? Hvordan ved kroppen, at den er død?”

“Det ved den, fordi hjertet ikke slår mere og man ikke længere trækker vejret. Så virker kroppen ikke længere.”, svarede jeg og overvejede, hvor længe hun kunne blive ved. “Læg dig ned og sov, søde skat”.

Jeg troede, jeg havde hende, lige som jeg langsomt hentede ind på stakkene af vasketøj. Men jeg blev klogere.

“Mooooor? Hvis man er død, kan man så heller ikke prutte?”…

Åh ja. Hvad man da ikke kan tale med sit barn om inden sengetid. F*ck LUDO og hvad undersøgelser ellers viser, vi ikke bruger tid på sammen med vores børn. Vores datter foretrækker åbenbart life facts 1:1. Så store tanker og så jordnære problemstillinger alligevel. Og her troede jeg, at børn på knap 4 interesserede sig for, om de kan lide spaghetti og hvem de skal lege med i morgen, om der er vandpytter at hoppe i, og om bedstevennen kan slå kolbøtter eller ej. Jeg havde måske regnet med, at jeg kunne tage hul på spørgsmålene om livets sammenhænge, når hun blev lidt større. Men sådan leger vi åbenbart ikke, når man er blevet mor til Lille E.

Hun fald i søvn med svar på sine spørgsmål. Alderssvarende svar, håber jeg, så det ikke koger videre i hendes hjerne med ting, hun ikke har fået svar på. Ting, hun ikke kan forstå.
Min kloge og tænksomme lille pige. Hvor er pauseknappen i dit sind, min skat? Hvor giver jeg dig svar på dine spørgsmål og lader dig forblive det glade og ubekymrede barn, du fortjener at være? Måske dit vid bare er ældre end din krop? Måske jeg ikke giver dig svar nok? Måske tankerne og manglen på svar er grunden til, at du kan blive så ufattelig vred fra tid til anden – og så ulykkelig, hvis vi prøver at begrænse dine udfoldelsesmuligheder. Måske vi misforstår din modstand om trods i stedet for frustration over at blive set som en 4-årig, hvis din hjerne føler, den er ældre? Men det er vel også min “pligt” som din mor, at beskytte dig – også når det gælder om at beskytte dig fra at blive for hurtigt voksen, ikke?

Jeg ved det ikke. Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne stille spørgsmål om dette til nogen, som kunne give mig alderssvarende svar.

Reklamer