Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, siges det. Men det håber så bare ikke er tilfældet, hvis man skal dømme efter den udtalelse fra min datter, som jeg i går skulle lægge ryg til.

”Jeg hader dig, mor. Jeg vil ikke se dig mere”. Sådan lød ordene – smertefuldt tydeligt – da jeg prøvede at få torsdagspuslespillet til at gå op i en højere enhed. Alene hjemme med børnene og i færd med at give lillebror nattøj på og putte ham, imens hun så Frost i stuen.

”Sådan noget siger man ikke til nogen! Det er en meget grim måde at tale til andre på”, svarede jeg chokeret.

”Flyt dig, jeg kan ikke se Frost”, svarede hun og prøvede tydeligvis at vige uden om, da jeg lod lillebror være lillebror på stuegulvet og satte mig foran hende i sofaen.

Men så let slap hun ikke. Jeg skældte ikke ud, men min frustration var tydelig. Afmagt måske endda. Jeg prøvede at forklare hende, at sådan noget blev andre kede af at høre – og at det ville hun da også blive, hvis det var hende.

Henkastet og uden intonation og emotion svarede hun så ”Undskyld”, og prøvede at kigge omkring mig til skærmen. Måske fordi det var ubehageligt, måske fordi hun var ligeglad, måske fordi hun godt vidste, at det ikke var så godt?

Hun forstår med garanti ikke dybden af det, hun sagde – men forhåbentlig forstår hun nu, hvilket aftryk, det efterlod. Det er fair nok, at hun kalder mig dumme mor eller nogle gange smækker døren til værelset i og siger, at jeg skal blive ude. Men det her kan jeg ikke se igennem fingre med. Jeg ved, at hun tester min reaktion på noget, hun muligvis har hørt andre sige, for hun har bestemt ikke hørt det hjemmefra! Hun tester sandsynligvis, hvad legekammeraterne i børnehaven har hørt et sted og også tester for at få en reaktion.

Det var virkelig grimt at høre min egen lille pige på knap 4 år sige. Det havde jeg alligevel aldrig troet, jeg skulle høre fra hende – i hvert fald ikke før hun blev betydeligt ældre og i rivende teenageoprør. Og selv her vil det gøre ondt.

Det er bare så ladet en ting at sige, og selv om jeg ikke bærer nag og vi her i huset taler om tingene og kommer videre, så gjorde det sgu ondt alligevel! Jeg følte i en kort stund, at mit moderskab og min opdragelse var en fadæse, hvis hun kunne sige sådan. Hvor havde jeg så spillet fallit i alle anstrengelser for at gære det bedste for hende? Hvem tog min lille pige og puttede hende ind i en verden endnu for stor til hende?

Jeg ved også, at hun i morgen eller om en uge siger “Du er verdens sødeste mor. Jeg vil altid bo sammen med dig/ved siden af dig/i nærheden af dig”. Kysser og krammer og vil kun have sin mig, når jeg kunner hjem og når hun skal sove eller er ked af det. Og det er der heldigvis langt mere af, end “had”! Jeg ved også godt, at hun ikke til fulde forstår og at hun i sin alders medfør afprøver og svæver et sted mellem had og kærlighed i sin barnlige nysgerrighed og umiddelbarhed. Men den sved – og jeg slikker stadig såret.

Reklamer