Oh rigdom tænkte jeg før påske, da jeg satte mig i toget på vej mod Kastrup Lufthavn sammen med manden min. Børnene sikkert afleveret til farmor og farfar uden gråd og vilde afskedsscener – moren dog med sved på panden over at koordinere job, afhentning, aflevering af alle nødvendige ting og transport til tiden. Mit moderskab i en nøddeskal.

Afsted til London på 3 dages storbyferie uden børn i anledningen af vores 6-års bryllupsdag. For første gang i 4,5 år, var vi uden for landets grænser. For første gang i knap 4 år, var min mand og jeg alene i mere end 8 timer! Af selv samme grund var jeg ved at tude øjnene ud (jo, jeg tudede faktisk) af angst for, at vi ikke skulle komme afsted, da flyet med jævne mellemrum blev udskudt uden forklaring og nattetimerne nærmede sig. Hvis ikke jeg kom afsted på det s**de fly NU til kærestetid med manden min, så kunne jeg ikke magte skuffelsen. Jeg har overlevet endnu en barsk omgang feber/virus/ingen nattesøvn/grædende baby 24-7 på arm i 14 dage alene på tanken om at have lidt frirum i en måned og uoverskueligheden fik for en stund overtaget.

Afsted kom vi efter 3 timer og en forklaring om en snestorm i Oslo. Afsted til flyet, en gabende tom Heathrow Lufthavn by night og ud til hotellet. Selv om afgangen ikke gik som ventet, var det en fryd at vågne op i London og ikke skulle noget som helst. Trække gardinerne fra og mæske solen strømme ind af vinduet. 15 grader og fuld sol. What’s not to like?

Vi havde med vilje ikke planlagt noget som helst, for hverdagen hjemme er planlagt nok. Planlagt til kvalmepunktet endda. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst bare har siddet i sengen og slappet af. Lyttet til lyde. For slet ikke at tænke på, hvor længe det er siden, jeg har kunne ligge i et karbad og dykke under og lukke verden ude i præcis så lang tid, som jeg formår at holde vejret! Lyden af bobler, der knitrer, det varme vand omkring min krop og udsyn til tærerne, der stikker op over skummet. Nice med nice på!

Midt i det hele blev jeg også ramt af et lille stik af frygten for ikke at nyde det hele nok. For ikke at få mest muligt ud af ”at skulle ingenting”. Mest muligt ud af tiden alene sammen med min mand og muligheden for at opleve noget nyt. Jeg skulle faktisk kæmpe imod for at få følelsen gemt væk igen og slappe af. Kæmpe imod for ikke at bruge tiden på at bekymre mig eller på at ende med at skulle for meget af frygt for at gå glip af muligheden. Det blev til sightseeing, shopping, restauranter, take away på en solbeskinnet trappesten. Undergrundens pulserende liv. Mind the gap between the train and the platform. This is a Piccadelly Line to Cockfosters. The train will arraive at Piccadelly Circus. The train will arraive at Tower Hill. The train will arraive at Glouchester Road. Det blev til at holde i hånd og gå på må og få og til at bruge lidt flere penge, end beregnet. Det var det hele værd!

Et “nyt” og faktisk helt overraskende koncept var at lægge planer efter kl. 17.00, hvor familiecirkusset hjemme ellers når sit klimaks. Mad i overtrætte, skrigende børn, sengetider og tandbørstning og godnathistorier og oprydning. Men det hele var efterladt hjemme og der var mulighed for at spise i ro og mag på en god restaurant og opleve Londons seværdigheder by night. Oh fryd, oh frihed! Det er en ufatteligt bevidsthedsudvidende oplevelse at få børn, men tænk sig, hvor meget man også kan glemme om livet før børn på blot 4 år. Man lever og elsker de to små monstre med hud og hår, men først når man igen mærker, hvad det vil sige at kunne sætte sig selv først en kort stund, indser man, hvor meget hverdagen er på andres præmisser.

Nu hvor jeg igen er hjemme i DK og hverdagen på godt og ondt er i gang igen, har turen også mindet mig om, hvor meget l*rt vi har været igennem i gennem de sidste to år. Min mand spurgte mig, om jeg tænkte vi ville komme nyforelskede hjem. Mit svar lød: Det tror jeg sgu ikke. Ikke nyforelskede. For dengang vidste vi ikke en skid om, hvad livet var og hvad kærligheden kunne indeholde og forhåbentlig holde til. Men vi bliver bestyrkede i, hvad det betyder at have hinanden og holde sammen – også når det er vanvittigt svært og værdsætte den kærlighed det giver.

Turen har virkelig åbnet mine øjne for, hvor sønderskudte vi i virkeligheden er og hvor meget vi bare har hængt på og holdt os for øjnene og håbet på det bedste under hele Lille Vs alvorlige sygdomsforløb og operation. For at alle parter skulle overleve – bogstaveligt talt og billedligt sagt. Den har fået mig til for alvor at indse, hvor meget vi har stået igennem sammen, selv om jeg mange gange har tænkt, at han var ligeglad/fraværende/egoistisk m.m. Og han ganske givet har tænkt det samme om mig. Jeg tror, vi begge for længst har erkendt, at vi aldrig bliver de samme igen og at vi også hver især har været gæst i både parforholdet og familielivet i kortere eller længere perioder. Det har sat sine spor, må vi nok erkende. Måske har vi endda begge haft lyst til at flygte indimellem.

Det er ikke sidste gang, vi skal prioritere at komme afsted. Det er godt for krop og sjæl og ikke mindst for følelsen af at være par. Den smule egoisme skal vi unde os selv. At sætte sig selv og samværet først. Meget er på børnenes præmisser, men det hele skal ikke være det. Især ikke, når børnene også elsker deres bedsteforældre så højt – og omvendt. Der er megen diskussion om, om forældre holder ferie uden børn. Og det kommer vi til at gøre i korte perioder, og lade bedsteforældrene tage kærligt og kompetent over. Jeg glæder mig allerede – og kan bruge det som benzin i de stressede, pressede, uoverskuelige perioder. Nu på tur alene med manden. På sigt med børnene også. Ud i verden og give hverdagen luft under vingerne. Sammen.

 

Reklamer