Åh, der sker så mange ting for min lille dreng p.t. Lille V har motorisk set ikke været den hurtigste knallert på havnen, men på det seneste, er der virkelig sket et ryk. Han er præmatur og dreng og har en alvorlig sygdomshistorie, der overgår de flestes fantasi, så det er måske ikke så mærkeligt, at han ikke er first-mover, men jeg kan ikke sige mig fri for at have hevet mig selv i håret og gransket Google for forklaringer på, hvorfor han hverken ville spise selv, spise mad med nogen form for fast konsistens, ikke ville kravle og gå og gå for den sags skyld.

For 14 dage siden tog han sine første skridt – og så blev han syg igen igen – og ville ingenting. Men pludselig i går, ville han gå igen og tilmed også spise selv med ske og gaffel og spise både kartoffelstykker og kogte gulerødder. Halleluja!

Jeg har sikkert glemt, hvordan det var med Lille E også. Maden var et kapitel for sig med hende, men hun besad da i det mindste en hel del kan-selv-vil-selv. Det kan man ikke beskylde lillebroderen for…

Moderhjernen er en mærkelig størrelse. For jeg regner jo seriøst ikke med, at han stadig mades eller møver sig frem som 10-årig. Men alligevel skal man blive nervøs og tænke “Han lærer det aldrig! Hvad skal jeg dog gøre” – og ikke mindst “Hvad gør jeg forkert”. Her synes jeg at lande ofte, selv om jeg har prøvet gamet før. Og så er det jo lige, at han kun er 15,5 måneder, ikke mor-dame?!??

Måske det er præstationsklubben Moderne Moderskab, der spiller ind. Don’t know! Måske er det en længsel efter, at han kan selv, når man har oplevet, hvor meget frihed det gav, da storesøster blev selvkørende. Fordi man bare er så uendeligt træt, at man kunne falde i søvn over aftensmaden. Han pludrer også løs og jeg bilder mig ind, at jeg kan høre konkrete ting i det, han ytrer: Mor (her er jeg selvfølgelig ikke i tvivl!!!), “Mer’ ma'” (mere mad?), “Må ma’e” (må smage?), “Mo’ma’e” (mor smage? Måske mest fordi han samtidig stikker gaflen i fjæset på mig). “A deeeeee?”, “Se deeeeeeet” og “ae ae” behøver ikke nærmere fortolkning. Og så er der et væld af lyde, som ændres dag for dag, men som endnu ikke giver nogen form for forståelse – til stor frustration for den unge mand.

Men altså: min lille mand prøver bentøjet af og går med et stort smil og et tænksomt blik. 2-3-4-5-6 – hele 10 skridt kan det blive til. Seje lille gut! Når jeg kigger i hans øjne, kan jeg nærmest se, hvordan hjernen arbejder for at lære. Han efteraber som en vanvittig – efter mig, søster og far. Sågar efter katten, når den graver med poten i vandskålen, f.eks. #pis

Det er fantastisk at se, hvordan han indtager verden. For det er en af de ting, jeg ikke kan huske fra hans søster. Ikke fordi jeg ikke vil, men ikke i detaljer, som jeg gerne ville. Jeg husker hendes første skridt, men ellers bliver det lidt en grød af løbende udvikling, stress og tidens gang.

Jeg glæder mig ret meget til at have to børn med i haven til sommer. Hvor de begge kan gå og man måske endda selv kan få fingrene lidt i staudebedets muld – eller bygge det der højbed, der har været på tegnebrættet i 3 år nu. Det kunne være stort, og ret praktisk inden træet rådner, ikke?

De er søde, når de er små, men jeg er og bliver altså bare bedst til dem, når de er godt på den anden side af 1 år. Det må jeg bare erkende. Og jeg tror, vi er på rette kurs!

Reklamer