Ingen morgen uden ballade i det lille hjem. Sådan føles det i hvert fald mange gange. Lillemanden har fået vanen fra helvede med at skrige som en vanvittig, fra vi tager ham op af sengen og skifter ham, til han har fået sat halvdelen af havregrøden til livs. Sulten velsagtens, men vi har altså endnu ikke trukket ham i kost… Hysteriske hyl, selv om maden står lige foran ham. Det giver ingen mening. Men så er det godt, at prinsesse ældstebarn p.t. er ret glad om morgenen og forholdsvis medgørlig, hvis vi fraser, at det tager 20 min og lige dele opfordringer til at få det åndssvage tøj på!

Her til morgen kom hun triumferende ned i køkkenet og præsenterede mig for to fastelavnskroner. Ikke prinsessekroner, som jeg var så dum at antage. Dronningekroner, om man må be’! ”For Elsa (fra Frost, forstås) er jo ikke prinsesse. Hun er dronning, mor!”. Den ene krone var tiltænkt mig og pligtskyldigt tog jeg den på, imens havregrynene blev indtaget i noget a la zombie-mode, imens jeg undrede mig endnu en gang over, hvorfor børn, der ellers sov igennem, nu skal til at skrige og være vågne 3-4 gange hver nat – every f***ing night!

Morgenmadstallerkener i opvaskemaskinen, madpakker i tasken, tasker, flyverdragter, termostøvler m.m. ud i bilen… Alt på rutinen. Vinke til naboen, der bakker ud af sin indkørsel ca. samtidig med, at jeg pakker bilen. Men han var da misundelsesværdigt morgenfrisk. Han sagde ikke noget, men vinkede på en sær måde. Hvad legede han? Dronning Margrethe? Med indadvendt vinkehånd og stort smil og det hele. Mærkeligt! Måske man bare bliver så overskudsagtig og rent faktisk prøver at have en humoristisk tilgang til tilværelsen, når man er tæt på 60 år og man ikke længere skal tage vare på sine børn???

Og så var det, jeg så mig selv i spejlet, da jeg satte skoene i entreen… Næææææh, sikke’n nydelig krone, de har på hovedet, bloggerdame…

It all makes sense! Han var ikke ualmindeligt lalleglad før kl. 6.30 om morgenen – jeg inviterede selv joken. Men ok. Min forfængelighed døde den dag, jeg skubbede Lille E ud af maven og blev mor. Jeg overlever – ja, jeg har vænnet mig så meget til det, at jeg ganske givet også kunne være mødt op på job med kronen på uden at tænke over det. Og naboen har nok vænnet sig til, at vi ikke er helt normale på den anden side af hegnet. Måske jeg også en dag vænner mig til, at han render nøgen rundt, når han skyller sit løbetøj op om sommeren.

Don’t know…

Reklamer