Vi har brugt weekenden på at have super frisk Lille E og super skidt Lille V. Han fik sin MFR-vaccine for 9 dage siden og jeg tænkte først, at det sikkert var den, der spillede ind. Men feberen kører bare stadig op og ned og bliver meget høj ved aftentid, hvor jeg lægger ham i tremmesengen og putter han til natten. Lige der, hvor mit moderhjerte kan blive endnu mere bekymret. Det er jo der, hvor jeg ikke kan holde øje med ham hele tiden. Der, hvor jeg selv må prøve at indhente lidt søvn. Jeg hader det simpelthen – og sover stadig på en madras ved siden af børnenes senge, når de er syge. Jeg VIL vide, at jeg kan gøre noget for dem, hvis de får behov for det.

Når de er syge, er jeg altid bekymret, men for den lilles vedkommende, stikker bekymringerne dybere. Hans hjertesygdom har gjort, at min første tanke er “Er det hjertet?”, når jeg ikke kan finde en umiddelbar forklaring. Ja, også når jeg som nu har store odds for, at det er MFR’en, der spiller ind. Fortsætter sygdommen mere end 1 døgn, kan jeg ikke undsige mig at blive bekymret for, om det nu kunne være noget med hjertet, jeg overser.

Jeg anser ikke mig selv som overpylret omkring hans hjerteproblematik, og han lever et 100% normalt liv, hvis man ikke ser, hvad der er på hans bryst, eller ser hans hjerte eller mellemgulv. Faktisk synes jeg, jeg klarer det godt, alvoren taget i betragtning. Men når snot, vaccine og kendt virus i vuggeren er udelukket, er hjertet og lungerne mit næste kort at trække, når man famler i blinde med syge børn.

Her er mit andengangsmoderskab ufattelig sårbart, på grund af den måde, det er forløbet. Jeg føler mig hudløs og hjælpeløs, når jeg kommer i tvivl om, at jeg gør det helt rigtige for mit syge barn. Om jeg formår at være der fuldt ud for ham. Især, hvis jeg balancerer på den forkerte side af barns anden sygedag og uden udsigt til omsorgsdage og ferie før 1. maj. Når jeg skal bede bedsteforældrene være mine øjne og erfaring, imens jeg sidder bag PC’en på jobbet. Når jeg skal sætte min lid til, at de ved præcis, hvornår de skal gøre det rigtige.
De er p***e kompetente mennesker og de har opfostret ham, jeg elsker (altså voksenudgaven), men de har ikke de oplevelser med i bagagen, som jeg har. Så føler jeg mig så uendeligt langt væk.

Det er ikke altid rationelt, men det er jeg måske nok ikke ene om at føle, når børnene er syge og feberen er høj. Sådan er det at være mor. Med Lille V føles det mange gange, som om jeg balancerer på line over afgrunden med moderskabet på den ene side og moderskab-med-mere på den anden.

Reklamer