Det har skortet voldsomt på voksentid på det seneste. Det seneste år faktisk. Who am I kidding: De seneste 4 år!
Og med det seneste 1.5 års oplevelser med ar på krop og sjæl for alle parter i familien, er vi ekstra slidte.

Vi har talt om det mange gange. “Vi burde tage en tur til Berlin”. “Vi burde unde os selv en forlænget weekend til at være kærester igen”. “Vi kunne tage på forlænget weekend på et tidspunkt”. “Vi burde….”. Men vi har ikke gjort det. Ikke før nu.

Nu er billetterne til London booket og hotellet ligeså. Og jeg kan næsten ikke vente! Tid til at sove, tid uden forpligtelser, tid til at shoppe og til at spise i uden forstyrrelser. Tid til at ånde lidt op midt i familieræset, når jeg nu skal være ærlig.

Bedsteforældrene er kørt i stilling til at passe banditterne i 3 dage (og de aner ikke, hvad de har sagt ja til), og lige nu er jeg meget cool med at være væk fra dem.

For mig er det vigtigt, at vi ikke planlægger for meget.  At vi bare “er”. Hverdagen er til overmål planlagt og jeg trænger til det stik modsatte. Jeg tager ikke til London for at se det hele – jeg tager til London for at stresse af. For at gøre, hvad jeg vil og være såmlangt væk, at jeg ikke bliver kaldt hjem til øjenbetændelse på yngstebarnet og snot hos ældstebarnet. For at sove ud og få skuldrene ned fra ørerne, imens andre passer godt på mine dyrebareste.

Og så er det, jeg tænker, at der står “jeg” foran det hele. Vi skal fejre bryllupsdag derover – glorværdige 6 år med ring på fingeren – og vi skal have kærestetid. Men jeg ser min egen afslapning – i hans selskab selvfølgelig. Jeg trænger til at lette “mit” hoved, få “min søvn”, spise “min” mad og “min afslapning”. Lige nu er jeg så træt, og rummer børnene dage ud og dag ind, at jeg kun kan rumme mit eget i forestillingerne om, hvor fantastisk det bliver at have lidt af den luksus, jeg værdsætter mest: Tid.
Jeg tager mig selv i at tænke sådan – og bliver lidt flov, for det er jo vores tid. Jeg elsker ham jo, men jeg har ikke sat ham ret højt på prioriteringslisten de seneste 4 år – og gør det så åbenbart heller ikke, når vi har udsigt til tid. Jeg er så fed up af at prioritere andre, at jeg får et strejf af egoisme, når jeg endelig får muligheden for at prioritere mig. 
Men turen er jo også tæbkt som.en mulighed for at finde det, vi er faldet for hos hinanden. Og det, vi helst skal holde fast i, til vi bliver gamle og grå.

Jeg glæder mig til turen og er egentlig fortrøstningsfuld over for det med kærestetiden. På den indre forestilling om turen, går vi i hvert fald ret meget med hinanden i hånden og gør ret meget hvad vi vil og bruger lidt flere penge på “os”, end vi ellers ville gøre. Og tabletten er blevet hjemme!

Jeg er såååååå klar til take off!!!!

Reklamer