Torsdag er jeg alene hjemme med børnene fra de hentes i indtitutionen til omkring midnat. Manden arbejder længe. 

Torsdag står den på grød eller brød til aftensmad for alle mand og det fungerer sgu meget godt. Ikke den mest inspirerende menu, men det fratager mig tiden bundet i køkkenet, når den ene tæver fjernsynet med vilde jubel-hyl til følge, eller stikker fingre i stikkontakterne, og den anden råber “Jeg haaaar pøøøølleeeeet” fra toilettet i den anden ende af huset og man skal tørre måsen på hende midt i forberedelsen af råkostsalaten. 

Torsdag går egentlig mest med at servicere og prøve at være alle og ingen steder på én gang. På at rydde op i det spor af ren og skær vandalisme, som yngstebarnet efterlader sig fra skabe og skuffer og vindueskarme på sit togt huset rundt. Og efter ældsten, der træder ud af jakke, overtræksbukser og termostøvler i entréen, som om det er det mest naturlige i verden, at efterlade det der og vente på, at husslaver hænger det op og sætter på plads.  På at forsøge at tømme opvaskemaskinen uden at Lillemanden “hjælper til” og smider alt, hvad han tager over højre skulder, eller forsøger at give maskinen et servicetjek fra indersiden, hver gang lågen åbnes. På at imødekomme ældstebarnets ønsker om mælk, gulerødder, leverpostejmadder og hendes gentagne vrængen på næsen af aftenens menu. På at nå at børste tænder og give nattøj på, før børnene kapitulerer i tremmesengen og på sofaen efter en lang dag.

Hver torsdag går jeg fra jobbet med en lille knude i maven, ved tanken om, at nu er jeg alene med eventuelle konflikter og madkriser eller børn, der tuder og nægter at sove. Men det har bare ikke været tilfældet i ugevis. Torsdage er bare gået bedre end alle ugens øvrige dage. Det er ikke vildt eksotisk, men derimod familieliv 1:1, så ægte som man får det. Om torsdagen glider det hele bare lidt lettere. Maden, legen, tid til den store, når lillebror sover. Jeg er ikke sure mor, jeg føler mig ikke så presset, jeg tager tingene mere, som de kommer og får læst godnathistorien i ro og mag og får vasket gryderne af, inden nyhederne. Der er faktisk mere tid og overskud om torsdagen. Ironisk nok, når der er mandefald på forældrefronten og jeg spiller i undertal. 

Hvorfor er det mon sådan? Hvorfor giver én forælder mere overskud i torsdagsregnskabet? Måske børnene instinktivt ved, at når der kun er en forældre, er der ikke så stor sandsynlighed for at trods og stædighed giver pote? Måske de ved, at jeg bare er mig med de ressourcer (eller mangel på samme), det giver? Er det bare nemmere for mig at sætte dagsordenen selv, og derved ikke blive modsagt af manden, eller måske skuffet eller irriteret overst tabletten, toilettet eller noget tredje tager hans fokus? Måske fordi jeg selv accepterer, at dagen kan ende i kaos, hvis jeg ikke smider alle planer og forventninger på jorden og efterlader dem uden for døren? Lægger mig fladt ned for omstændighederne. Måske fordijeg VED at jeg er alene.

Jeg ved det ikke. Måske du har det på samme måde ind imellem? Hvorfor er det (åbenbart) nemmere at sætte dagsordenen selv en gang imellem, selv om det burde være stik modsat? 

Reklamer