Der har ærlig talt været røv-kedeligt på bloggen på det seneste. I know! Tanker og ideer til indlæg er fløjet igennem hovedet og desværre også fløjet forbi i mangel af overskud, tid og en bærbar computer. ER bare ikke vild med at lave længere blogindlæg på iPaden…

Men i dag er det torsdag og det betyder møde tidligt på job, tidligt fri, hente ungerne og så at være alene hjemme med dem til midnat. Sådan ca. samme trummerum hver eneste torsdag. For et halvt år siden var det et mareridt, fordi den lille krævede så meget og intet kunne selv, og den store var jaloux og ikke helt så stor endda. Nu er der stadig mega-meget hotelmanager Mor skal klare og servicere, men de kan lege lidt selv og nogle gange endda sammen og begge kan efterhånden spise selv. Halleluja!!!! Og så er torsdag blevet til “grød-og-brød-dag”. Rugbrødsmadder og gulerodsstave, eller havregrød med frugt er efterhånden blevet en etableret menu. Og det passer alle parter rigtig godt!

Torsdag er bedre tid til at putte den lille og søsters forståelse for, at der kun er mor og at jo hurtigere den lille tidsrøver sover, des mere tid er der til at putte i sofaen med mor og få det nærvær, hun trænger til. Det er lidt et paradoks, ikke? Når jeg er alene hjemme, er der faktisk bedre tid. Det føles det i hvert fald som om…

Torsdag får vasketøjet lov at ligge i en bunke og vente pænt, når ungerne sover. Torsdag holder vaskemaskinen fri. Torsdag klarer opvaskemaskinen også gryder og fade og ikke kun almindeligt service. Torsdag er lidt i undtagelsestilstand. På den gode måde.

For ungerne leger, jeg stresser ikke (længere så meget) rundt og når de sover, så sidder jeg i sofaen og skal ikke forholde mig til andet end mig selv, fjernsynet og babyalarmen. Og ærligt talt: Det er altså rart ikke at skulle planlægge og have overskud til at spørge til mandens dag og job og alligevel være så træt, at jeg ikke hører rigtig efter alligevel. Bare lige i dag. Så skal jeg nok interagere i morgen igen.

Jeg tænker ofte på, at jeg slet ikke savner babytiden. Jeg er og bliver bare bedst til 1 år+. Når de kan mere selv og vil mere selv. Og så er det ikke lige nu, du skal spørge om mit forhold til trodsalder og treårs-alderen, vel?!??
Jeg er bedre til at nyde tiden med børnene, nu hvor jeg ikke har en baby klistret på armen og nu hvor hans spisetider ikke dikterer min evne til også at lytte til den ældste og se, hvad hun laver og kan. Jeg bliver en bedre mor af, at de bliver ældre. Sådan er det bare.

Sådan som torsdagene er nu – og ungerne – begynder jeg at føle, at jeg har bare lidt tid til mig selv, som ikke skinner igennem de øvrige dage, hvor vasketøjet kræver min opmærksomhed og tasker skal pakkes ud og pakkes igen og hvor der skal ryddes af bordet og vaskes af og ryddes legetøj væk fra alle afkroge af husets gangarealer og man så dumper ned i sofaen kl. 21.30 og kun drømmer om en ting: At sove! …Inden det hele starter forfra lige om lidt igen.

Men det lysner, synes jeg. Forhåbentlig i takt med forårets komme! Kom maj du søde milde….

Reklamer