En dejlig kommentar her på bloggen den anden dag, gjorde mig opmærksom på, at der er et emne, jeg slet ikke har berørt nok. Nemlig tanker om nøjsomhed – og for mig i særdeleshed taknemmeligheden over at arve. Ikke millioner fra en fjern slægtning, men tøj, legetøj og ting til børnene. Fra venner og familie, naboen og mennesker, jeg (endnu) ikke kender.

Da jeg var barn, havde min mor og jeg ikke ret mange penge. Min mor var arbejdsløs og var alene med mig. Mine bedsteforældre hjalp os en del, og jeg følte det som det største, når vi en gang imellem købte nyt tøj. Men jeg blev faktisk lige så glad, når naboens datter kom og afleverede en stor posefuld tøj, hun var vokset ud af. Det var helt overvældende, at den større pige, jeg ikke legede med, men kun så på vejen, gav mig noget af sit tøj. Min mor var taknemmelig for at budgettet kunne strække længere, og jeg var taknemmelig for tøjet – for at hende, jeg syntes var så flot, gav mig noget af den magi, hun selv udstrålede. At jeg kunne blive lidt som hende.

Tøjet duftede anderledes og der var nogen nærmest magisk over duften af deres vaskemiddel. En fremmed duft, som jeg godt kunne lide og som mindede mig om, at tøjet var nyt – for mig i hvert fald. Efter 2-3 vaske i boligforeningens vaskemaskiner, duftede det ikke længere, men var en del af vores hverdag. Men derfor bar magien ikke væk. Mine øjne kiggede på farverne og mønstrene og jeg forestillede mig at komme i skole i det nye og smarte arvetøj.

Der var ikke mange som mig på skolen – altså børn af enlige forældre. Og der var ikke mange, der ikke havde mange penge. Det blev jeg tids nok klar over fra kommentarer og drillerier og ondsindede bemærkninger fra dem, jeg gik i klasse med (jeg har stadig svært ved at kalde dem “kammerater”). En dag kom én af de populære piger hen til mig og kommenterede, at min cardigan var pæn. Jeg blev glad og sagde stolt: “Jeg har selv fundet den i genbrugsbutikken” – og så begyndte drillerierne for alvor. “Har du fået nyt tøj?”, råbte de andre og grinede højt og efterlod mig stående på skolens gang – ulideligt opmærksom på, at det ikke var velment. Men jeg forstod godt, at det var et vilkår for min mor og jeg – og jeg forblev glad for det tøj, der var råd eller hjerterum til at give mig, selv om jeg ikke længere ytrede mig om, hvor tøjet kom fra.

I dag arver mine egne børn flot tøj fra omgangskredsens ældre børn. Tøj, der stadig har mange gode stunder i sig og som de fleste aldrig ville gætte på, var brugt af et eller to andre børn. Vi har begge jobs og har en sund økonomi på almindelige lønninger, men alligevel er der nok udgifter ved at være småbørnsfamilie – ikke mindst efter lillemandens langstrakte sygdomsforløb. De kommer aldrig afsted i tøj, der er beskidt, har huller eller pletter eller tydeligt slid, men i tøj, de kan lege og løbe og være børn i. De får også nyt fra Name IT, H&M eller på udsalg. Jeg tror slet ikke, jeg ville give mine børn 400 kr. bukser eller bluser på i børnehave og vuggestue, da jeg ved, hvilken stand, det kommer hjem i. Så hellere have råd til at give dem nyt, når de trænger. Sko arver de dog aldrig. Her har jeg et princip. Men de penge, vi sparer ved andres omtanke, giver rum til oplevelser og glæder for børnene på anden vis – og for os som familie sammen. Ren pay-it-forward.

Og vi giver deres tøj videre – det, som er uden pletter og huller og som stadig har værdi for andre. Til naboernes piger eller til mødrehjælpen for drengetøjets vedkommende. Det er godt for alle – for dem, som ikke har råd som min egen mor, for miljøet (hader tanken om brug-og-smid-væk-kultur) og dermed også for vores børns fremtid. For økonomien og ikke mindst for samvittigheden. Forhåbentlig lærer mine børn også vigtigheden af at tænke på andre, at være glade for det, de har og får, og at penge ikke hænger på træerne, selv om mor og far går på arbejde. Vi skal blive bedre til at tænke på de ressourcer, vi er heldige at have nu og dem, vores børn også gerne skulle have. Og vi skal blive bedre til at tænke på vores medmennesker – på, hvad det, vi ikke længere skal bruge, kan betyde for andre, hvad enten de har lidt eller meget.

Derfor ser du også sjældent omtale af tøjkøb eller mærkevarer her på bloggen. For jeg synes ikke, det er det, mit moderskab handler om – børnene er ikke et udstillingsvindue ud mod verden. Det betyder ikke ret meget for mig. Det er langt vigtigere med glade og sunde unger i positiv udvikling, med skrammer på knæene fra en god dag i børnehaven og røde kinder efter en god dag i haven eller på legepladsen. Det, og så at tilbyde mine børn stabilitet og solide rammer. Se DET betyder alverden for mig ❤

Reklamer