En veninde stoppede mig den anden dag og sagde: “Føj, hvor jeg synes, det er hårdt for tiden. Jeg føler, jeg bliver testet hele tiden”. Og jeg kunne kun sige ja og amen! Og følte mig ærligt talt også lidt glad over ikke at være ene om den følelse.

Det synes lidt som om, 3-årsalderen er en lang test med enkelte pauser, hvor man tilgengæld bliver helt forvirret, fordi stilheden på fuldstændig mærkelig vis bliver foruroligende. Og når man bedst begynder at tro på den, går vi i test-mode igen.
Jeg har nok aldrig regnet med, at treårsalderen ville være easy-peasy, men jeg har heller ikke helt haft fantasi til at forestille mig, hvad den reelt indeholder. Et lille menneske, der tester sit værd og sin indflydelse i denne verden. Startende med forholdet til de nære.

Smil og spirende selvstændighed blandet med trutmund, raserianfald, sjove vendinger og grimme gloser, konstant afprøvning af grænser, intensiveret selektiv hørelse, kriser over tøj, mad, bad og sengetider, beskyldninger og til tider også fuldstændig afmagt. OMG! Jeg føler mig virkelig som den sureste mor indimellem, men får faktisk også lidt ondt af mig selv fra tid til anden. For jeg synes faktisk ikke, jeg har fortjent SÅ meget modstand fra den unge dame. Hun ved ikke, hvad hun gør og hvordan det påvirker, men derfor gør det altså ondt alligevel.

Og her stod vi så, mor og mor side om side og så vores unger lege, alt imens vi talte om, hvordan hverdagen hænger sammen og hvor trætte vi var, når den var omme.

Jeg stillede spørgsmålstegn ved, hvordan jeg dagen forinden havde haft den mest engle-blide datter, da vi måtte vente på skadestuen i timevis for en undersøgelse af lillebroren, og hvor personalet havde rost hende og sagt, at jeg vel nok havde en velopdragen datter. Og BUM. Så trådte vi over dørtærsklen hjemme og jeg var straks dumme mor og der var korslagte arme og trutmund og sure hyl. Jesus!

“Man siger jo, at det er ude, man kan se, om ens opdragelse virker”, sagde min veninde. “Det er her, man ser opdragelsen i perspektiv”.

Åh, det gjorde mig da lige lidt glad at høre. Pyh ha, så har jeg måske gjort noget rigtigt alligevel, selv om jeg til tider tvivler. Det håber jeg sgu er sandt! For mine børn opfører sig – 7-9-13- stort set altid godt, når vi er i byen eller besøger venner og familie. Så kan de lege selv og spiser deres mad og hænger ikke i gardinerne eller går bagover i flitsbue af raseri. Siger tak for mad og sover pænt uden ballade. Så er de faktisk ret hyggelige at have med og vi har ret meget kvalitetstid. Det synes jeg jo også, vi har hjemme, men her er settingen åbenbart imod os…

Så selv om jeg føler mig som et moderligt fuck-up fra tid til anden, så må jeg alligevel have lært noget. Så kan jeg måske godt alligevel? Og jeg er ikke helt alene. Andres børn kan også opføre sig sådan. Sikke en lettelse! (o:

Reklamer