Jeg ved, der har været ret stille på bloggen, men jeg har været indlagt med yngstebarnet i 3 dage til en rutineoperation, men blot fordi der står “rutine” foran operationen, bliver det nu ikke lettere. Det bliver aldrig “hvedragskost”, selv om jeg har født et hjertesygt barn. Forundersøgelser, uendelig meget ventetid, fuld narkose, ventetiden imens lægerne opererer – alene med tankerne og angsten – og herefter dage med gråd og opkast fra den lille fyr og en rytme, der er slået helt ud af kurs. Sidstnævnte tager man dog med glæde med – bare det hele går godt. Og det gjorde det, med enkelte aber dabai’er.

Nu er vi hjemme igen og ugen er kickstartet med et ældstebarn med omgangssyge, en nat med 4 skift af sengetøj og retur-ture til badeværelset med opkastende barn og derfor ingen nattesøvn, et vækkeur der ikke ringede, stress fra morgenstunden, regnvejr på vej på job og et giga blåt mærke på knæet som følge af et encounter med en kopimaskine, som ikke flyttede sig, bare fordi jeg havde travlt og fejlbedømte afstanden. LÅRT!

Med indlæggelsesdage i baggagen fra sidste uge og en markedsføringskampagne, der ikke markedsfører sig selv, kom barns sygedag bare ikke belejligt (som om det nogensinde gør…), så jeg måtte give farmor og farfar morgenvækning og bede om (endnu) en pasning. Heldigvis sagde de ja og så skulle jeg “bare” ud af døren med to børn – hvoraf det ene skulle have to pitstop i indkørslen for at sende det sidste maveindhold retur. Tøjskift på barnet og moren ditto, stortudende yngstebarn, der var træt af at vente og var ved at nå kogepunktet i sin flyverdragt. Aflevere ældstebarnet, aflevere yngstebarnet, tilbage med bilen, afsted på job på cykel. Det var der godt nok ikke meget hverdagsmagi over. For at gøre ironien total, har jeg så hele dagen arbejdet på en kampagnetekst til en kampagne, der skal give børnefamilier mere tid i hverdagen…

Jeg ved godt, at vi børnefamilier ikke skal klage og er i fare for at få hovederne kappet af, hvis vi pipper om, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen. Især os mødre. Work-life balance you know. Men jeg gør det lige alligevel, Det ER altså ingen dans på roser at jonglere børn, almindeligt job uden store karriereambitioner, diverse aftaler a la bilen på værksted, barn til læge, utætte vandrør, tandlægebesøg m.m., når det skal trækkes af flex’en og (åbenbart) kun kan finde sted i den kortortid, hvor kollegerne, chefen og kunderne forventer, at man er til rådighed. Og så er vi ikke engang nået til at tale om børns sygedage og det, som for os følger med, når vores søn skal til kontrol på sygehuset mindst en gang om måneden.

Hvor jeg dog hader den kroniske dårlige samvittighed over for børnene, hvis jeg ikke har mulighed for at passe dem selv, når de er syge og den næsten lige så dårlige samvittighed over for bedsteforældrene, når jeg endnu engang skal trække på deres hjælp. For nej, jeg tager den ikke for givet! Jeg føler, at det er et privilegium, at mine svigerforældre hjælper os så meget, som de gør. Før jeg fik børn, havde jeg aldrig forestillet mig, HVOR meget jeg ville få brug for deres hjælp. Dengtang tænkte jeg “De klarer man da bare” – og det gjorde jeg stort set også, lige indtil jeg fik nr. 2.

Så hjælper det altså en hel del, når ens svigermor siger: “Jamen, Mette. Vi er kun glade for at få muligheden – vi havde aldrig troet, vi skulle opleve at have familie så tæt på og være en del af jeres hverdag”. De ord er de skønneste, jeg har hørt længe, ud over når min datter fortæller, at hun elsker mig eller når min søn siger “ae ae” og putter sit lille runde hoved ind til min hals.

Hvad vil jeg sige med alt det her? Alt muligt og ingenting. Nok bare, at det her har været en gudsforladt start på ugen. Og så at sende et livstegn på bloggen. Jeg er her – jeg skal bare lige lande ovenvande :-).

Reklamer