Jeg lovede en status på året, der er gået – og skal det være, ja, så er det ligesom nu. I morges tikkede en ”Your year in blogging” ind fra WordPress og det er dermed for alvor tid til at gøre status.

2014 var….ehmmmm….et værre lorteår. Så er det sagt. 2014 vil med andre ord ikke blive savnet.
En veninde skrev i sidste uge, at 2014 havde været min dannelsesrejse. Og det kan der måske være noget om. 2014 har gjort mig både blevet mere hårdhudet og på samme tid langt mere tyndhudet. Og jeg er blevet en anden version af mig selv.

Kort før 2013 takkede af, fødte jeg min lille hjertesyge søn alt for tidligt og den forudgående frygt i forhold til den dystre viden, vi havde om hans hjertes tilstand blev mange gange forværret. Det år, som jeg ellers troede var mit livs røvtur, viste sig kun at være begyndelsen til endnu et år med bekymringerne i højsædet og angsten for at vores lille familie ville krakkelere. At lykken ville briste. Og der, midt på intensivafsnittet på Skejby Sygehus, trådte vi over tærsklen til 2014, uden at vide, om vores søn ville overleve.

I årets første dage gennemgik min nyfødte søn en kæmpemæssig hjerteoperation og vi håbede og bad ved hans side i kuvøsen, imens kan lå i en dyb, kunstig søvn i respiratoren. Normalt er hjerteopererede børn ude af respiratoren efter et par dage, sagde personalet, men min søn forblev sovende og dagene gik. Hans lille krop kæmpede og komplikationer kom til. Men langt om længe blev han vækket fra sin søvn og jeg fik lov at se hans smukke øjne. Fik lov at holde ham med knap 20 dages forsinkelse. Prøv at forestille dig det, hvis du har født og fået dit barn op på maven efter fødslen.

Han kæmpede og han sejrede. Og det er vi evigt taknemmelige for! Hans lille krop på kun lige 2 kilo klarede den massive hjertekirurgi, men månederne efter operationen bød også på indlæggelse og dystre beskeder. Og vi kunne ikke gøre andet end at vente og tage imod den svære info, vi fik. Forældreskabet var helt vendt på vrangen og på ingen måde naturligt, når slanger og maskiner var imellem os og vores søn, dér hvor vi bare allerhelst og helt naturligt ville give vores søn nærhed, berøring og kærlighed. Vi kunne holde i hånd og kysse på hovedet og synge, men ikke være forældre på den måde, vi ønskede.

Og jeg kunne heller ikke være en god mor for min datter i den tid. Hun havde glædet sig til at få en lillebror og var frem til hans fødsel lykkeligt uvidende om, at han var livstruende syg. Det var ikke noget for et 2,5-årigt barn at vide, før vi kunne lade hende se ham og sammen med hende fortælle med børnevenlige gloser, hvad der foregik. Men sygehustiden bød på fysisk og mental adskillelse fra hende, som jeg elsker så højt. Selv om det måske virker underligt at sammenligne livstruende sygdom med savn, så føltes afsavnet lige så svært. Det var to forskellige ting – og det var med garanti ikke, hvad min (stadig) lille pige havde forestillet sig ved at skulle være storesøster. Konstant var vi delt – en forælder hos hende og en hos lillebror. Først på sygehuset – dernæst rejste hun og faren hjem for at fortsætte hverdagen, imens lillebror og jeg blev tilbage i sygehusets ulidelige vakuum mere end 150 km fra de to andre. Kun flygtige Skype-samtaler om dagen der gik, hvor hun stadig var for lille til at holde koncentrationen og forstå, hvor mor var henne. Jeg smilede til skærmen, imens hun var der og tudede som en pisket, når hun løb igen og skærmen blev tom. Hun var så langt væk.  I starten syntes vi ikke at mærke en ændring på vores datter. Hun deltog i pasningen og og var umiddelbart glad og upåvirket af sygehustiden – men det varede ikke ved og vi prøver stadig at samle stumperne og genskabe den glade, sorgfrie pige med al gå-på-mod i verden. For hende savner vi virkelig.

Vi kom hjem fra hospitalet og skulle med 2 måneders forsinkelse starte familielivet som en familie på 4. I starten frekventerede vi sygehuset flere gange ugentligt, men nu heldigvis kun hvert kvartal. Manden startede job og jeg var alene hjemme med børn, bringe, hente, spisekriser, mangel på søvn og en enorm ensomhed. Barselsland var ikke mig første gang – og det var det heller ikke anden gang. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde været god til det – kunne have nydt tiden lidt mere i stedet for at længes væk. Jeg var bare ikke glad og selv om jeg aldrig var helt alene, følte jeg mig vildt ensom. Især med tankerne og efterspillet fra alt det, der var hændt siden 20-ugers skanningen. Der var tilbud om samtaler med en psykolog – men det havde jeg prøvet i starten af forløbet og selv om jeg forklarede, var der ikke rigtig nogen, der VIRKELIG forstod, hvordan det føltes. Hvilke følelser, jeg havde inden i. I manges øjne var det hele jo overstået og det var gået godt. Hvad var der så at græde over? Inden i mig en masse.

Joblivet er startet igen og begge børn er i institution og det har jeg det faktisk godt med. Det får vi ærligt talt alle gavn af. Herfra skal vi videre. Definitivt sidste gang, jeg har været gravid og på barsel. Jeg har mange ønsker for 2015 og dem skal jeg nok indvie jer i i nærmeste fremtid. Ønsker, som skal matche den person, jeg er blevet på baggrund af det seneste år.

I aften skal jeg fejre nytåret med dem, jeg holder allermest af: Min mand og Lille E og Lille V. Maden hentes udefra og når Yngstemanden sover, skal vi bare hygge på Ældstebarnets præmisser. Serpentiner, balloner i hobetal, chips, juice at skåle i, inden hun falder i søvn. Herefter har jeg tænkt mig at sidde og se min mand dybt i øjnene. Vi har lovet hinanden, at sætte ord på alle de ting, vi ønsker os sammen og hver for sig i 2015 og lægge en fælles plan. Vi holder næppe til kl. 24 i aften – men jeg glæder mig til roen. Til at være os.

Jeg håber, at I alle kommer rigtig godt ind i 2015.

Godt nytår fra Mette

Reklamer