Har lige puttet ældstetrunten. Da godnathistorne var slut, holdt hun fast i min skjorte og insisterede på, at jeg skulle blive liggende. Nu har jeg jo et princip om ikke at lyve for mine børn (med undtagelse af nisselege i december). At omformulere sandheden er noget andet.
Jeg fortalte hende, at jeg skulle have en kop kaffe og noget voksentid med hendes far, inden vi også skulle sove.
“Nej, det er børnetid. Lige indtil du skal i seng, mor”.

Nej, sødte. Ikke på papiret i hvert fald. Men i realiteten har hun nok desværre ret. For der er godt nok for alvor minus på voksentidkontoen. Aftenen går med at sludre, tjekke mails, blogge, se lidt Netflix og at pendle mellem stuen og børneværelserne, når der mangles en sut, eller vand eller en af dem drømmer eller bare råber for at råbe. Sove helst før 21.30 i håbet om at kunne få lidt mere søvn, inden  en nu dag truer starter.

Jeg sukker dybt indvendigt og er faktisk ret misundelig, når min kollega med børn i samme aldersgruppe som mine og lidt ældre fortæller om børnefrie weekender, om bedsteforældre, der tager over ved barns sygdom, om aftener ude, hvor han overrasker konen og børnene bliver passet natten over m.m. Bare det var mig!!!!!!!!! Jeg er VILDT misundelig!

Vi har “kun” farmor og farfar at trække på og de er ikke med på overnatning, med mindre det er strengt nødvendigt. Vi kan godt tage ud og spise hver tredje måned, men efter et par timer eller tre er vi hjemme igen og så står vi selv med natteroderi og spisekriser. Jeg er træt langt ind i sjælen og drømmer virkelig om at komme lidt væk. Ærligt – det gør jeg altså! Jeg trænger til at sove, men også til tid, samtaler og kulturelle vingesus. Jeg trænger til at tænke på mig selv, sætte mig selv og mit parforhold først en gang imellem. Jeg forstår fa’me godt, at så mange ægteskaber og forhold ender i opbrud, hvis alle er så pressede, som jeg føler, vi er.

Det er endnu ikke lykkedes os at finde en god barnepige, som kan tage over på børnene indimellem og som børnene er trygge ved. Det kunne ellers gøre tingene lidt mere fleksible. Men det har vi altså ikke.

I morgen starter juleferien og jeg har set frem til den. Men da aftensmåltidet endte i skrigeri for den yngstes vedkommende og al mad konsekvent blev spyttet ud, og den ældste brugte enhver lejlighed til at fortælle os, hvor meget hun ikke gad sidde stille eller spise og hvor meget hun ikke kunne li’ det, jeg serverede (selv om hun spiste det samme i går) og havde korslagte arme og trutmund og yderst selektiv hørelse, tænkte jeg på, at det ikke ville blive “ferie”. Det ville blive hverdag med ekstra timer hjemme og en ordentlig røvfuld julegaver. Samme konflikter, samme 5-10 ture til børneværelset hver nat, op kl. 4.45 hver dag og helt udkørte forældre om aftenen. Men vi vil være to efter kl. 16 i morgen eftermiddag – og det ser jeg virkelig frem til. 13 dage hjemme på godt og ondt.

Jeg ville virkelig ønske, at vi havde flere muligheder for at være par indimellem. At min egen mor ville passe mine børn. At min far stadig levede og kunne tage over indimellem. At jeg måske endda havde søskende med jævnaldrende børn eller vener, hvor man på skift gav hinanden plads til get-aways imens man passede hinandens børn. At min mands søskende ikke boede så langt væk. Vi har ikke været væk fra hjemmet natten som par i over 2 år, hvis vi fraser den nat, hvor jeg skulle føde den yngste. Og det var ikke just ferie, vel?

Jeg savner at være alene. Og jeg savner at have min mand. Se ham i øjnene og ikke kun ryggen af ham, når jeg blogger i sofaen og han sidder og spiller på tabletten. Se sgu nok hankatten mere i øjnene end min egen mand. Men vi er lige gode om det. Vi flygter p.t. ind i hver vores univers, hvor ingen stiller krav til os. Hvor vi kan koble af – han med spil, jeg ved at få mine tanker og følelser på skrift. Vi er ramt af to børn under 5-krisen og det er bare døden for parforholdet og det skræmmer mig. Vi er skide-gode venner og skændes aldrig, men vi taler heller ikke så meget sammen og så er der jo ikke så meget at skændes over. You see the irony?

De seneste år har jeg skrevet “en hel nats søvn” på ønskesedlen, men hverken julemanden eller familien har endnu ikke opfyldt mit ønske. Så vi er familie 24-7-365. Dag og nat (desværre rigtig meget nat stadigvæk). Jeg kan normalt ikke forestille mig at undvære mine unger, men tanken om et par weekender eller 4 om året, hvor de er et andet sted er ret tillokkende. Meget tillokkende, faktisk.

Reklamer