I dag er der en uge til min barsel er slut. 7 dage til jeg aldrig skal på barsel igen!

Jeg må bare blankt erkende, at det der med barsel, det har jeg ikke været ret god til. Ja, når sandheden skal frem, har jeg godt nok heller ikke været ret god til at være gravid. Og det er jeg ked af set i retrospekt. Jeg bekymrede mig for meget og lod bekymringerne for at alt skulle gå godt – i iveren på at få mine elsklinger sikkert ud – gå ud over glæden ved at vente på dem. Jeg har glædet mig til fødslen begge gange. Også selv om den sidste langt fra blev, som jeg havde forestillet mig. For med fødslen kunne jeg se, røre, gøre noget for mine børn, hvis der var noget, jeg var i tvivl om. Ikke kun kigge på den runde mave og tænke “Er alt mon ok derinde?”.

Men nu er det barsel, der er dagens emne:

Jeg har været på barsel i sammenlagt 23 måneder af mit liv. 11 måneder første gang, 12 måneder anden gang. I starten levede jeg på efterveer, kaffe, forvirring og alverdens barselsgæster. På at lære det hele og prøve at gøre, som mødre gør. Sådan som jeg har læst, at de gør i hvert fald. Men efter noget tid, begyndte jeg at føle mig anderledes. For det var på ingen måde, som jeg havde forestillet mig. Jeg kunne ikke genkende mig selv i andres fortællinger om deres barselsliv. Om, hvor meget de elskede det og savnede det, og jeg sad her og længtes langt væk indimellem. Hvordan kunne jeg sidde hjemme og nærmest være jaloux på min mand for at kunne forlade hjemmet hver dag? Jaloux på, at han “fik lov” til at føre en voksen samtale, spise sin mad i ro og mag, gå på toilettet uden tilskuer eller barnegråd og kunne komme hjem og virke “opladt” og tage børnene med et smil, når jeg stort set havde kastet dem i armene på ham og råbt “grib”?

Hvorfor kunne jeg ikke føle og agere som dem i mødregruppen eller på den anden side af vejen? Hvorfor fandt jeg ikke overskud til hverken cafebesøg eller stimulastik og babysamlesang? Hvorfor kunne jeg f.eks. ikke få mine børn til at spise og sove som andre børn gjorde? Hvor i min mor-genetik, var der en fejl i koden, når jeg hverken havde lysten, evnen eller overskuddet til alle disse ting? Og når jeg så hørte om andres oplevelser eller så mødre, der ammede og drak latte på byens fortovscaféer, alt imens jeg trillede med en skrigende baby, der ikke ville spise eller sove, så følte jeg alligevel et stik inden i over at se deres lethed, når jeg fandt det hele svært.

Hjemmet har mange dage syntes som en lille lukket celle, hvor jeg dag efter dag skulle give mere, end jeg havde. Hvor jeg slet ikke følte, jeg slog til. Hverken over for børnene, manden, husholdningen m.m. Opvasken voksede, jeg lavede ikke andet end at vaske tøj og lægge det sammen og smide over-gylpet tøj til vask igen. Rent Sisifos-arbejde dag ud og dag ind. Jo, jeg har bestemt haft mange fantastiske stunder med mine unger – stunder, som deres far ikke har fået “lov” til at opleve, fordi han var på job. Men jeg har også taget meget lort. For jo, ligegyldigt hvor meget man prøver at elske barsel, så ER der altså en masse ting, som er svære, hvis jeg da ikke er et freak of nature.

Mine unger har ikke budt på runde kinder og åben mund og lette forløb. Og selv om jeg har lagt alt i at forsøge at vokse med opgaven, så har jeg hele tiden været mere end ét skridt bagud. Hver gang det syntes at lysne, kom der noget nyt at forholde sig til. Jeg er træt og slidt som aldrig før, men det er ikke sygdom – medfødt eller ej – der er skyld i sortseeriet. Det har Gud hjælpe mig været svært og op ad bakke. Men det er ikke årsagen til disse følelser. Jeg tror snarere, det hele bunder i, at jeg ikke føler, at jeg har givet dem alt det, jeg gerne ville. Materialistisk jo, men ikke mentalt. Jeg ved, at jeg rummer så meget mere, som jeg ikke har formået at give dem hjemme.

Jeg vil så gerne glædes vildt og voldsomt på omverdenens vegne, når der fødes nye små liv. Og jeg ER glad på familiens, venners og bekendtes vegne. Men jeg er også lidt ærgerlig over, at jeg ikke kunne have det, som de – tilsyneladende – har det. At jeg ikke følte den store vilde lykke forelskelse fra start, men skulle finde den hen ad vejen. At jeg ikke kunne være total optimist og se på det hele gennem rosenrøde brilleglas. At jeg ikke en stor del af tiden havde følt mig så ensom, at jeg drømte mig tilbage på jobbet. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal svare, når lykkelige nybagte mødre – med fuld berettigelse – siger: Havde du det ikke også bare sådan efter din fødsel/din barsel? Er det ikke bare det bedste/fedeste/kæreste? Ofte ender jeg i et dilemma, hvor jeg forsøger at moderere mit svar, da jeg pr princip ikke lyver, men heller ikke nænner at sige tingene så direkte, som jeg føler/har følt dem. Jeg ville vildt gerne have følt det som det bedste/fedeste/kæreste. Men det gjorde jeg desværre ikke altid. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle holde igen, men kunne tale i store vendinger om den bedste tid i mit liv. Jeg ønsker ikke at virke kold eller tilbageholdende og frem for alt ikke ligeglad.

Men jeg tror, at om nogle år, når det hele er kommet på afstand, at jeg vil kunne tale om det som en fantastisk tid. En tid, hvor jeg på mange måder blev større end mig selv, fordi jeg kunne klare tingene til trods. En tid, hvor jeg fik lov til at prøve at forstå og lære mine børn at kende og se deres personligheder og deres grænser på nært hold. Fik lov til at være hjemme hos dem og give dem det, jeg formåede. Det kræver sin tid, at få det hele på afstand og få den rette distance til det. Det kræver sin tid at komme overens med det faktum, at jeg ikke blev den mor, jeg troede, jeg ville være.

Det er vemodigt at tænke tilbage på de seneste års oplevelser og så ikke føle ubetinget lykke. Men jeg glæder mig til at komme på job, for jeg tror, at dagligdagens savn til de to små banditter gør, at jeg kommer til at værdsætte og nyde den tid, jeg så får med dem. Langt mere, end i den tid, hvor dagene var de samme og hvor skyer skyggede for solen. Om en uge er det slut. Ikke længere barsel. Jeg blev bare aldrig rigtig god til det. Men jeg håber, jeg bliver god til at være Mette, når jeg er på job og Mor, når jeg kommer hjem. Det tror jeg faktisk, jeg bliver rigtig god til!

Reklamer