Nå, nu siger jeg det lige: November bliver soul searching på højt plan på bloggen. Ned i mor-materien, da der er to store ting på programmet. Uden overskæg, men 100% hudløs, bliver november 2014 til Mom-vember.

  1. I morgen starter yngste-slynglen i vuggestue og et helt nyt kapitel i hans ellers allerede så stormfulde liv. I morgen skal jeg give slip på mit hjertebarn og lukke ham ud i det pulserende liv, som alle andre små drenge.
  2. Om præcis en måned kommer jeg hjem fra min første arbejdsdag efter barselsorlov. Og så har jeg skudt små 40 års arbejdsliv i gang (med mindre jeg vinder den store gevinst i Lotto). For jeg skal aldrig på barsel igen. Jeg skal ikke have flere børn. Det holder hverken min krop eller mit sind til.

First things first. Vuggestue. Mandag. Som i morgen!

På en eller anden måde er det trist og nervepirrende, og på en anden måde befriende. Ganske som første gang. Det er ingen hemmelighed, at jeg aldrig rigtig har elsket at være på barsel. Faktisk heller ikke at være gravid. Har skævet til andre mødre, der bare syntes at elske det og gransket min hjerne og sjæl for, hvorfor jeg ikke gjorde det samme. Hvilken kode havde jeg ikke knækket? Hvilken del af moderskabet manglede inden i mig, siden jeg – ærligt – følte mig frihedsberøvet? Hvad var der galt med mig? Er jeg a freak of nature?

Der skal bestemt ikke herske nogen som helst tvivl om at jeg elsker mine børn af hele mit hjerte og aldrig har jeg givet så meget af mig selv til nogen, som jeg har gjort – og altid vil gøre – for dem. Også når det synes som om, der ikke er flere ressourcer i mig. Aldrig har jeg fået så meget igen, som fra mine børn og aldrig har jeg lært så meget om mig selv. Men elsket at være på barsel, det kan jeg ikke sige, at jeg har. Desværre.

Jeg bliver trist fordi, jeg ikke har formået at elske den tid i min børns liv, hvor jeg har kunnet give dem min fulde tid. Jeg ved ikke, hvad det er i mig, men jeg trives ikke med at gå hjemme, men jeg har aldrig følt mig så ensom, som jeg har gjort både første og anden gang. Omgivet af mennesker i mødregruppen og institutionen og andre, man møder i gadebilledet, naboen m.m., men ensom alligevel. Låst. Uden mulighed for at være det, jeg engang var. Eller måske rettere sagt: Gøre det, jeg kunne engang. Ja, det er pisse kontroversielt at sige, men det har været en svær omstilling i mit liv at gå fra Mette til Mor og fra mor til en til mor til to.

Nu tænker du måske, at jeg har det sådan på grund af Lille Vs hjertesygdom. Men det er ikke forklaringen. For jeg havde det også sådan første gang. Den første tid var kaotisk begge gange og jeg skulle finde mine ben i det hele, men når den første kuller havde lagt sig, begyndte jeg at føle mig efterladt, når manden gik på job om morgenen. Privilligeret for at have mulighed for at se mine skønne unger vokse og udvikle sig. Efterladt, fordi mit liv for en stor dels vedkommende bød på det svære, det trælse og det opslidende. På spisekriser, manglende søvn, bræk, bæ og brok. Jeg har mange gange været misundelig på ham, fordi han “fik lov” at gå på arbejde. Fordi hans liv ikke skulle lægges fuldstændig radikalt om. Han har følt, at han lagde al arbejdet over på mig, fordi hans virksomhed krævede hans tilstedeværelse, hvis der skulle penge til at forsørge familielivet. Og jeg har mange gange givet ham ret – følt, at virksomheden kom før familielivet. Også selv om det ikke var hans intention.

Jeg har følt mig så rådden over at være sur og ked af det, når han kom hjem. Led og ked af at være trist og træt og meget lidt kone for ham, fordi børnene fik og tog deres del af mig. Nogle gange også fordi jeg var misundelig på hans tid på jobbet eller pendlerlivet. At gå på toilettet selv. At spise sin mad uforstyrret. Jeg har mange gange følt, at jeg var en skygge af det, jeg førhen definerede som “mig selv”, alt imens jeg beskuede det nye “jeg”, som fik så mange nye kompetencer i moderskabets gode navn, men som mistede så meget af det gamle liv i et tempo, min hjerne slet ikke var klar til. Slet ikke var forberedt på.

Jeg bliver aldrig hjemmegående husmor. Det har aldrig været min drøm. Og trods ovenstående ved jeg et eller andet sted, at selv om mine unger ikke har gået til babysalmesang, stimulastik og har været med mor på café en eneste gang, så har jeg alligevel været alt det mor for dem, som jeg formår. Også selv om jeg ikke selv føler, at det har været nok.

Når jeg så pakker tasken til både børnehavebarnet OG vuggestuebarnet, bliver jeg også ramt af et stort sug i maven. Enhver mor har nurset sit barn til det, det er i dag, men jeg har kæmpet for min søns overlevelse. Bedt og grædt for hans liv og de lidelser, hans hjertesygdom bød ham fra hans første åndedrag. Lægerne var dygtige og vi var heldige, for han overlevede og efter en del vanskeligheder, begyndte han at tage på og udvikle sig. Blev stærkere og stærkere dag for dag. Til det han er i dag, hvor man ikke vil vide, at han er hjertebarn og præmatur, hvis ikke man ser hans ar og kender både hans fødselsdato og min terminsdato. Jeg er så pavestolt af ham! Min lille Superman!

Men i morgen skal jeg give slip. Ja, jeg skal med ham de første mange dage, men jeg skal betro andre mennesker med det lille liv, som  jeg har kæmpet så meget for. Jeg skal give slip på ansvaret og kontrollen med hans velbefindende i dagtimerne og vende tilbage til en almindelig hverdag. Nu skal min lille mand ud og vise, hvem han er og hvad han er blevet.

Jeg skal tro på, at der bliver set efter hans mindste behov i vuggestuen. Og det gør der. Men det er alligevel skræmmende, at skulle give slip, når moderskabet er startet så vanvittigt kaotisk og turbulent, som det er. Jeg er stadig rundtosset og nu skal jeg tænke klart.

Når det så er sagt, så længes jeg stadig efter at komme på job og være BÅDE Mette og mor. Være noget af det, der giver mig et fagligt drive, som ærligt, også smitter af på det overskud, jeg kommer hjem til mine børn med. På en positiv måde. Jeg trives nu engang bedst med at være begge dele. Om lidt skal jeg også “have lov” til at gå ud af døren om morgenen. Også selv om jeg godt ved, at mine tanker ofte vil være på, hvad mine to små nu laver? Om det har det godt og om de savner deres mor?

To institutionsbørn. Imorgen. Vildt! Og der kommer ikke flere. Fra nu af skal vi kun se dem vokse og ikke starte forfra. Nu er det nu! Så er spørgsmålet bare, om vi er klar?!??!!???

Reklamer