Vi starter weekenden med max-feberramt pigebarn. Fra 0-100 på 1 time kom feberen, fra hun ellers var så glad og aktiv i børnehaven og bilturen hjem. Øv bøv! Ikke fedt!

Hun kvikkede overraskende op på panodil junior, chips og æblejuice, men klaskede sammen i sengen og feberen tog revanche. I søvne råbte hun pludselig “Er der nogen, der vil sige til en voksen, at jeg har brug for hjælp?” alt imens hænderne og stemmen dirrede og kinderne var ildrøde. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad hun skulle bruge hjælp til, men uden held. Hun mumlede videre, imens jeg forsøgte at få hende til at drikke lidt vand.

Og ih, hvor føler jeg også behov for at kalde på en voksen, når ungerne er syge. Jeg reagerer pr instinkt, fordi jeg er mor, og prøver at lindre dem så meget som muligt, men føler mig slet ikke voksen overhovedet, når jeg bliver pisse-bange og frygter, at jeg ikke gør det rigtige. Jeg bliver så bekymret. For jeg er jo bare mig, og hvordan ved jeg overhovedet, hvad der er rigtigt? Lige der er jeg ikke rigtig voksen og ikke rigtig barn, men både og og hverken enten eller.

Men det er nok en generel tendens at føle sådan i det her “erhverv”. Ellers ville lægevagtens venteværelse ikke blive frekventeret så meget af forældre med små børn på obskure tidspunkter af døgnet, som jeg ved selvsyn har set, de gange, jeg har haft behov for at kalde på en (endnu mere) voksen.

Reklamer