Her til aften gik jeg min sædvanelige aftenrunde. Mærkede efteråret og den begyndende kulde, fugtigheden mod kinderne og aftenluften i lungerne. Aftenturen er min måde at prøve at koble af efter dagens stress og jag. Musik i ørerne og så ud i mørket.

Nogle sange på MP3-afspilleren er jeg ikke lige i humør til at høre og shuffler videre til næste nummer. Men der er ét bestemt nummer, som jeg ved blot anslaget har skyndt mig at skippe, før sangen kom i gang. Faktisk har jeg undgået den samme melodi i 10,5 år. Vi taler om Kim Larsens “Om lidt”. Sangen er behæftet med minder om skolefesterne på min fordums folkeskole. Når lyset blev tændt og festen var slut og jeg ingen drenge havde holdt i hånd – ej heller kysset. Jeg var ikke en af de populære piger – i hvert fald ikke udadtil. For mange bumser, for mager og ranglet krop, for lidt selvtillid.
Men det er ikke derfor, jeg shuffler videre. Det er fordi jeg for 10,5 år sagde farvel til min far til tonerne af denne melodi. Ingen tekst, kun kirkeorgelets toner i det store rum. Kisten, blomsterhavet, tilhørernes snøften og mest af alt savnet. Manglen på forståelse af, at han skulle dø så tidligt. At jeg fik ham så kort tid. 7 år ud af en livstid.

Men denne aften skulle det være. Jeg har været igennem så meget lort og dog noget lagkage på den tid, der er gået siden min fars død, at en sang ikke burde kunne slå mig ud. Ikke burde kunne gøre mig nervøs. Stortudende i efterårstågen, Uden at jeg kunne kæmpe imod. Billederne på nethinden fra kirkens stenvægge. Hvor alene jeg følte mig. Og på, hvor meget, der er hændt siden. Hvor meget min far er gået glip af. Hvor meget han har undgået at skulle have bekymringer og bange tanker over. Men mest af alt ville jeg ønske, han kunne have været en del af det hele alligevel. Havde været der til kandidatgrad, bryllup og barnefødsler. Til sine første og eneste børnebørn. At han havde været der til at glædes, men også til at støtte mig og sige, at det nok skulle gå omkring Lille Vs fødsel og svære sygdom. Til at være min far i mere end 7 år af mit snart 33-årige liv. At han skulle være morfar for mine børn og ikke kun et minde om en person, de aldrig kommer til at kende.

Om lidt bli’r her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi? Om lidt om lidt er vi borte. Vi ses måske igen…

Reklamer