I nat lå jeg klemt inde mellem 2 børn. En lille forkølet gut, der pustede og havde feber og som kun fandt ro tæt på mig og en lille pige, som ikke kunne sove og som trængte til at ligge under min dyne. Begge børn rullede ind imod mig på mine 90 cm af dobbeltsengen og jeg forsøgte at fordele mig ligeligt i forhold til deres behov for at blive holdt om, og opgav at finde en komfortabel position at ligge i.

Imens jeg lå der og lyttede til deres vejrtrækning og mærkede deres små bevægelser, tænkte jeg på, hvor meget man gladeligt giver op, når ens børn har brug for én. Ikke blot nattesøvn og liggekomfort, men sådan overordnet bliver alt med børnene som førstevælgere. Og med børnene som førsteprioritet. Nogle dage føles det ikke altid gladeligt, for Gud ved, at jeg ofte savner at have mere frihed og mere overskud. Nogle gange savner mit gamle liv. Men jeg kan heller ikke forestille mig nogensinde at undvære de to små skabninger, der er skabt inde i mig og nu ligger her som to på én gang sårbare og stærke individer.

Læste et interview med Knud Romer den anden dag, hvori han ytrer, at det at blive forælder minder en om ens egen forgængelighed. At man ikke vil undvære en eneste del af deres liv og bliver bange for at miste dem – og nogle gange sig selv:

»Når du får børn, går det op for dig, hvor forgængelig du er, og hvor skrøbeligt livet er. Du vil pakke alting ind i vat, og enhver tale om krig og ulykke bliver helt forfærdelig. Jeg kan ikke have, at verden er ond, jeg kan ikke have, at der kan ske børn noget ondt overhovedet. Jeg kan først og fremmest heller ikke have, at de skal dø. Og jeg kan slet ikke have, at jeg selv skal dø, at jeg ikke kan se dem, passe på dem og føle dem. Det uudholdelige ved at dø er ikke, at jeg går glip af mig selv, men at jeg mister mine børn. Hvis jeg dør, vil jeg længes så meget efter mine piger, at jeg vil genopstå af ren længsel.«

Citat: Knud Romer, fra artiklen “Du skal lære at elske det, som er helvede” bragt i Jyllandsposten 5.10.2014

Man giver køb på forfængeligheden for at få familiepuslespillet til at gå op. Opgiver på helt lavpraktisk plan, at spise morgenmad og at se sig i spejlet, hvis blot man kan få en god start på dagen med børnene. Hvis de kan komme glade ud af døren og man selv ikke når sin maks-puls inden kl 7.00. Det betyder ikke noget i det store perspetiv. Det er ikke vigtigt, om håret sidder eller om make-uppen ligger perfekt. Det er for fa’en bare mascara and so what? Det er ikke en prioritet lige nu. Ikke for mig i hvert fald. Jeg ligner dagligt lort om morgenen, når jeg møder op i børnehaven, men tænker ikke over det, før jeg ser mig i et spejl hjemme. Og så er det jo ligesom for sent at gøre noget ved. Og det er heller ikke vigtigt. Jeg er ligeglad med, hvad pædagogerne tænker – jeg kan langt fra være den første barselsmor, de har set. Og hvis de tænker noget, er det deres eget problem. Jeg ved, at jeg har givet mine børn det, jeg kan og som jeg bedst ønsker for dem. Det bliver pludselig lig med lykke, når først man er blevet mor.

I morgen skal jeg igennem et mindre indgreb, som dog kræver, at jeg kommer i fuld narkose. Og ved du hvad? Det er ikke kirurgien eller smerter, der skræmmer mig. Det betyder faktisk ikke noget. Det er tanken om, ikke at vågne op, der er ved at slå mig bag ud af dansen. Fordi jeg hverken vil eller kan undvære de to banditter, der lå ind til min krop og sov tidligt i morges. Det er lige præcis det med forgængeligheden. Jeg skal se dem igen. Kysse dem, kramme dem, ligge af helvede til i min egen seng for bare at mærke deres varme, dufte til deres hår og høre deres vejrtrækning. For at kramme dem, så længe de stadig gider. Så længe jeg stadig har dem nær hver dag. Jeg vil hjem til opvask og vasketøj og rod og nullermænd i krogene. Jeg vil hjem til snotnæser og smil og sjove ting, der gør og siger. Jeg vil hjem og skælde ud og blive gode venner igen. Jeg vil hjem og være mor. For selv om jeg mange gange synes, jeg er en idiot til at være det, så vil jeg heller ikke undvære det i længere tid end højest nødvendigt.

 

Reklamer