Det øjeblik, hvor du skal hente det tøj, du har fået syet til ældstetrunten, og har small-talket og delt små familielivsanekdoter med skaberen af tøjet (hunkøn) undervejs online og du nu kan hente det, ringer på og døren åbnes og du står foran en mand, du engang havde et mere eller mindre stormfuldt forhold til. Sådan et, hvor han var ret jaloux og jeg ikke rigtig følte, at forholdet førte nogen steder hen og vi ikke formåede at give helt slip alligevel, og hvor han var sur og jeg skred og han prøvede at gøre mig jaloux med en ny kæreste. Soooom han så er gift med i dag og som nu har syet en del af efterårsgarderoben til min datter (o:

“Nå, hej, er det dig (obviously…). Længe siden. Nå, men du har det jo godt, kan jeg se. Tak for tøjet og farveller”. Og så afsted hjem til familien igen.

Der er jo egentlig ikke noget som helst galt i det hele. Fortid er fortid og jeg havde ingen følelser i klemme. Vi var ikke ment for hinanden. Langt fra. Men alligevel kan det da være lidt svært at finde en grimasse, der kan passe, når konen står og ser undrende og let bekymret til og man på mystisk vis uforvarende træder ind i fortiden midt i nutiden. Det føles som noget nær en livstid siden. SÅ meget er sket siden, at jeg nok aldrig var kommet i tanke om det igen, hvis ikke han havde stået der.

Anyways! Har hentet en stak fedt kluns til elskede ældstebarnet og så er alle glade (o:

Reklamer