Her i huset er vi efterhånden ved at få etableret en tradition (3 uger, så er det en tradition, ikke?) med at der skal noget ekstra fancy og tidskrævende på madplanen søndag. Sådan noget a la 12-timersstegt pulled pork med rodfrugter, hjemmelavet suppe eller som i dag: Langtidsstegte spareribs i hjemmelavet marinade (hold nu k*ft, hvor skal der mange forskellige ting i!) med grove grøntsager. Slow food i en ellers hektisk hverdag.

Og når det så har stået der på komfuret eller i ovnen og duftet i så mange timer. SÅ skal vi rigtig nyde det og SÅ skal vi hygge os med det som familie. Men hvordan dælen er det, vi nu på tredje uge får lullet os selv ind i den forestilling om, at vi kan sidde og nyde den langtidstilberedte mad småbørnsfamilie?

For den 3-årige skal jo byde trods (selvfølgelig skal hun da det…”#%&”!!?”#), den lille skal smide ting på gulvet og vælte mælk og mos ud over det hele, den lille skal skrige, fordi han ikke længere har sin mælk og mos, den store skal lægge et konstant lydspor a la “mor, mor, mor, mor” ind over alle samtaler, vi skal hente karklude, mundklude og ekstra mælk, den store skal tisse (belejligt), hver gang vi beder hende om at spise de sidste grøntsager og vi skal via non-verbal kommunikation lige finde ud af, hvad vi er enige om i forhold til hendes krav om “kun at spise det, hun har rørt ved” eller “om hun virkelig SKAL tisse eller blot prøver for 7. gang at slippe væk fra bordet uden at have spist sin mad” og “om boller også er en slags aftensmad” (…som tydeligvis er i højere kurs end mors mad, underforstået).

Det er der sgu ikke meget hygge ved og vi ender med enten at hugge maden i os, fordi den lille er ved at dejse ned af stolen af træthed, eller spise den kold på grund af sovende dreng eller pige, der driver gæk med os på badeværelset.

Hvorfor så fortsætte med at lave disse søndagsmiddage? Enten fordi vi er håbløse optimister, der tænker, at NÆSTE GANG kan vi sidde roligt, fordi vi ikke bliver klogere, eller fordi vi blot skal have ét sølle fast holdepunkt i en ellers hektisk verden, hvor vi mest af alt savner at spise i fred og ro.

Reklamer