Kan du huske dengang – altså før du fik børn – hvor du havde en helt klar opfattelse af, hvordan dit forældreskab skulle blive? Og hvor meget de andre fuc*hoveder i Bilka ikke havde styr på deres irriterende unger? Hvordan du følte dig overset, da bedsteveninden fik barn og aldrig skrev? Og hvordan du tænkte: Hvor svært kan det være?

Og så fik du én. Verdens vidunder, selvfølgelig! Og du havde stadig idealerne i behold. Hvordan du også savnede livet før, men ikke turde sige det højt, selv om du var død træt. Men så blev det hele lidt nemmere – selv om du stadig ikke havde så meget tid til dig selv, som du ønskede. Men hvor svært kunne det være at få to? Man kunne jo bare tage den på rutinen, ikke?

Så kom nr. 2 og så undrede du dig over, hvordan du overhovedet kunne have følt dig stresset med kun ét barn. For nu blev der serveret stress og skrigeture morgen, middag og aften – og natten med. GISP! Hvordan du i starten tænkte, at de to vidundre lignede hinanden ÅH så meget – for så at sande, at det, der virkede på nr. ét, overhovedet ikke havde den mindste effekt på nr. 2. Og man ret ofte kan føle sig som et forældermæssigt screw-up (morgen, middag, aften – og nat!). Men også, hvor meget det varmer, når den store og den lille smier til hinanden og leger sammen.

Læste denne lille tingest fra The Huffington Post i dag – og smilede. First-timer: Soooo busted! Second-timer: Smiler stadig, men måske noget endnu ikke har nået at bundfælde sig, som jeg vil smile endnu mere af om et par år. Og det der med tre…det når vi ALDRIG! (o:

http://www.huffingtonpost.com/lauren-cormier/how-to-tell-a-first-time-parent-from-all-the-rest_b_5822410.html

Reklamer