…men det kan altså godt være lidt svært ikke at undre sig og tænke sit, når dit temperament udfordres af at give vores søn aftensmad eller at putte ham. Ja, den lille er pylret og træt og det er ikke et glansbillede af en lille dreng, der smiler og tager sin flaske og falder i søvn i ens arme. Nej, han græder og pylrer og har svært ved at falde til ro og vil bestemme selv. Og hvis du hæver stemmen, ja, så græder han endnu mere og i værste fald kaster al aftensmaden op igen. Og samtidig benytter storesøster også lejligheden til at få de sidste krampetrækninger af trods ud i værelset ved siden af eller over aftensmåltidet. Det er ikke fedt. Overhovedet ikke. Det kan vi blive helt enige om!

Men det er sådan, det er, honey – like it or not.

Kan ikke lade være med at tænke, at du ikke ville holde en uge ud herhjemme alene, når du sidder opgivende på køkkenstolen kl. 16.00 og fortæller mig, hvor træt du er og hvor meget arbejde, der er med ungerne. Når vores sultne søns gråd kan få dig til at smide skeen ned i skålen og vrisse, at du ikke magter mere skrigeri. Oh yes, dear. Det er sgu mere end fuldtidsarbejde og nogle gange et utaknemmeligt job. Men vi har valgt det i fællesskab. Det er hverdagen hjemme på barsel som forælder til to og i dag er det endda weekend. Imens du sad og spillede på tabletten og læste nyheder, vaskede jeg op og lavede aftensmad og tørrede r*v på ældstebarnet 3 gange. Når du fik den lille i favnen, imens jeg hastede til toilettet til den store, der havde forrettet sin nødtørft, lagde du ham på gulvet og lod ham lege selv, selv om han sjældent gider ligge der mere end 5 minutter uden at skrige. Men så var jeg jo også tilbage igen til at tage ham.

Jeg bliver også træt og gal og har nogle gange lyst til at skride fra det hele, når den store er trodsig og den lille er træt. Det er ikke altid, hvad vi forestillede os, da vi besluttede os for at blive forældre. Men det er sådan her, det er – i hvert fald lige nu. And it ain’t always pretty! Jeg er også træt, men hvis ingen tager sig af tingene, vokser hverdagen os over hovedet. Jeg bliver nødt til det – og det gør du også. Det hjælper ikke at bande og sparke til vores skammel i badeværelset i afmagt, når børnene byder os trods. Ikke ret lang tid i hvert fald. Jeg føler mig ensom og alene, når det føles som om, den ene af os bakker ud. og jeg igen tager over.

Ok, det er ikke helt fair. Du går jo på job hele dagen. Og du kender jo ikke den lilles rytme så godt, som jeg gør. Og du blev også vækket i nat da både den ældste og den yngste vågnede. Og du tog alt vores pap og papir hen til containeren og støvsugede. Men inden længe er min barsel også slut og jeg skal tilbage til 37 timer om ugen, hente/bringe m.m. Det var mig, der tog turen tur/retur til børnenes værelser natten lang, og det var min seng, de endte med at sove videre i. Du faldt i søvn igen, kunne jeg høre på din vejrtrækning, imens ungerne rumsterede i søvne og pillede mig i ørerne og gav mig et spark i nyrerne, når deres drømme gik vildt for sig.
Jeg har handlet, vasket tøj, lagt det sammen, slået græsset, lagt madplanen for næste uge, tørret bræk op (flere gange), lavet og serveret og givet børnenes måltider hele dagen, taget kampene ved måltiderne – altså med undtagelse af sønnens aftensmåltid, og ryddet op i huset og haven og gjort badeværelset rent.

Det skal ikke være en konkurrence om, hvem der gør mest og kan mest. Hader faktisk mig selv godt og grundigt for at sidde og være nøjeregnende her. Men altså, det provokerer mig vildt, at du kan blive slået ud af så “lidt”. For det er sådan hverdagen er hjemme – og det siger jeg til dig. Måske du tror, det er for at beklage mig. Måske du synes, jeg prøver at få opmærksomhed eller medynk. Slet ikke. Jeg kan bare ikke lyve, når du nogle gange spørger til, hvordan min dag har været. Når jeg siger: “Sådan er han også i hverdagene”, er det ikke for at opnå ros eller give dig dårlig samvittighed. Det er mest af alt for at fortælle dig, at du ikke skal tro, det blot er fordi, du ikke gør tingene som mig.

Hverdagen er også fuld af smil og sjove ting ungerne gør og siger. Og dem er jeg heldig at få lov at opleve på første parket, fordi jeg er hjemme på barsel. Men prøv at forestille dig, hvor meget man føler, man spiller fallit, når man skælder ud i børnehaven, efter at have bedt datteren om at komme med mindst 10 gange, alt imens man har favnen fuld af tøj og tasker og en autostol med lillebror, der klynker efter mad eller er blevet vækket af sin lur for at hente søster. Prøv at forestille dig andres blikke, når man må skælde ud og skynde på og ikke har det fornødne overskud til at tage det hele med et smil og ophøjet ro. Der er ikke noget, jeg hellere ville kunne.

“Det er dejligt at se, at her ligner et hjem”, sagde en ny bekendt en dag til mig. Underforstået, at der lå skidt i krogene, krummer under stolen, vasketøj på sofaen og bunker at ting, vi “lige skal have ordnet” på bordene og de øvrige flader. Det er fordi jeg aldrig når til det. Jeg er i gang hele dagen, men dagen har ikke timer nok. Ikke når man altid afbrydes af et eller andet, man skal forholde sig til eller noget, man skal klare for andre. Jeg aner ikke, hvordan det hele skal hænge sammen, når jeg starter job igen. Jeg ville gerne være i stand til at sige “Pyt”, men et eller andet sted bider det også i mit selvværd, at husets umiddelbare kaos bliver kommenteret af en fremmed.

Derfor bliver jeg sur – ja, ked af det – når jeg endelig har mulighed for at sidde 5 minutter med et gratisblad fra Matas og lade som om, jeg kan koncentrere mig om at læse det (det bliver mest til at kigge billeder, da min hjerne simpelthen er for træt til at læse og forstå) og du så beder mig om at hente en klud eller en kop vand eller skrælle gulerødder til din madpakke. Jeg kan ikke bede nogen om hjælp i løbet af dagtimerne. Jeg rejser mig op og gør det selv. Sådan er det bare. Ingen pause til at spise min mad. Sjældent et toiletbesøg uden at man farer op og skynder sig tilbage, fordi den lille bryder i gråd.

Derfor har jeg heller ikke overskud til at være sexet eller oplagt, når dagen er omme. Her er jeg så træt, at jeg kun drømmer om at sove (til det ene eller det andet barn vågner i løbet af natten). Her drømmer jeg om ro og fred og om ikke at skulle gøre noget for andre. Her prøver jeg at lade op. Du synes ganske givet, at jeg er kold og kedelig. Men jeg er træt, skat. Træt langt ind i sjælen. Og her føler du dig ganske givet ensom og alene. Og det forstår jeg godt. Det er ikke sjovt hverken at sige eller få et nej. Her tænker du måske, at jeg giver og giver til børnene, men ikke til dig. Jeg kan afsløre for dig, at lige netop her er jeg bange for, at du skrider fra mig.

Jeg ønsker, at vi skal dele drømme og opleve verden sammen, med og uden børn. Jeg drømmer om overskud til det, vi rigtig gerne vil i en immateriel forstand. Ikke blot til lappeløsninger for at få hverdagen til at hænge sammen. For min skyld kunne vi sælge huset og bo i en lille lejlighed, blot vi havde mere overskud og mere tid. Ungerne ville nok ikke skrige mindre, men måske ville vi i højere grad kunne være sammen om tingene. Ikke blot ved siden af hinanden i samme hus – men sammen om at klare tingene og opleve tingene. Sammen om at synes, at det hele til tider kan være noget shit, men at vi kommer igennem det. Sammen. For lige nu føles det som om, vores verdener er vidt forskellige. Jeg kører mit game hjemme og du har dit væk fra hjemmet.

Vi elsker hinanden – det ved jeg! Jeg elsker i hvert fald dig og jeg har ikke glemt, hvordan tingene kan være, når blot vi gør dem sammen. Jeg har ikke glemt dengang, vi mødtes eller det første kys. Det er lagret i hjertets skatkammer, men er ikke i forgrunden lige nu. Kærlighed og kildevand klarer ikke hverdagen og børnenes behov – men det danner grundlaget for, at vi kan holde til at kæmpe videre. Husk det! Vi har begge ikke det overskud, vi havde engang. Ikke den tid til at pleje os selv og hinanden. Ikke det overskud andre forældre til to har efter vores søns svære start på livet.

Men jeg har brug for dig. Ellers knækker jeg. Ellers er jeg bange for, at vejen tilbage til det, vi længes efter bliver længere eller i værste fald ender blindt. Hjælp mig, forstå hvor jeg kommer fra, bliv hos mig – så bliver jeg hos dig!

Kærlig hilsen konen, kællingen, kvæulanten og kvinden, der har født dine børn

Reklamer