Om morgenen vågner jeg med et stille og fredfyldt pigebarn ved min side. Hun kommer efterhånden luskende ind i min seng hver eneste nat. Og det er også ok. Jeg savner faktisk hendes nærvær ret meget. Hendes stille vejrtrækning, hendes hænder i mit hår, hendes arme om min hals i søvne. Morgenerne, hvor hun kalder på mig, så snart hun slår øjnene op, og hvor hun vil være mors lille baby. Sige ga ga og da da og ikke kunne noget selv. Ville holdes om og kysses på kinderne. Jeg ville ønske, denne kærlige tilgang kunne fortsætte resten af dagen. At hun ville ønske mit nærvær og smile, som hun gør før kl. 6.00.

For med et hun sætter sine fødder på trægulvet, forvandles hun til en ganske anden. En næsevrængende, hylende, råbende, arme-over-kors-læggende-i-jorden-stampende, nej-sigende, tudende, demonstrativ lille pige, der per definition ikke vil noget og pludselig intet kan høre af det, der kommer ud af min mund. En pige, der starter alle henvendelser til sine forældre med kunstig gråd i stemmen og et ansigt, der er forvrænget i en indigneret grimasse.

Min blotte tilstedeværelse afføder et “Uhuhmmmm” med trutmund og korslagte arme og utallige gange dagligt marcherer hun råbende eller storhylende gennem huset, alt imens hun vrænger: Nu går jeg bare op på mit værelse og er sur. Og det er hun – i timevis bagefter. Nogle gange tror jeg simpelthen ikke, vi opdager, at hun bliver glad igen, inden det næste surheds-anfald kommer…
Hun kan sagtens være glad og lege – hvis ikke jeg er i hendes nærhed og heller ikke for langt væk, hvis hendes far er hjemme, hvis der ikke er (sund) mad involveret og hvis jeg ikke kigger på hendes lillebror eller siger noget om, at man skal samle sine ting op efter sig eller at det er ulækkert at splitte maden til atomer og smide det ud på gulvet som en anden baby, når man ikke gider have det mere. Så altså: Glad i ret begrænset omfang.

Og denne bipolaritet får ærligt talt også mit humør og temperament i svingninger. Også selv om jeg ville kunne benytte den p.t. så omtalte CTFD-metode*, som fædre i Politiken udtaler sig om p.t. Det sårer mig, at hun skriger “Jeg vil ikke have dig mere, mor“, når alt jeg gør er for hendes bedste interesse. For at give hende det, jeg kan. Jeg ved, at hun endnu ikke har begreb om, hvad det til fulde betyder og hvilken effekt, det har på mig. Men det gør ondt alligevel. Når hun sparker og slår og bliver så gal, at jeg må holde hende fast, for at få hende til at slappe af. For at hun ikke dejser om af hidsighed, når hun gisper efter vejret i sine hidsighedsanfald. Hvor kommer al den vrede fra? Hun synes at have en aversion imod alt, hvad jeg gør og alligevel at ville nærmest æde mig med hud og hår fra tid til anden. Hun vil bestemme alt – hvis blot et enkelt ord i legen ikke er, som hun har forestillet sig, skal vi enten begynde helt forfra, eller hun hyler og lægger armene over kors og går, som tidligere beskrevet. Det er simpelthen så mærkeligt og så øretæveindbydende. Hun synes ikke at lytte til én eneste ting, jeg siger og går bare sin vej eller taler hen over det, jeg siger. Alt bliver hørt, men ikke accepteret, tænker jeg. For hun vil bestemme selv.

I disse situationer (læs: dagen lang) hælder jeg ofte til den langt mindre socialt accepterede og lettere polisk ukorrekte STFU-metode**. Jeg har hørt om The Terrible Twos, men vil sige det sådan, at jeg langt hellere tager “to’erne” tyve gange om igen, hvis jeg kunne få lov at slippe for treårsalderen. Der sker så meget i hendes lille hoved og hvor noget går ind i læringens gode navn, må der så også gå noget ud til fordel for overskuddet til at erhverve sig nye kompetencer. Men behøver hun være så sur og opføre sig som en på 1 år igen? Hun svinger mellem at være baby og at ville være langt ældre, end hun er.

Hun ved godt, hvordan hun skal gøre tingene, men enten vil eller gider ikke. Sådan føles det i hvert fald. Den ellers glade pige, der kunne lege med alle er forsvundet til fordel for en lille bestemmende tude-Marie, der ikke kan leve sig ind i andres leg, ej heller acceptere andres indspark i den. Jeg kan ærligt talt godt forstå, hvis nogle af børnehavekammeraterne vender ryggen til og går, når det bliver for meget. Det ville jeg gøre. Det er frustrerende og som en mor af vor tids opdragelse og forældreskab, gransker jeg vores veje for at finde årsag og løsning, så den glade Lille E kan komme frit frem igen.

På årsagslisten findes alderen og den selvstændighed hun ønsker at finde og vinde. Den separation, hun ønsker fra mig – også selv om hun endnu aldrig har ramt “kan selv vil selv”-stadiet, men i stedet kaster sig bagover i raseri over at skulle tage tøj på selv eller spise med en gaffel. Hun svinger mellem at være lille, når verden er stor og stor i en alt for lille verden. Dernæst har jeg listet det faktum, at hun er blevet storesøster og at hendes lillebrors start på livet var alt andet end almindelig. Men også 8 måneder efter? Den teori synes altså snart at være udvandet. Hun er uendeligt glad for sin lillebror, men muligvis jaloux på det faktum, at han endnu skal have meget hjælp, da han stadig ikke kan komme omkring ved egen hjælp.
Og så er der noget med en stor pigegruppe i børnehaven, hvor de taler grimt til hinanden, den uregerlige dreng i gruppen, som hun synes at have kastet sin kærlighed på og manglende tid og overskud fra mig, når jeg prøver at jonglere livet som mor til to børn med hver deres ønsker og behov, en mand der arbejder langt fra hjemmet og hus og snart også job. Det sidste har sagtens en stor del af “skylden”.

På løsningssiden har jeg listet at give hende mere opmærksomhed – og samtidig at prøve at trække mig lidt fra hende og lade hende opsøge mig i stedet for at stille mig til rådighed. Rengøringshjælp og babysitter og et job til manden på Fyn er også på listen… Men spøg til side: Helt oprigtigt talt, kan jeg ikke finde ud af, hvad der er bedst: At være tæt på med fare for at virke kvælende og omklamrende, hvis hun prøver at separerer sig fra mig, eller at være mere på afstand og lade hende opsøge mit selskab til forhåbentlig positiv kontakt, selv om jeg synes, jeg er langt nok fra hende i løbet af dagen i forvejen. Det er sgu ikke let.

Min svigermor beskriver ofte Lille E som min mands søster. Og ak og ve, hvis min datter skal få så ….ehmmmm… svært et sind! Så bliver jeg for alvor udfordret. Men her fandt min svigermor, at afstand var løsningen. Og at lade være med at spørge til dagen og legekammeraterne og oplevelsen. At være på afstand, men altid inden for rækkevidde alligevel. Og det lyder måske som den mest gangbare løsning p.t., hvis vi ikke skal fortsætte med sure miner, skæld ud, hvor man ønsker at anerkende og at give et positivt samvær. Åh, hvor ville jeg gerne gøre op med sure miner inden sengetid, fordi de sidste krampetrækninger af trods skal ud samtidig med at morens overskud er så godt som opbrugt. Det er en dårlig cocktail, hvor vi begge ender med at slutte dagen på en kedelig måde i stedet for med en godnathistorie og et kram. Hun vil simpelthen ikke have min tilstedeværelse og det er ekstremt hårdt. Og det er ikke engang fordi hendes lillebror trække opmærksomhed her. Han sover trygt en time forinden og bliver puttet af far.

Hun er snart 3,5 år og skal have lov til at prøve grænser af med skældsord og min reaktion i forskellige sammenhænge. Det skal alle børn. Men hvor går grænsen mellem at adskille sig og prøve af og at være så hidsig, at hun skal holdes fast for ikke at splitte hjemmet ad? Hvor går grænsen mellem at adskille sig og slet ikke at ønske mit nærvær igen, ej heller selv om vi er blevet gode venner? Hvor er grænsen for, hvornår man skal bruge CTFD eller STFU for både at anerkende og at sætte grænser?

Jeg forstår ikke vreden. Jeg mindes aldrig selv, at have følt det sådan. I hvert fald ikke i det omfang, hun udøver den. Jeg kan se en masse ting, som potentielt “kunne” forårsage den, men ikke noget, som jeg ville mene kunne give så store udsvingninger. Er det bare sådan at have treårige? At lige meget hvor meget man står på hovedet for dem og strækker sig til det punkt, hvor man er lige ved at knække midt over for at tilfredsstille deres behov, så kommen man ikke helt i mål? Så ender man med at sidde træt, trist og ked af det i sofaen om aftenen og føle, at man er verdens dårligste mor, selv om man prøvede at give alt det, man kunne? Det må være sådan her, det føles at have en teenager, blot uden fatteevnen i forhold til de ting der siges og den virkning det har på andre mennesker. Uden bagtanken og bevidstheden. Føj, hvor jeg håber, vi snart kommer ud på den anden side, selv om der så nok blot venter nye udfordringer. So help med God!

—————————————————————————————

*Calm The Fuck Down

**Shut The Fuck Up

Reklamer