Hvis du ikke rigtig har fundet dig helt tilrette i barselsland eller bare trænger til noget at grine af, så vil jeg kraftigt anbefale dig, at lægge vejen forbi bloggen The Ugly Volvo. Det kan simpelthen kurere følelsen af at være et moderskabeligt screw up. Det er sgu go’ humor! Amerikansk standup-mor med en glimrende tilgang til moderskabets sjove og svære sider. I’m hooked.

Hun fik for alvor krogen i min interesse, da jeg læste dette indlæg. Åh, hvor jeg genkendte følesen! Hamrende befriende at læse det hele i et humoristisk perspektiv.

Den der til tider snigende ensomhed herhjemme i barselsland. Den der følelse af, at man bare ikke ser gennem de samme briller som alle andre barslende mødre. At man elsker sine børn, men ikke helt elsker det der barsel og det hjemmegående liv og ikke har et hak forstand på alle de ting tiden, trenden og de trendy trunter omkring én prædiker. Alt det, man ikke har siddet og læst i en bog eller et blad.

Det kommer altså ret tit over mig, at jeg måske burde have haft kørekort til sådan nogle små banditter, før jeg fik dem. Første gang prøvede jeg at finde løsninger og soul-searche mig selv for, hvor fejlen inden i mig lå. Den lille usikre, paranoide mor boede inden i, da jeg var førstegangsmor. Her anden gang er hun – både inden i og udenpå – en del mere hårdfør med andendags- trejdedagsmascara på, genstridig babyfedt på maven, udefinerbare pletter på bukser og skulder og en kaffekop limet fast på hånden, for at komme gennem dagene og noget mere døv over for omverdenens måder at gøre tingene på.

“What are they doing with their kids right now and is it a thing I’m supposed to be doing”

Men nøjh, hvor har jeg mange gange skævet mistroisk til de storsmilende mødre på caféerne i city med mor-barn-matchende Danefæ-outfit eller det seneste fra MarMar på poderne. Pletfri, snakkende, latte-sippende og med storspisende børn, der tog outdoor-amning og byens puls med ophøjet ro. Børn (og mødre), der tilsyneladende aldrig har hørt om sensitivitet, spisekriser og sultestrejker, skrigeture eller tøj fra Hø & Møg. Jo, de har læst om det, men aldrig gjort så meget i det. Jeg har skævet til dem og været imponeret, irriteret og lidt misundelig. Ville også gerne kunne tage tingene så let. Bare gøre. Bare være. Og ikke vade byen rundt med børn, der aldrig har forspildt tiden med at sove og samtidig heller ikke har kunne kapere de mange indtryk, deres vågne timer har givet dem og har fucket deres spisning op oveni købet. Ikke kun den ene. Dem begge. For ikke to børn er ens og søskende er jo så forskellige, siges det…NOOOT! Er det arv? Er det miljø?

“I have no idea”

Jeg tænker tit på, at jeg simpelthen ikke kan huske, hvad pokker, jeg laver herhjemme. Hvad jeg får tiden med den ene eller begge af børnene. Sådan på den lange bane, altså. Måske er det træthed? Måske er det fordi det i virkeligheden slet ikke er interessant, det vi laver? Jeg kan huske de overordnede linjer og en masse svært og hårdt og også nogle successer i forhold til spisning og udvikling, men ikke særlig mange rosenrøde glansbilleder. Mange dage føltes det nok mest som overlevelse, indtil det blev weekend igen og faren kom hjem. Mine børns smil kan opbløde det meste og jeg strækker mig til det yderste for at være en god mor for dem. Men jeg synes langt fra altid at komme i mål med de ellers så gode intentioner og krumspring.

“A lot of nothing”

Men trods det faktum, at jeg synes, det hele kan være virkelig svært og at jeg endnu ikke har fundet en måde at dele mig ligeligt mellem begge børn, så har jeg 2 søde, velfungerende børn, der æder sand og har snotnæser og hudafskrabninger på knæene. Som tydeligvis ikke har taget skade af arvetøj og forhåbentlig heller ikke af en mor, der ikke helt dur til det der med barsel. De er storsnakkende, motorisk gennemsnitlige og helt igennem deres egne (og MINE <3). Heldigvis!

…Ok…spring lige over på hendes blog, for selv om vi mener det samme, får hun pointerne noget mindre alvorligt igennem. Men kom også tilbage igen. Jeg kan ikke undvære mine læsere (o: Deal?

Reklamer