Er det ikke underligt? Mange gange sukker forældre efter lidt frihed. Lidt spillerum og lidt tid til at gøre alt det, man elsker og havde tid til engang. Det gør jeg i hvert fald. Hvis bare jeg kunne… Hvis bare vi havde… Hvis de lige kunne passe sig selv for en stund… Det hele føles som om, det går op i bringe- og hentetider og opvask og trods og aftensmad og putteritualer og skemalagt sex. Men når så ældstebarnet for første gang tager med en børnehaveveninde og hendes forældre hjem og bliver der til aftensmaden også, så kan man ikke helt finde sig tilrette i friheden. Det hele føles lidt amputeret. Som om, man har glemt at hente hende og som om, der mangler noget lige nu. Lige her.

Så ved man, at man savner hende og så ved man, at selv om der er mange ting, man elsker, som man ikke længere har tid til at gøre, men at man også har fået noget nyt i sit liv, som man elsker mindst lige så højt og som man slet ikke kan undvære ❤

(…og det vidste man jo godt i forvejen…)

Reklamer