ADVARSEL: Fare for brok!

Der er altså noget, jeg ikke forstår ved mænd. Ok, der er en hel del faktisk og jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste kvinde i verden med det problem.
Jeg forstår heller ikke altid min svigerfamilie, hvor meget jeg end holder af dem (læs: Mine svigerforældre) og værdsætter alt, hvad de gør for mig og mine børn. Og igen er jeg ganske givet ikke den eneste, der har tænkt den tanke.

But here’s the thing…

Hvordan kan min mand finde det langt vigtigere, at opdatere et virusprogram og rydde op i ubrugte filer, end at lytte til sine sultne, trætte børn kl. 18.00??? Hvordan kan han lukke deres gråd ude? Jeg ved godt, at (nogle) mænd kan have problemer med at multitaske, for ærligt talt virkede det som om, at så snart den mentale telepromptor, der sagde “ikke opdaterede programmer” forsvandt alt andet som dug for solen. Ikke børnenes gråd eller min opfordring til at være en del af den hektiske aftenrutine kunne bryde trancen. Ej heller hans ulykkelige søn, der lå og skreg efter mælk i sin seng i 10 minutter, imens jeg prøvede at putte storesøster. Måtte afbryde godnatsangen til hende, for at gå ud og se, hvad pokker, der stak drengen (for jeg antog jo, at hans far kæmpede med at få ham til at falde til ro, eller at det ikke passede knægten, at tage sin natmælk) – og så finde hans far stående med BÅDE tablet og PC nede i stuen og læse nyheder og opdatere programmer, imens sutteflasken stod midt på bordet og barnet hulkede. Stå helt stille og i sin egen verden, som om intet hændte omkring ham.

Hvad fa**en sker der lige for det???!!!??? Det pisser mig helt vildt af.

Jeg kan til en vis grad finde mig i tome mælkekartoner, der står tilbage på bordet, når han har taget det sidste mælk, og kun med nød og næppe bide det i mig, når et af børnenes gennemtissede tøj ligger efterlad på værelset, efter han har skiftet dem (også kun næsten…) eller at han om morgenen spiller sit latterlige onlinespil på tabletten, imens jeg får børnene op (også kun lige med nød og næppe!). Her er det mig, der kommer i anden række, når det formodes, at jeg blot fjerner tingene eller får dem til på magisk vis at forsvinde. Jeg kan i det mindste forsvare mig selv og skælde ud. Men at lade børnenes behov komme i anden række i forhold til et skide program og en nyhedsside – det accepterer jeg simpelthen ikke!

I forvejen havde jeg tørret bræk op fra gulvet (den lille er ved at lære at spise mad af stykker og det er en svær opgave) og vasket op og lavet mad og gjort den store klar til natten og tømt tasker og pakket nye til i morgen inden kl. 19.15. Man bliver SÅ TRÆT!!!!!

Og det fører mig videre til det næste, jeg ikke forstår: Hvorfor kan min mand ikke affeje sin søster med “Det må vi tale om senere, når vi har spist og børnene er lagt i seng”, når hun ringer og vil have ham til at løse computerproblemer for sig long-distance fra KBH til vest for Storebælt (hvorfor han pludselig blev så pokkers opmærksom på sin egen PC…) kl. 18.15, imens himmel og helvede er i berør i småbørnsfamilien. Hans single-søster, der ingen børn har og ingen intention har om at få dem, men stadig har såååååå mange gode råd om, hvordan vi opdrager vores børn og hvordan man “bare” skal gøre, så de ikke er en pestilens for andre (læs: folk uden børn).

Og ej heller affejer hende, når hun ringer igen 19.00, imens vi jeg prøver at fastholde ældstebarnets opmærksomhed på aftensmaden og lillemanden er håbløst træt og gerne vil hænge på arm. Jeg forstår det virkelig ikke!
Igen bliver skrig og gråd og trods og vores hverdag lukket ude for at sidde og glo ind i en skærm.

Hvordan kan min svigermor, der har så uendeligt meget pli og ikke vil ringe for at forstyrre og ikke vil komme uanmeldt på besøg for at respektere vores privatliv, opfostre to børn med så lidt fokus på verden omkring dem fra tid til anden? To børn, som aldrig kunne overveje at hjælpe med at tage ud af bordet hjemme hos mor og far, og som sidder og taler videre, imens vi andre rydder op og håndterer trætte børn, når vi er samlet i hinandens selskab. Det fatter jeg simpelthen ikke? Hvis ikke hun kunne putte god opførsel ind i sine unger, hvordan kommer jeg så nogensinde til at kunne gøre det for mine børn???? Jeg er kun halvt så civiliseret som hende, synes jeg. GISP!!!

Jeg har aldrig haft en ide om, at min mand og jeg skulle skilles. Det var ikke den intention, vi gik ind til ægteskabet med og ikke den fremtid, jeg kunne tænke mig for mine børn. Men skulle vi alligevel blive det en dag, er det på grund af en af to grunde: 1) Fysisk utroskab med et andet menneske eller 2) mental utoskab med PC, tablet eller lignende. For fortsætter det sådan, får jeg nok en dag.

Reklamer