Jeg har fået et ret stort crush på at gå aftentur med Ældstetrunten. Det startede egentlig som et forsøg på at bryde et kæmpe hissy fit fra den lille dame, og er nu endt med at blive et fast aftenritual inden sengetid. Vi går et nyt sted hen hver dag – eller et ny vej til et velkendt sted – eller blot ud efter bobletyggegummi. Lidt på må og få og i al slags vejr.

Legepladstur i regnvejr, brombærrov på toppen af kælkebakken i stormvejr, tyggegummitur i strålende solskin. Hun snakker uafbrudt fra A til B, men modsat den daglige trummerum med gøremål, hente-bringetider, middagssøvn til lillebror, natteroderi, vasketøj og småskænderier, så er der al tid og rum i verden til rent faktisk at svare hende. Lytte til det hele og svare på 1000 spørgsmål.

Hvorfor regner det? Hvorfor må man ikke spise de hvide bær (læs:snebær)? Hvad laver man, når man går til spejder? Hvorfor kan man sejle på vandet? Hvorfor stikker brombærbusken? Hvorfor er det svært at gå op ad en bakke? Hvornår stoppede du med at vokse, mor? Bliver jeg lige så høj som dig, mor? Hvorfor er drenge stærkere end piger? Kan far løbe stærkere end dig? Hvordan ved du, hvilke bær man ikke må spise? Hvorfor kan du godt li’ far? Hvorfor ville Lille V alt for tidligt ud af din mave? Hvorfor skulle lægen lave hans hjerte til et superman-hjerte? Ved du, hvem der er min bedste ven i børnehaven? Hvorfor hedder du Mette, mor? Hvorfor kunne mormor godt li’ dit navn? Hvorfor må man ikke slå= Hvorfor er der nogen i børnehaven, der slår alligevel? …..Og jeg kunne blive ved.

Det er som om denne tur giver hendes lille aktive hjerne og opmærksomme øjne lidt zen. Som om, hun på denne tur sletter det overflødige på harddisken – eller får svar og sorterer på rette hylder – i sit lille smukke hoved. Og jeg føler for alvor, at jeg kan være lige præcis nok for hende på disse ture. Lige præcis den slags mor, der danser på fortovet, siger ja og forstår i hendes øjenhøjde, lærer hende noget, hjælper hende og viser hende, at jeg elsker hende.

Og det er ganske enkelt helt fantastisk!

Reklamer