Jeg har simpelthen ikke tid nok til at skrive om alle de tanker, jeg gør mig og alle de skøre, dumme, underlige og sjove ting, der sker i det lille hjem og verden omkring mig. Jeg ville gerne skrive nogle helt vildt kloge ord om konflikten i Mellemøsten og om palæstinenserne vinder krigen på de sociale medier, og om Politikens artikelserie om børnefamiliernes liv og samliv og forventninger til hinanden og bedsteforældrenes engagement (en artikelserie, jeg blev tilbudt at være med i, men journalisten ringede aldrig på det aftalte tidspunkt. Og set i bagklogskabens lys, var det nok også helt ok). Eller om, at der er planer i skuffen om, hvordan pårørende skal overtage plejeopgaver af syge og ældre. Og hvis du siger, at jeg da har al tid i verden, fordi jeg er på barsel, så skylder jeg dig et trælår. Jeg kan dårlig nok huske, om jeg overhovedet fik frokost i dag.

Så desværre må vi blive ved det lavpraktiske: Familielivet her på matriklen. Og da jeg ikke har sovet i noget nær 48 timer grund af ung mand i tigerspring og søster med mareridt (pendler mellem børneværelserne på skift natten lang), bliver det en liste over den seneste tids strøtanker set gennem undertegnedes briller. Here goes:

Ti fingre lige i fjæset

Hvad sker der lige for, at Lille E tusind gange om dagen stikker sine små fedtede fingre lige i fjæset på mig (og vi ved jo, hvor de med stor sandsynligvis har været sidst…)??? Og ikke bare som i ae ae, men nærmere som i nu-stikker-jeg-mine-fingre-lige-i-fjæset-på-dig-for-fuld-kraft-mor. Oftest kommer der også et wrestlingslag lige til halsen, når vi leger eller bare lige ud af det blå.
Hvad skal det gøre godt for? Er det bare sådan treårige er? Er det bare fordi, hun kan? Og hvordan fa’en afslører man det igen? Ender sgu på skadestuen, hvis hun fortsætter sådan. Hvis du har guldkorn i ærmet, så hit med det!

Den dårlige samvittighed kan du ikke bruge til en skid

Læste et interview i det seneste Femina (ja, det er ikke den dybeste litteratur, jeg får tid til at kaste mig ud i her under min barsel), med Manu Sareen omkring stress og familieliv (vi skal huske at bage færre boller og have flere nullermænd i krogene, you know). Ud over, at artiklen negligerede stress til at kunne behandles med tre måneder under dynen og en ligegyldig attitude over for omverdenen, så var det en udemærket artikel. Én pointe skinnende i hvert fald igennem: At man ikke kan bruge den dårlige samvittighed til en skid, når man gør det bedste, man kan. Ville ønske, jeg kunne praktisere det fuldt ud, for der er en del dårlig samvittighed involveret i at være mor til to små. Selv om man prøver at please dem begge, kommer man bare til enten at råbe alt for højt, når bølgerne går højt og børnene skriger i stereo, imens man er alene hjemme med dem, eller at smide alle principper over bord i håbet om, at få 5 minutters stilhed og fred. Og bagefter beskylder man sig selv for, endnu engang ikke at være nok. Endnu engang ikke at kunne håndtere det hele i stiv arm. Men manden (læs: Sareen) har jo ret. Hvis man giver det bedste, navn jan, så KAN man ikke give mere. Det må man dog give ham. Også selv om naboen kigger indgående på en, når man har skældt ud, og hun stod lige den anden side af hegnet.

Jeg skal lige opgradere en borg, inden jeg hår i seng

Ja, den sætning troede man ikke, man skulle høre, inden man gik i seng. Nej, vent. Inden man vaskede sutteflasker, ryddede de sidste gryder op efter aftensmaden, fodrede katte-dyrene og hang vasketøj op – og stadig manglede at give bettebarnet sin ‘drømmeflaske’. Men det var altså vigtigt, tænkte min mand. Så vigtigt, at jeg stod alene med ovennævnte.
Hvis jeg kunne kyle hans tablet og åndssvage og intetsigende onlinespil af helvede til, så gjorde jeg det. Det kan jeg, men er ikke sikker på, at den situation ville give min mere nattesøvn den pågældende dag…

Sarkastisk nævnte jeg, at det selvfølgelig var vildt vigtigt, sammenlignet med det, vi manglede inden natten og endnu en presset morgenstund med ungerne. Men han hørte det åbenbart ikke. Eller også valgte han at overhøre det. Don’t know. Det er et spørgsmål om prioriteter, siges det. Og på sigt også min tålmodighed.

Tre skridt frem og to tilbage

Er det normalt, at et ble- og middagslur-afvænnet barn pludselig falder tilbage i den gamle gænge? Faktum er i hvert fald, at Lille E pludselig lægges til at sove til middag i børnehaven, selv om hun for længst er det kvit. Og faktum er, at hun også tisser i underbukserne 2-3 gange dagligt. Adspurgt svarer hun: Jamen, jeg ville bare tisse i bukserne.

I går kom hun sågar hjem fra børnehave med gennemtissede underbukser og leggings under nederdelen. Det lugtede så gennemtrængende, at jeg spurgte, hvornår hun havde tisset. ‘På legepladsen, efter madpakkerne’, lød svaret. Altså 3 timer før jeg hentede hende. Forundret spurgte jeg hende, hvorfor hun dog ikke havde sagt det til en voksen, hvortil hun surt skreg ‘Jeg gider ikke sige det til dig’, og løb op på sit værelse og muggede. Whaaaaat?!???!!!

Mærker hun det slet ikke? Er der noget, hun er bange for? Vi plejer at sige, at det er, hvad der kan ske, når det sker, men opfordre hende til at huske, at hun er så dygtig til at gå på toilettet. Det er simpelthen så mærkeligt og også rigtig ubehageligt, synes jeg. Det rammer lige midt i moderskabets ømme punkt.

Græsset er altid grønnere

Der siges, at græsset altid er grønnere på den anden side. I vores tilfælde har jeg i hvert fald længe tænkt, at det var en del grønnere på den anden side af hækken. At verden så lettere ud, hvis man boede der og havde haven fuld af biodynamiske grøntsager, en mand, der kom hjem ved middagstid og var mega handy, at man vejede 10 kg mindre, at huset var nyrenoveret og skinnende rent, at man havderåd til at have barsel sammen i 2 måneder og at man kunne tage løbeture sammen med ungerne i løbevogn og evigt solskin. Og som aldrig skælder ud på deres børn, ben blot kan sige ‘Nej nej’ og så er det gjort med det.

Set igennem hækken, alt imens jeg sidser med en tvær baby og en trodsig treårig, et hjem der sukker efter en støvsuger og en støveklud og mere end blot en klat maling i krogene, samt en mand, der arbejder langt fra hjemmet (og er meget lidt handy), ser det i hvert fald ret misundelsesværdigt ud.
Men når nabodamen så sidder til en kop kaffe i vores have, alt imens deres barn slår og vores barn tuder og ikke vil dele og de to mindste begge nægter at sove. Så bliver det hele lidt mere jordnært. Så er vi ligesom lige. Og når hun så siger, at hun er glad for at have mig at tale med, når hun synes, det hele er svært med to børn og at de er bange for hvad vi og resten af nabolaget tænker, når de i timevis triller deres skrigende yngste i søvn (eller forsøger på det), så hjælper hun ubevidst også mig en del. For selv om det ikke giver min mand et deltidsjob, han kan leve af og ikke gør ham handy med et trylleslag, så hjælper det også mig til ar føle mig som en mindre fiasko som mor, når mine børn i det mindste ikke skriger utrøsteligt i 2-3 timer om dagen on and off og 1-2 timer om natten, så det kan høres gennem ruderne. Så er der da lidt, der fungerer nogenlunde gnidningsfrit.

Ja, det var ordene for nu. Der er rigtig mange flere, men dem vil jeg prøve at skrive ned i lidt mere samlet format. Om ikke andet, var det et livstegn fra en træt, træt Mette.

Godnat derude!

 

Reklamer