Første dage efter sommerferien….bum bum bum. That sucks!
Nu kalder madpakker, mandens job, børnehave for ældstebarnet, bringe og hente, ulvetid og hele den daglige trummerum.

Ferien har ikke budt på det vilde. Ferien i Danmark. Strand, leg, Legoland x 3, familieture, besøg, legekammerater, udflugter og leg og badebassin hjemme i haven, luge ukrudt, gå ture, shoppe, grille, drikke morgenkaffes i haven. Men det har bare været så skønt sin egne helt simple måde. Mand og ældstebarnet hjemme også. Et afbræk fra en ellers ret ensom tid hjemme i barselsland. Selskab, nogen at tale med, som ikke slår sig til tåls med da da og titte bøh og en til at tage over på den lille, imens jeg kan nå noget selv og kan være lidt mere sammen med den store. Ja, større krav stiller jeg ikke til min ferie.

Ældstebarnet har nydt at have tiden hjemme, men også savnet venner. Det tager jeg som en god ting. Hun trængte til et afbræk fra børnehavens efterhånden krævende og komplekse liv, hvor pigegruppen, ærligt talt, er nogle stride små mokker og min datter ikke er den stærkeste i det spil. Hun trængte til at være sig selv for den, hun er, og ikke at skulle definere roller dagligt. Men at hun savner dem, betyder også, at hun har fået lov at slappe af.

Jo, hun fik udfordret mig, afprøvet sin position over for mor. Hvad bestemmer hun og hvad bestemmer jeg. Hvor går grænsen og hvor langt kan man gå over den, før de voksne bliver sure. Og når sandheden skal frem, så tænkte jeg i går, at nu var det vidst tiden for hende at komme tilbage i børnehaven, efter en dag med konstant lydspor fra hendes mund fra 5 morgen til 21 aften krydret med tiltrækkeligt meget trods og hysteri. Jeg trængte til lidt ørenlyd…

Ferien har været god og tiltrængt. Også selv om manden og jeg har mødt hinandens grænser et par gange. De historier får du en anden gang, når det lige har bundfældet sig. Jeg har savnet at være to om tingene og at få styr på det, som har stresset mig i hjemmet. Det, jeg hele tiden har udskudt til ferien, og som derfor har hobet sig op.

Igår aftes gruede jeg for, hvordan vi dog ville komme ud af døren. Hvordan det skulle gå alene med to børn igen, hvor den lille ikke længere blot skal have en flaske, men også skal lære at spise andet og ikke just elsker det. Hvordan man timede to børn. Det tror jeg var slettet fra harddisken i løbet af de seneste 3 uger. Heldigvis. For så har jeg alligevel også koblet hverdagen fra.

Og vi kom afsted. Og endda uden hyl og skrig. Og det var umiddelbart et positivt og ret gnidningsfrit gensyn med børnehaven.

Nu er der et år til ferie igen. Og næste etape i vores familieliv hedder 3 sidste måneder hjemme med ham den lille, før han skal starte i vuggestue. Den definitivt sidste gang, jeg er på barsel. 4 måneder til jeg starter resten af mit arbejdsliv. Ikke flere småbørn. Herfra både moderskab og karriere. Knap 5 måneder til den lille fylder et år. Jeg skal prøve at få det bedste ud af det, selv om jeg må indrømme, at jeg glæder mig, til jeg også skal ud af døren om morgenen. Det er den sidste tid som hjemmegående, men jeg er ikke vemodig. Jeg ser frem til at finde rytmen som familie med to forældre på job og gode stunder som familie, når vi alle er hjemme igen.

3-2-1. Nu trækker vi igen i arbejdstøjet og kickstarter hverdagen!

Reklamer