Det fylder meget for min lille store pige, hvad venner er. Om man har venner. Og om man er en god ven. Vil man kun lege med sine venner (eller ‘Nogen, som kan li’ mig’, som hun selv siger) eller om dem man ikke kender også kunne blive til venner. Sidstnævnte morens bemærkning, når hun tilføjer ‘kun’ og ‘altid’ og ‘aldrig’ til sætningerne.

Verden er stor og ny og koncepterne er svære at forstå. Det er i hvert fald enormt vigtigt for hende at få tilhørsforholdet på plads. ‘Du er kun min mor. Du er kun min og Vs mor’, ‘Elsker du tre i det her hus? Altså mig, og V og far?’.

Og i bilen i dag: ‘ Er du min ven, mor?’

Jeg svarede selvfølgelig ‘Ja, skat. Altid!’

‘Du er også min ven, mor. Min bedste ven’.

Åh, lille skat, hvor jeg dog håber, at det fortsætter. At jeg ikke skubber dig fra mig, skuffer dig eller får dig til at føle dig skidt til mode. Ikke ender med at have den afstand imellem dig og mig, som min mor og jeg har haft i mange år. Men en ven i den forstand, at du er dig og jeg er mig og vi begge respekterer det. At du ikke bliver for voksen for hurtigt og at jeg ikke prøver at være ung med de unge. At vi kan have hinandens fortrolighed, og stadig respektere, at det ikke er alt, mor og datter skal dele. At du vil tænke på mig som en god og forstående og støttende mor. At jeg må leve op til alt det, du ønsker dig, jeg skal være. Og at du aldrig tvivler på, at jeg vil være her for dig – uanset hvad.

Reklamer