Jeg har tænkt over noget. Faktisk ret meget, men jeg har simpelthen for mange ord og for lidt tid til at nedfælde dem på bloggen. Surt show! Nå, men det jeg har tænkt på, er at der er en tendens til at glatte ud og smide sukker på, hvis en gravid enten spørger til moderskab og nattesøvn og deslige. Eller hvis en småbørnsmor giver udtryk for moderskabets svære sider i påhør af en gravid, for den sags skyld.

Det er som om, man ikke helt må fortælle, at det til tider er pissehamrende f##king hårdt og træls at være mor. Som om, vi ikke må bryde illusionen for den kommende mor. No wonder, at moderskabet så bliver sådan en omvæltning oven i de ekstremt mange følelser, der er i spil i kroppen i forvejen. Man siger jo ikke, at det er verdens værste tjans (tænker det højest i desperation, når det hele VIRKELIG koger over hjemme). Man siger jo ikke, at de skulle ønske, de aldrig var blevet gravide. Man fortæller egentlig bare, at det er hårdt og svært indimellem. Og så er der sådan set ikke forskel på, om det er en første- eller flergangsfødende.
Første gang sidder man og ser kollegaen og veninderne og søsteren sidde med deres lækre baby på skødet og barnet smiler eller sover og det hele ser så legende let og yndigt ud. Men man ser ikke hjemmet, der flyder eller de søvnløse nætter eller endeløse timer med gråd og tænder, der gør ondt. Anden gang kender man turen og VED, at det er hårdt. Men har også glemt det i detaljer og ser ikke konflikterne med den store og mærker endnu ikke følelsen af, at være utilstrækkelig og at ønske, man kunne dele sig i to. Eller faktisk tre, så man også havde bare lidt tid til sig selv.

Når man udbryder, at man glæder sig til at komme tilbage på job eller er tudefærdig over 6 måneder med ekstremt lidt søvn, så er der straks en anden mor (oftest med flere år på moderskabs-bagen), der siger “Det er også bare fordi du har to”, når den førstegangsfødende lytter med. Når man bliver spurgt, af en gravid, om man slet ikke har sovet om natten, og svarer nej – og heller ikke natten før eller den før igen, så er der straks en anden mor, der smiler overbærende og klapper den gravide på skulderen og siger “Det er kun sådan en kort periode”. (Kan du sige 6 måneder og sleeeeet ikke i mål endnu… Kort tid i forhold til deres levetid, men kald det kort igen og du får et trælår!)

Børn er forskellige og man griner ofte langt mere end man græder det første år. Heldigvis! Men hvorfor må man ikke fortælle sandheden? At det er hårdt arbejde og ikke kun rosenrøde stunder med barnevognen, kærlige kæresteblikke til hinanden over det lille vidunder, man har skabt, rolig søvn i mors favn, hvor mor (selvfølgelig) har lagt makeuppen og en baby med vidt åben mund, når maden serveres? Så bliver chokket og den til tider manglende indfrielse af forventninger da ekstra hård. Så undres man over, hvorfor ingen havde sagt det før – hvorfor ingen fortalte, at moderskabet har mange sider. Så kan man faktisk godt føle sig lidt snydt (taler af erfaring).

Jeg hader ikke moderskabet, slet ikke. Og jeg ønsker ikke, at gøre den/de gravide ked af det. Det ville jeg ikke ønske.
Men jeg undres. Gravide har i forvejen et filter til at sortere det mest sortseende fra og farve det rosenrødt (taler af egen erfaring), men vi andre behøver da stikke blår i øjnene på de kvinder, der spørger? Det er ingen hemmelighed, at det er hårdt arbejde at få børn – at man siger farvel til det liv, man kender – og ikke mindst anden gang, hvor der er flere, hvis behov ikke kan tilsidesættes og forholdet til tider kan knage voldsomt. Jeg vil ikke lyve – det gør jeg ikke så meget i. Og det kan jeg heller ikke, når jeg bliver spurgt. Det hele er sjældent som beskrevet i bladene og bøgerne.

Tænker, at det er en indbygget mekaniske for at sikre artens overlevelse – og en arbejdsduelig styrke, der kan bringe skattekroner nok i statskassen, når førnævnte mødre med år på bagen skal på pension. Tænker også, at man glemmer, som årene går. Men når man står midt i det, føles det som om, man helst skal please og glatte ud og for alt i verden bevare den lyserøde drøm.

Well, nok tanker herfra. Nu skal der vaskes flasker og lægges tøj sammen og tørres op i hele køkkenet efter både store- og lillebarnets hysteri ved aftensmaden. Og smøres madpakker og ryddes op, så man ikke skvatter i legetøjet, når man skal op i nat og varme flasker og lulle i søvn på arm, måske skifte en lorteble og give sutter og give vand og bære det store barn ind i dobbeltsengen, fordi hun drømmer eller ikke vil sove mere, selv om klokken kun er 3 om natten. Alt sammen inden vækkeuret ringer kl. 5.30. Godnat!

Reklamer