I går aftes kørte jeg hjem fra en aften i selskab med det kvindenetværk, jeg er en del af. Få hundrede meter fra mit hjem, var der blå blink og sidevejen far spærret af politibiler. Tanker om, hvad der mon var sket, kørte gennem mit hoved, inden jeg få minutter senere parkerede bilen i indkørslen.

Da jeg åbnede det lokale nyhedsmedie i dag, blev jeg ramt dybt inden i. Under 30 minutter før jeg holdt i krydset, var der sket en tragisk ulykke, hvor en 24-årig mand, påvirket af alkohol, havde kørt 100 km/t over for rødt og havde braget ind i en mor og hendes datter og niece. Et sammenstød så voldsomt, at niecen nu er erklæret død. Mor og datter er indlagt med alvorlige kvæstelser.

Uden at kende nogle af de involverede, har jeg tudet over denne nyhed flere gange i dag. Det værst tænkelige, en familie kan rammes af. At få opkaldet om ens barns død. At miste sit barn på baggrund af en andens vanvittige ugerning. Så helt igennem meningsløst. Et liv, der stort set ikke var begyndt endnu.

Vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte vores børn. Give dem alt og sørge for deres velbefindende. Vi tænker på deres fremtid – ser den for os. Fra det øjeblik, vi første gang får nys om deres tilstedeværelse i maven. På egen krop har jeg for et år siden mærket, hvor forfærdeligt det er, at få besked om at noget dårligt vil ramme ens barn – i mit tilfælde ufødt. Vi sætter vores lid til forsikringer og lægevidenskab. Til sikkerhed og dygtighed. Næsten alt kan jo lade sig gøre i dag… Men vi kan ikke forsikre os imod andres dumhed. Andres egoisme og tankeløshed. Og det har endnu engang kostet menneskeliv. Var jeg kørt fra mødet 30 minutter før, kunne han have ramt min bil i det kryds, jeg kørte frem for grønt i – få hundrede meter fra det sted, han dræbte et barn og ødelagde en familie.

Nyheden rører noget ekstremt dybt i mig. Angsten for, at noget ondt skal ramme mine børn bliver pludselig præsent. Den skrøbelighed livet i virkeligheden er. Det er ikke mange måneder siden, jeg forlod sygehuset med min hjerteopererede, nyfødte søn. Med tiden kan jeg mærke en følelse af, at jeg føler mig lidt på den anden side af det. Også selv om vi ikke er 100% i mål.

På et tidspunkt skal jeg lære begge mine børn at færdes i trafikken. Jeg skal lære dem at se sig for til begge sider og række armen ud. Jeg skal på et tidspunkt give slip og tro på, at de er klædt godt nok på. Tro på dem, tro på at jeg har lært dem nok, og ikke mindst tro på omgivelserne. Slippe angsten for, at noget ondt til ske dem. Det skal de jo. Som alle andre.

Men nyheder som denne gør, at jeg slet ikke kan forestille mig, at give slip. Får lyst til at løbe efter dem på cykel med en pind i bagagebæreren til de er 30 år. Da jeg fik kørekort, sagde min morfar: “Jeg ved, du kører godt og tænker dig om, men jeg stoler ikke på alle de andre i trafikken”. Og det er endnu engang blevet bevist. På tragisk vis.

Mine tanker går til den familie, der har mistet og som våger over de to kvæstede. Den meningsløshed der har ramt dem, kommer der aldrig svar på, ligegyldigt hvor mange gange man spørger hvorfor. Jeg har ikke ord for, hvordan man kommer igennem den form for virkelighed, de i øjeblikket skal forsøge at forholde sig til. Leve i. Leve med.
Den mor, som vågner op med ar på sjæl og krop. Som skal leve med den viden, at hendes niece døde i hendes bil – og at der intet var, hun kunne gøre til eller fra for at stoppe en ung mands egoisme og dumhed. Hun skal leve med det, han har forvoldt på hendes niece, datter og hende selv. Det er så uretfærdigt og ingen straf vil være fyldestgørende.

Reklamer