For 10 år siden, sad jeg i min studielejlighed og rettede min bachelor. Den skulle forsvaret en uge efter. Fødderne i vand, solskin udenfor den franske altan og en verden, hvor kærestesorger og eksamensstress var de største problemer p.t.
Dette skulle dog snart efter ændre sig. Ændre min verden og for altid ændre mit liv, da to betjente bankede på min dør og fortalte mig, at min far var død. 49 år gammel. Blodprop i hjertet. Livet slukket på få minutter. 7. juni 2004 kl. 17.38.

10 år! Det er næsten ikke til at fatte. Det er enormt lang tid og alligevel føles det som om, det lige er sket. Så meget er sket på de ti år. Selv om det kun er knap en tredjedel af min levetid indtil videre, så er mit liv transformeret på en måde, jeg aldrig ville have kunnet forestille mig før den dag i 2004.
Jeg er blevet færdig med min universitetsuddannelse. Jeg har arbejdet fuld tid i 8 år. Jeg er blevet gift og jeg er blevet mor. To gange endda. I det første år efter hans død, pinte det mig forfærdeligt, at han aldrig ville være der, når jeg bestod min kandidatuddannelse. At han ikke ville kunne følge mig op af kirkegulvet og ikke ville møde den mand, jeg har tænkt mig at dele resten af livet med. Ikke være der, når mine børn kom til verden. Det piner mig for så vidt stadigvæk. Men jeg kan ikke ændre det. Alle dele er opfyldt. Uden ham, men med ham i tankerne.

Og her sad jeg så i dag – ved hans grav – med begge mine børn i armene. Inden i har jeg erkendt, at han ikke kommer til at møde dem og jeg kan i dag besøge hans grav med tårer i øjenkrogen og ikke bryde sammen ved blot synet af hans navn på gravstenen. Jeg er blevet voksen på de ti år. Nogle gange alt for voksen. Jeg blev tvunget til at blive voksen fra det øjeblik, betjentene bankede på min dør. Men savnet er der stadig. Inde bag ved alt det, der har accepteret situationen. Det, der ligger ukontrollerbart, når en sang, et minde eller en bestemt situation passerer min vej. Så kommer tårerne alligevel. Så tænker jeg: Hvad nu hvis han kunne have været her stadigvæk.

10 år er lang tid. Rigtig lang tid. Men ikke lang tid nok. For mine børn er stadig ikke gamle nok til at kunne huske de ting, jeg fortæller dem nu. Til at huske, hvad jeg fortæller dem om deres morfar, som de aldrig kommer til at møde. De er ikke gamle nok til at huske graven, huset eller hans liv og levned. Der er så meget, jeg endnu ikke har fortalt den store. Så meget, som den lille slet ikke har begreb om endnu. For ham er vedren stadig sove, spise, lege og skrige. Han vil aldrig kunne huske dette. Derfor har jeg brug for at have min fars gravsted til at binde alle fortællingerne og minderne sammen. Til at forankre mindet om min far for mig selv og prøve at give mine børn et indtryk af, hvem han var. Hvad de måske kan genkende i dem selv på samme måde, som jeg i ungdomsårene lærte ham at kende og dermed fandt et spejl af mig selv på mange måder.

Det er svært, når min datter spørger: “Hvem var han?” og “Hvorfor blev han ikke så gammel?”, og selv om jeg fortæller hende det, er det aldrig rigtig nok.  Aldrig rigtig det, jeg gerne ville give hende med.

Jeg savner ham her ti år efter. Savnet er blevet anderledes med tiden, men det er der stadigvæk. Det er blevet anderledes efter jeg selv er trådt ind i forældrerollen. På nogle punkter mindre med årene. På andre punkter større, fordi jeg har brug for identikifationen i min egen måde at være forælder på. Har brug for, at han kunne tage del i det gode og det svære. Dele sin historie med mine børn og at de kunne have et forhold til ham, som jeg selv altid har haft til min egen morfar.

10 år

Reklamer