Det er nu en uge siden, Lille V begyndte at sove på eget værelse. Han kom derind en måned senere, end sin søster i sin tid. Hun var 4 måneder og han er 5 måneder. Og det har været en win-win-situation for alle parter. Han sover nu fra ca. 21 til 4.30 – nogle gange endda 5.15 – i et stræk og jeg lige så. Det sker, at han skal have sin sut og en enkelt nat også en flaske kl. 2.30, men ellers er det gået langt bedre, end jeg havde troet.

Og jeg styrter ikke derind natten lang for at tjekke om han trækker vejret (som jeg gjorde med hans søster). Har babyalarm på ham, men på lav lydstyrke og han klarer det bare flot. Se det er en fordel ved at være andengangsmor.

Jeg skal være ærlig at sige, at det er lidt af en befrielse igen at have soveværelset for os selv. Jeg sover af h****** til med børn i sengen eller ved siden af. Vågner konstant ved små lyde – og jeg tror egentlig, han har gjort det samme. I værelset er der mørklægningsgardin og ro og det ser ud til, at han synes godt om det. Og så har jeg aldrig været den store tilhænger af, at ungerne skulle ligge hos os alt for længe. Maks 6 måneder, sagde jeg til mig selv, før de kom. Og det blev i begge tilfælde kortere. Jeg synes, det har givet alle parter bedre søvn og ungerne har begge været i stand til at klare det på fornemmeste vis – uden piv og uden sure miner.

Så nu skal jeg have fundet tid til at pakke babysengen sammen og få den leveret tilbage til de glade udlånere og så er det kapitel slut. Så er der fremover kun skønne, skøre unger, der kommer ind til mor og far, hvis sengen driller, drømmene er lidt for levende eller blot for hyggens skyld, hvilket hans søster praktiserer ofte (o:

Reklamer