Nu er det over 5 måneder siden, mindstemanden kom ud og så dagens lys og som sin søster, er han ikke den type barn, man slæber med cafe og i babybio. Nej, ude godt, men hjemme bedst. Så det er ikke meget, vi har gjort i at tage ud i socialt lag, det seneste halve år, min mand og jeg. Og da slet ikke samtidig.

Men i går bød chancen sig. Farfar havde været letsindig, at sige ja til at passe mindstebarnet natten over (læs: Sagt ja på farmors vegne…) og så havde vi mulighed for kun at have storepigen med til fødselsdagsfest. Wuhuuuu! Hun har jo en gudsbenådet alder, hvor man ikke konstant skal have hende på arm, så der var rent faktisk udsigt til en voksen samtale (og ikke kun brudstykker, man desperat forsøger at holde fast i for at sige ja og nej på de rigtige tidspunkter) og lidt kæreste-fingerfletteri. Ih, hvor jeg glædede mig!!!

Og det gjorde Lille E også. Hun var ikke sen til at fatte, at hun skulle på tur med mor og far alene, imens Lille V blev hjemme. Knap var hun hjemme fra børnehave, før hun sad klar på trappen iført sit fineste dress og med yndlingsbamsen under armen, og så snart hendes far trådte ind i entréen, råbte hun glædesstrålende: ‘Jeg er klar nu, far. Jeg er klar’. Det er jo rørende!

Og hun hyggede og sang hele vejen mod Århus, kun afbrudt af en gang køresyge og et tøjskifte til nattøj i rabatten på motorvejen, imens far desperat forsøgte at rengøre barne- og bagsæde. Men end ikke det eller den tvivlsomme lugt fra bagsædet kunne ødelægge hendes glæde og alle tre fortsatte vi med smil på læben.

Damen holdt pyjamasparty i god stil og legede selv og med vennernes søn. Og når legen blev for kedelig, trådte min mands venner gerne til med tumlelege og ballade og cykelræs. Og jeg fik lov at tale med andre voksne. Godt nok en del om børn og baby og barsel, men uforstyrret og der blev også plads til en enkelt cosmopolitan! Gisp…kan man blive småsnalret af en enkelt drink! Hvordan pokker gjorde man det, dengang man hang ud i byen på regelmæssig basis…

Det var fedt, det var afslappende og det var total ok at være uden baby for en stund. Med fare for at lyde som en kold og kynisk mor, så var det også rart, kun at ‘have et barn’ for en stund. Ikke at skulle dele sig. Ikke at skulle fare frem og tilbage for hvert et piv eller lorteble.

Kl. 23.00 lå storepigen stadig på maven i sofaen og spillede Legospil på iPaden med min mands kammerat, der havde al den tålmodighed i verden, hun kunne ønske. Hørte man efter, kunne man høre hende fnise af fryd over at han havde gemt en skål chips bag sofahynden, som de møjsommeligt gemte væk, hver gang jeg kom ind i stuen. Og kl. 23.30 sov en lille pige i mine arme efter den godnatsang, hun altid elskede som lille. Smilende og træt og tilfreds.

Se det var lykken, at komme ud og være sammen med gode venner. At have tid til dem og hinanden og den store. Lade hende være i centrum uden ‘Lige om lidt’ og ‘ikke nu, lillebror spiser lige’. Drikke en drink og smække fødderne op som i gamle dage – før børn, og så alligevel være lykkelig for at se den lille frøken, der løb og lege og proppede vandmelon i hovedet. Føle sig umådeligt stolt over, at hun er min!

Sådanne aftener, har der klart været for få af. Sådanne aftener må der meget gerne komme mange flere af. Sådanne aftener kan man leve højt på længe – og allerede savne, det øjeblik de er forbi. Jeg er taknemmelig for denne aften og for, at have svigerforældre, der i en alder af plus halvfjers tager ansvaret for min søn en stund og gør dette muligt.

Nu er det lørdag og heldigvis kalder hverdagen ikke i morgen tidlig – så kan jeg gå og smile lidt længere sammen med dem, jeg holder af.

Reklamer