Tænk sig. Nu er det mere end 3 år siden, jeg blev nogens mor. Og ikke bare til en hvilken som helst ‘nogen’. Jeg blev Lille Es mor!

Kærlighed, trodsalder, storesøster, ballademager, lille pige til tider, kan selv (en gang imellem), vil og vil ikke… Alt sammen fordelt på nu 98 cm og 13,7 kilo. 10,6 kilo og 46 cm mere, end den gråvejrsdag i maj 2011, hvor hun kom til verden.

Og hvilken rutsjebanetur, det har været. For hende og for mig. Fra manglende tro på, at moderskabet nogensinde ville blive min ven og en frygt for, at hun aldrig ville komme til at synes om mig, til et behov for at være tæt på hende og en pige, der i søvne kalder ‘jeg vil kun have min mor’.
Det havde jeg næsten ikke turde håbe på efter spiseproblemer og stress. Jeg var stort set ved at opgive og ønske hende en anden mor.

Hun kan få mig ud i tovene. Hun kan gøre mig vred og ked af det. Men aller mest af alt, kan hun få mig til at føle så meget kærlighed og varme, som jag aldrig før havde troet, man kunne. Da hun var lille og jeg gik hjemme på barsel med hende, trængte jeg til at savne hende. Komme lidt på afstand. Da jeg for få måneder var indlagt på sygehuset med hendes lillebror i alt for lang tid og i en anden by, savnede jeg hende så meget, at jeg higede efter at have hende tæt på alle døgnets timer. Så meget, at det gjorde ondt.

Tre år og ualmindeligt snaksagelig og med et kæmpe ordforråd. Ingen sut mere og en middagslur på retur. Snart næppe en tumling længere. En pige, som har et kæmpe fantasiunivets i sit lille lyse hoved og hellere leger med dukkehus eller i haven, end med tv og iPad. En lille pige, som er både robust og følsom og som ikke er med på de vildeste udfoldelser, men hellere betragter fra afstand. En pige, som på mange områder er et spejl af mig selv som lille.
En lille pige, der har et stædigt sind og et stort temperament. En lille pige, som elsker sine venner og sine dukker og bamser og mest af alt sin familie.

Suk! Lille E er nu den store. Og alligevel mors lille skat, selv om hun stædigt nægter at blive kaldt lille. Hun har de smukkeste blå øjne, der både kan stråle at glæde og lyne af raseri. Hun har det lyse hår, der er viltert og sjældent får lov at bære elastikker eller anden pynt. Hun er lyserød inden i og uden på – en ægte prinsesse med hang til Minnie Mouse og gummistøvler. Hun har utallige blå mærker på ben og arme og fejrede sågar også sit 3. år med et blåt øje.

Verden er kaotisk og rodet i vores lille hjem og der er sjældent fuldstændig ro. Der er nullermænd i krogene og legetøj i sofaen. Men der er plads til at være E og til alle hendes skøre påfund. Det håber jeg også, hun synes.

Hun er min og det er jeg taknemmelig for. Taknemmelig for, at netop denne lille pige dumpede ned til mig og blev min egen. Min elskede. Min E.

Tillykke med de tre år, skønne unge!

Reklamer