Min lille baby er inde i en kedelig periode p.t. Mad gider han ikke, søvn ej heller og han er ikke rigtig den glade og smilende dreng, han var for bare en uge siden. Vi har tjekket ham i hoved og r*v og der synes egentlig ikke at være et problem. Han er bare muggen og gal. Søster har stadig sine ture med trods en masse, men det er dog ikke helt så skidt, som det har været. Halleluja for, at det ikke sker på samme tid. Lidt retfærdighed er der dog til i denne verden.

Og bedst som jeg synes, at det er ret shitty at være mor til en baby igen og jeg overvejer, om jeg spændte ben for mig selv og den gode mor, jeg ved, jeg kan være, ved at få en nr. 2 (altså, forstå mig ret: Sådan hele konceptet nr. to – ikke min lille dreng som sådan, for nu hvor han er her, kunne jeg jo ikke forestille mig at undvære lige præcis ham). Det der med at starte helt forfra med alt det svære og at mangle søvn og tid til sig selv, og hverken synes at formå at være kone, mor, veninde eller kvinde, ja, så er der noget, som minder mig om, hvorfor jeg jeg sprang lige på hovedet ud i det igen.

For selv om ham den bette ikke smiler så meget til mig, som han har gjort, så er det helt unikt, at se hvordan han smiler til sin søster – og hun til ham. Hvordan de to har en instant connection. Her er der ingen konkurrence – jeg er helt uden for liga. Her vinder hun med længder. Og det er jeg glad for. Så skal jeg prøve at overleve spædbarnstiden og trække på de sidste kræfter, til han forhåbentlig bliver større og elsker fast føde og kan undvære den forbandede sutteflaske.

Reklamer