Jeg er efterhånden så desperat efter alenetid, at der skal tages drastiske midler i brug. Siden jeg fødte Lille V, har jeg ikke været alene i vores hus. Jeg har stort set ikke været alene på toilettet eller i badet, og der hænger næsten konstant minimum et barn et sted på mig. Tit og ofte to stk. En på armen og en om benet. Og når jeg går i seng, har jeg min mand klinet ind til mig og min søn liggende på den anden side. Kort sagt: Kontakt hele tiden.

Jeg har sjældent ro og stilhed omkring mig. Der er konstant lyd af barnegråd, barnesnak, barnepludren, en mand der fortæller mig om noget på jobbet eller en artikel, han har læst (det må være rart at have tid til det… #surkælling.dk) eller om en eller anden YouTube-video, han har siddet og set på Facebook. Der er radioen, tv’et, mikroovnens bippen eller vaskemaskinens centrirugering. Der er ældstebarnets legetøj eller lyden af noget, der bliver tabt eller spildt. Og om natten taler ældstebarnets i søvne og yngstebarnet gumler og grynter efter mad. Kort sagt: Lyd over det hele.

Jeg savner rigtig rigtig meget at være lidt alene. Jeg trænger til at passe lidt på mig selv og til at komme til at mærke følelsen af af savne mand og børn. Bare lidt. Sådan havde jeg det også under første barsel. Jeg gjorde bare ikke noget ved det.

Og derfor bookede jeg for få dage siddet weekendophold. Til mig. Alene. En weekend i en anden by og mulighed for at shoppe, sove og savne. Manden fik ikke rigtig et say i det hele. Jeg trak det på beløbet og overleverede oplysningen bagefter. Måske lidt til hans undren. Men han billigede dog.

Så må han og jeg tage afsted en anden weekend. For det skal vi. Det trænger vi også til. Men denne gang vil jeg gøre, som de anviser i flyene: Først selv tage iltmasken på og derefter tage mig af andre.

Reklamer