I dag er det 1 år siden, jeg for alvor mærkede, at noget var galt. Der gik dog noget tid, før jeg gjorde noget ved det. Og det måtte jeg mærke på egen krop.

Den første maj 2013 havde jeg fri for første gang i lang tid. Arbejdspresset havde været højt siden nytår og jeg havde mistet et par kollegaer inden for det seneste halve år. Den store kampagne var i gang med at blive udrullet på TV, og så man på min karriere udefra, ville de fleste nok tænke, at jeg var on a roll! Men successen var ikke uden konsekvenser. Overarbejdskontoen var ved at eksplodere og hver måned kom jeg over den tilladte maksgrænse. Mistede timer, fordi jeg ikke kunne nå at afvikle dem. Og udbetaling bruger min arbejdsplads ikke. Chefen ringede og sms’ede om aftenen og jeg blev nødt til at arbejde i weekenden, for at nå deT hele. Det var ligesom blevet en vane, at jeg var på job altid – også selv om jeg ikke var rådighedansat. Jeg arbejdede, når Lille E var lagt i seng. Der hvor jeg endelig havde tid til min mand.

Men første maj skulle jeg holde helt fri! Shoppe og nyde solen. Dankortet måtte gerne bløde lidt denne dag og jeg besluttede mig for at prøve noget lækkert tøj i en af de hypede butikker. Men imens jeg stod i prøverummet ringede min chef. Han sad lige på cafeen ved siden af butikken og havde set mig gå derind. “Kan du ikke lige komme ind på cafeen? Der er noget, jeg lige bliver nødt til at vende med dig”.
Jeg havde virkelig ikke lyst til at tale job. Men organisationsændringen trådte jo i kraft dagen efter og de sidste detaljer skulle jo på plads inden lanceringen. Jeg havde været med til at planlægge hans præsentation til den store dag. Alt skulle være på plads; han skulle være på forkant med så mange spørgsmål som muligt. For spørgsmål og undren ville der med garanti komme i kølvandet på ændringer.

Jeg skyndte mig at købe lidt af det, jeg havde prøvet og gik ind på cafeen. Jeg havde jo fri og det tog sikkert ikke så lang tid, for han vidste jo, at det var min fridag…

2 timer senere, spurgte jeg ham, om han var klar over, at jeg havde fri. Og han sagde: “Jamen, du tager bare timer for det”. Som så mange gange før.

Jeg følte mig på en gang beæret over at blive betroet de sidste detaljer i den store plan før alle andre, men samtidig så uendeligt modløs. For nu havde jeg jo ikke fri alligevel. Nu var min dag gået med rådgivning og der skulle i øvrigt også sendes en mail i aften og jeg skulle møde tidligere ind i morgen, så vi kunne gennemgå det hele igen.

Solen skinnende, imens jeg gik hjem. Trist til mode. For selv der, hvor jeg bogstavelig talt stod nøgen i prøverummet, kunne chefen og jobbet stadig se mig og nå mig. Sådan føltes det. Lige der vidste jeg godt, at jeg var stresset og at det ikke var holdbart. Før den dag havde jeg kun tænkt det eller ytret det, når det hele blev for meget. Og så havde jeg taget en kop kaffe i stedt for frokosten og havde arbejdet videre. Men nu føltes det virkelig forkert!

Der skulle gå yderligere 27 dage, før jeg sagde helt stop. Før jeg følte, jeg fik slag i brystet og åndenød. Dårlig søvn, rysten og tankemylder havde jeg vænnet mig til…. 27 dage, før jeg gik til lægen sammen med min mand og blev sygemeldt. Først her gik det op for mig, at jeg kun med nød og næppe vejede 50 kilo til mine 173 cm.

Først der gik det op for mig, at jeg var gravid. For menstruationer havde min krop ikke haft overskud til i et halvt år. Og så fik jeg det for alvor skidt. For hvad havde jeg så budt den lille i maven??? Var det sket noget med ham? Havde han taget skade? Om det så er stressen, der har forårsaget hans alvorlige hjertemisdannelser, det ved jeg ikke. Men jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er kommet til den konklusion selv, når jeg søger efter svar.

Første maj er Arbejdernes Internationale Kampdag. Og skal man opsummere det seneste år, har jeg kæmpet meget i forhold til mit job. Ikke i den klassiske forstand, men jeg har kæmpet for overhovedet at blive klar til at arbejde igen. Til at kunne tænke på job uden hjertebanken og åndenød. På at kunne slappe af og sove. På overhovedet at kunne gå uden for en dør, uden at være bange for andres tanker om, hvorfor jeg ikke var på job. På ikke at være bange for at møde kollegaer, der måske kunne synes, jeg så ‘for rask ud’ til at være sygemeldt. Bange for at skulle svare på spørgsmål overhovedet. Fra nogen som helst.

Også bange for slet ikke at blive normal igen. For at være ødelagt i en alder af 31 år. Bange for ikke at kunne huske igen. Bange for at få slag i brystet igen.

Jeg kom tilbage på job. Med hjælp fra arbejdsmedicinsk klinik på OUH og med hjælp fra en coach og psykolog. Og så gjorde ro og tid rigtig meget. Og en aftale med arbejdspladsen om langsom tilbagevenden. Jobopstart var på 2 timer hver anden dag i starten. Og så langsomt, langsomt op i tid derfra. Men aldrig på fuld tid, inden jeg skulle på barsel.

Og her står jeg så. Både med en enorm længsel efter at komme i job – lige nu. Komme ud og være noget andet end træt og udkørt mor. Noget andet end dikke dik og da da. Men samtidig, har jeg svært ved at forestille mig at komme tilbage. Når jeg besøger jobbet, kan jeg også mærke, hvor langt væk fra det, jeg egentlig (ufrivilligt) er kommet. Jo, jeg skal selvfølgelig arbejde igen, men hvordan jeg kommer i gang, ved jeg ikke. Skal trække grænserne op, for ikke at ende samme sted. Og meget er sket, siden jeg blev syg.
Jeg kan stadig mærke et sug i maven og et lille stik af vrede, når nærmeste kolleger siger ‘ nårh ja, der var du der jo ikke. Det var du ikke en del af, imens du gik derhjemme’. Eller da de stillede spørgsmålstegn ved min behandling og langsomme opstart, da jeg vendte tilbage på job. Om det dog kunne være rigtigt, det skulle gå så langsomt.
Dels på grund af, at efter var for tæt på, dels fordi jeg syntes, de til tider var mistroiske, dels fordi jeg selv var bange for, at folk ikke troede på, at jeg var syg, når det ikke kunne ses uden på.

Og nu står jeg så her. Et år siden den mærkedag i livet, hvor livet virkelig kunne mærkes på den kedelige måde. Et år siden og ikke færre svære oplevelser i bagagen. 2013 tog virkelig prisen som lorteår nr. 1, med undtagelse af min søns for tidlige fødsel. Det for tidlige ville jeg gerne have været foruden. Misdannelserne af hans hjerte selvfølgelig lige så. Men ikke ham, selv om jeg til tider kan tvivle på, at jeg magter opgaven som mor til to.

Er jeg så klogere og stærkere? Forhåbentlig. For det seneste år har virkelig været det sværeste nogensinde. Så idag har jeg kæmpet en mental kamp for mit arbejdsliv. I dag har jeg lovet mig selv, at er skal ændres på meget, inden 2015, og dermed arbejdslivet, begynder.

Reklamer